Faktaboks

Ferdinand de Saussure
Født
26. november 1857, Genève, Schweiz
Død
22. februar 1913, Vufflens-le-Château, Schweiz
Ferdinand de Saussure. Fotografi fra 1909.
Af .

Ferdinand de Saussure var en schweizisk sprogforsker, kendt i sin samtid som en fremragende indoeuropæisk sammenlignende lingvist men i eftertiden som grundlæggeren af den sprogvidenskabelige strukturalisme. Han var professor i sin hjemby Genève i indoeuropæistik fra 1901 og tillige i almen lingvistik fra 1907 til sin død i 1913.

Baggrund

Ferdinand de Saussure stammede fra en gammel fransk adelsslægt, der pga. sin protestantiske tro måtte flygte til Genève. Den fostrede fremragende naturvidenskabsmænd som Ferdinands oldefar, fysikeren Horace B. de Saussure (1740-1799), og hans bedstefars bror, geologen Nicolas T. de Saussure. Ferdinand de Saussure påbegyndte også studiet af fysik og kemi, men skiftede snart til sprogvidenskab.

Studietid og arbejde

Saussure tilbragte det meste af sin studietid i Leipzig, hvor han opbyggede et fremragende kendskab til indoeuropæisk sproghistorie, sådan som den i disse år udfoldede sig, junggrammatikken. Først udsendte han som 21-årig sin epokegørende afhandling Mémoires sur le système primitif des voyelles dans les langues indo-européennes (1879). Den var udtryk for et nyskabende helhedssyn på vokalsystemet i de indoeuropæiske sprog. Dernæst publicerede han disputatsen om brugen af absolut genitiv i sanskrit, et mindre epokegørende værk (1881). Samme år fik han en docentstilling i Paris, hvor han som den første lærer i den nye junggrammatiske indoeuropæistik fik afgørende indflydelse på en hel generation af franske sprogforskere.

I sin professortid skrev han næsten intet, idet han kæmpede med at få hold på sprogvidenskabens grundlæggende begreber, men tre år efter hans død udgav to af hans elever en sammenskrivning af hans tre forskellige kurser i almen lingvistik fra perioden 1907-1911, en bog med titlen Cours de linguistique générale (1916). Det er denne bog, der betragtes som grundlæggende for strukturalismen. Bogen er delvis baseret på, hvad de to udgivere vidste fra deres samtaler med læreren, delvis på (bevarede) studenternoter fra timerne.

Langue og parole

I sin teori opstiller Saussure lingvistikkens første mål som en synkron beskrivelse af sprogtilstande, dvs. af et fungerende sprogsystem set på ét og samme tidspunkt. Denne betragtning må overordnes den diakrone, dvs. historiske, beskrivelse af sprogets udvikling. En diakron beskrivelse kan nemlig kun opnås ved at lægge de synkrone beskrivelser i tidsrækkefølge. Han opstiller endvidere distinktionen mellem langue, 'sprog' som et abstrakt tegnsystem, og parole, 'ord' om de individuelle manifestationer heraf i talen. Denne skelnen blev kritiseret og udbygget af først den danske sprogforsker Louis Hjelmslev i 1942, senere i 1950'erne af den rumænske lingvist Eugenio Coseriu.

Signifiant og signifié

Den tanke er konsekvent gennemarbejdet af Saussure, at et ord, dvs. et sprogligt tegn, ikke bare er en etikette, men en dobbeltstørrelse, der består af et udtryk, fx udtalen [hɛsd], og en ideel forestilling om dets betydning, fx hvad en hest er for noget. Hele dette tegn refererer til det, man taler eller skriver om, fx en virkelig hest på marken.

.

Det enkelte sproglige tegn, signe, defineres som bestående af et udtryk, signifiant 'det, der angiver noget', og et indhold, signifié 'det betegnede', som er en forestilling i den talendes bevidsthed og derfor må adskilles fra de ting i den ydre verden, der refereres til. Selve sprogtegnet signe er – bortset fra enkelte lydmalende ord – arbitrært, dvs. konventionelt fastlagt, mens både signifiant og signifié bestemmes af deres relationer i det sproglige system.

Med sin tegnlære blev Saussure en af pionererne inden for den almene semiotik og har derigennem også fået betydning for strukturalistiske retninger i andre videnskaber, bl.a. litteratur (fx Roland Barthes), antropologi (fx C. Lévi-Strauss) og psykoanalyse (fx J. Lacan).

Forskning

Der er skrevet umådelig meget om Saussures liv og virke. Den første helt afgørende bog er Godels analyse af kilderne til Cours (Godel 1957), men det bedste overblik får man i John E. Josephs biografi Saussure (Joseph 2012). I 2025 udkom (med samme John E. Joseph som redaktør) The Bloomsbury Handbook of Saussure.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig