Ferdinand de Saussure

Ferdinand de Saussure stammede fra en gammel fransk adelsslægt, der pga. sin protestantiske tro måtte flygte til Genève. Den fostrede fremragende naturvidenskabsmænd som Ferdinands oldefar, fysikeren Horace B. de Saussure (1740-1799), og hans bedstefars bror, geologen Nicolas T. de Saussure. Ferdinand de Saussure påbegyndte også studiet af fysik og kemi, men skiftede snart til sprogvidenskab.

Saussure tilbragte det meste af sin studietid i Leipzig, hvor han opbyggede et fremragende kendskab til indoeuropæisk sproghistorie, sådan som den i disse år udfoldede sig, junggrammatikken. Først udsendte han som 21-årig sin epokegørende afhandling Mémoires sur le système primitif des voyelles dans les langues indo-européennes (1879). Den var udtryk for et nyskabende helhedssyn på vokalsystemet i de indoeuropæiske sprog. Dernæst publicerede han disputatsen om brugen af absolut genitiv i sanskrit, et mindre epokegørende værk (1881). Samme år fik han en docentstilling i Paris, hvor han som den første lærer i den nye junggrammatiske indoeuropæistik fik afgørende indflydelse på en hel generation af franske sprogforskere.

I sin professortid skrev han næsten intet, idet han kæmpede med at få hold på sprogvidenskabens grundlæggende begreber, men tre år efter hans død udgav to af hans elever en sammenskrivning af hans tre forskellige kurser i almen lingvistik fra perioden 1907-1911, en bog med titlen Cours de linguistique générale (1916). Det er denne bog, der betragtes som grundlæggende for strukturalismen. Bogen er delvis baseret på, hvad de to udgivere vidste fra deres samtaler med læreren, delvis på (bevarede) studenternoter fra timerne.

I sin teori opstiller Saussure lingvistikkens første mål som en synkron beskrivelse af sprogtilstande, dvs. af et fungerende sprogsystem set på ét og samme tidspunkt. Denne betragtning må overordnes den diakrone, dvs. historiske, beskrivelse af sprogets udvikling. En diakron beskrivelse kan nemlig kun opnås ved at lægge de synkrone beskrivelser i tidsrækkefølge. Han opstiller endvidere distinktionen mellem langue, 'sprog' som et abstrakt tegnsystem, og parole, 'ord' om de individuelle manifestationer heraf i talen. Denne skelnen blev kritiseret og udbygget af først den danske sprogforsker Louis Hjelmslev i 1942, senere i 1950'erne af den rumænske lingvist Eugenio Coseriu.

Det enkelte sproglige tegn, signe, defineres som bestående af et udtryk, signifiant 'det, der angiver noget', og et indhold, signifié 'det betegnede', som er en forestilling i den talendes bevidsthed og derfor må adskilles fra de ting i den ydre verden, der refereres til. Selve sprogtegnet signe er – bortset fra enkelte lydmalende ord – arbitrært, dvs. konventionelt fastlagt, mens både signifiant og signifié bestemmes af deres relationer i det sproglige system.

Med sin tegnlære blev Saussure en af pionererne inden for den almene semiotik og har derigennem også fået betydning for strukturalistiske retninger i andre videnskaber, bl.a. litteratur (fx Roland Barthes), antropologi (fx C. Lévi-Strauss) og psykoanalyse (fx J. Lacan).

Der er skrevet umådelig meget om Saussures liv og virke. Den første helt afgørende bog er Godels analyse af kilderne til Cours (Godel 1957), men det bedste overblik får man i John E. Josephs biografi Saussure (Joseph 2012). I 2025 udkom (med samme John E. Joseph som redaktør) The Bloomsbury Handbook of Saussure.

• arbitraritet
• indoeuropæiske sprog
• langue
• lingvistik
• parole
• semiotik
• strukturalisme