Magdalena Sibylla af Sachsen (1617-1668) blev gift med prins Christian i 1634. Malet på træ i 1642.
Portrætmaleri af Magdalena Sibylla
Af /Kongernes Samling, Rosenborg Slot.

Det Store Bilager betegner brylluppet i København i 1634 mellem Christian 4.s søn, den udvalgte prins Christian, og prinsesse Magdalena Sibylla af Sachsen (1617-1668). Ved samme lejlighed blev kongens næstældste datter, som han havde fået med Kirsten Munk, Sophie Elisabeth (1619-1657), viet til Christian von Pentz (1600-1651).

Faktaboks

Etymologi

'Bilager' kommer af plattysk Bilager (ty. Beilager) og betyder 'bryllup'. Oprindeligt 'det, at brudefolkene lægger sig ved siden af hinanden'.

Bilageret blev den største hoffest i Danmark i 1600-tallet. Festen havde en repræsentativ funktion, men var samtidig en takkefest for Freden i Lübeck 1629. Som et nyt indslag i hofkulturen blev der under bilageret opført en hofballet. 'Bilager' var datidens betegnelse for fyrstelige og højtstående personers bryllup.

Festlighederne

Det Store Bilager. Stik af Crispin de Pas til bogen Triumphus nuptialis danicus (Den danske bryllupstriumf) fra 1648. Et højdepunkt i festlighederne i anledning af brylluppet mellem den udvalgte prins Christian og Magdalena Sibylla var et gigantisk fyrværkeri, der samtidig var et drama om kampen mellem dyder og laster. Det blev opført i den ydre slotsgård ved Københavns Slot. Nederst i billedet ses hornede djævle, som driver lasterne, fremstillet som kvinder, ind i helvedesgabet.

.

Det Store Bilager var en storslået begivenhed med prominente gæster fra ind- og udland, herunder medlemmer af Magdalena Sibyllas saksiske familie og gesandter fra Frankrig, Polen, Spanien og Sverige, samt den danske kongefamilies slægtninge fra hertugdømmerne. Hertug Frederik af Gottorp var til lejligheden blevet valgt til at skulle repræsentere den tysk-romerske kejser.

Bryllupsfestlighederne varede mange dage, og foruden hofballet og komedier på Københavns Slot blev to store fyrværkeriopstillinger rejst på slotsholmen. Amagertorv, og Gammel Torv blev omformet til baner for hhv. ringridning og turneringslege. Forud for ringridningskonkurrencen ankom deltagerne i i alt 17 optog med triumfvogne, der fremviste forskellige allegoriske motiver.

Kongens og den udvalgte prins' optog

Første optog var Christian 4.s og den udvalgte prins’, der akkompagneret af en paukeslager og 10 trompetister fremviste i alt ni vogne med forskellige motiver, der henviste til musik, handel, tid og forskellige overgange, særligt krig og fred som hinandens afløsere. Motiverne var hentet i antik mytologi og historie og demonstrerede på den måde, at den danske konge og hans hof var bekendt med Europas storslåede fortid. Det understregedes yderligere af, at kongen og prinsen selv optrådte som to berømte, romerske feltherrer, henholdsvis Scipio Africanus og Lucius Cornelius Asiaticus. Første triumfvogn henviste til historien om Kong Midas, der i valget af satyren Pans musik over Apollons blev straffet med æselører.

Anden vogn viste havmanden Proteus ridende på havmanden Triton, der var udformet som et havvæsen. Dette motiv henviste til fortællingen om Proteus' evne til at forvandle sig til alskens dyr, hvilket skulle vise, at menneskets liv på jorden grundlæggende er præget af foranderlighed.

Som en naturlig forlængelse af denne fortælling fulgte fire vogne, der viste de fire menneskealdre: barndommen, ungdommen, voksenlivet eller ’manddommen’ og endelig alderdommen. Alderdommen blev opfattet som den fredselskende tid, hvor mægtige og virile mænd falder til ro og besinder sig på fred. I denne vogn sad en person udklædt som en aldrende kejser Augustus, i hvis sene alder freden herskede i Romerriget og Kristus blev født. Augustus var flankeret af Concordia, dvs. personificeringen af enighed, og hun holdt et skilt med påskriften ”bella gerant alii”, dvs. ’lad andre erklære krig’.

Fokusset på krig og fred blev yderligere understreget af den følgende, syvende vogn, der var udformet som et Janustempel. Janus med de to ansigter stod foran templets lukkede døre og holdt en gylden nøgle i den ene hånd. Efter Janustemplet fulgte den såkaldte ’politiske vogn’, hvori Minerva sad bagerst og den romerske sagnkonge Numa Pompilius i midten. Numa var endnu en henvisning til fred, idet hans regeringstid var kendt som fredelig.

Herefter fulgte kongen og den udvalgte prins i deres romerske dragter i følgeskab med hjælpere, som bar deres lanser. Som afslutning på optoget kom en sidste triumfvogn i form af et skib, der henviste til søhandel og dens betydning for det danske rige.

Kobberstik af Christian 4.s og den udvalgte prins' optog forud for ringridningskonkurrencen. Stikkets signatur angiver Crispin de Pas som tegner og Christophorus Swenckius som stikker.

Af /Det Kongelige Bibliotek.

Kilder

Forsiden af en digitaliseret udgave af Jørgen Holsts beretning Triumphus Nuptialis Danicus ... om Det Store Bilager fra 1635.
Af /Det Kongelige Bibliotek.
Licens: Fri af ophavsret.

Hertug Frederik af Gottorp medbragte som de øvrige udenlandske gæster et større følge til København i forbindelse med bryllupsfejringerne i 1634. En af dem var Christian Cassius (1609-1676), som agerede sekretær for hertugen, og han er ophavsmand til den ene af i alt tre skriftlige beretninger om bryllupsfejringerne. Han udgav i 1635 en beskrivelse af begivenheden, og samme år udkom den københavnske boghandler og forlægger Jørgen Holsts noget nær identiske beretning om begivenheden.

Holsts skildring er i modsætning til Cassius’ udstyret med illustrationer af dele af festlighederne, og desuden en udvidet forklaring på de allegoriske betydninger bag Christian 4.s og den udvalgte prins' optog med triumfvogne forud for ringridningen. I 1637 udkom Holsts beretning i dansk oversættelse og i 1648 i en ny tysk udgave med modificeret sprog, men samme fortælling.

En mere personlig skildring af Det Store Bilager finder man i Charles Ogiers (1595-1654) beretning, som udkom i 1656 to år efter Ogiers død. Han tjente som den franske gesandt Claude de Mesmes sekretær under dennes rejse til først Danmark i 1634 og siden Sverige og Polen de næste to år. På de Mesmes' opfordring skulle Ogier vente med at udgive sin beretning til 20 år efter gesandtskabets hjemkomst til Paris, men idet Charles Ogier selv døde i 1654, blev det hans bror teologen François Ogier, som blev udgiveren.

Cassius’, Holsts og Ogiers beretninger stemmer langt hen ad vejen overens i deres skildringer af, hvordan de ugelange bryllupsfejringer forløb, og ikke mindst festarkitekturens udformning samt dens placering rundt omkring i København. De specifikke datoer for de enkelte begivenheder i løbet af festlighederne hersker der til gengæld en del usikkerhed om, men det står dog klart, at gæsterne fra udlandet ankom til København fra slutningen af august til begyndelsen af oktober 1634, i hvilken måned de to bryllupper også fandt sted.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig