Gülen-bevægelsen

Gülen-bevægelsen er den største gren af Nur-bevægelsen, som igen er en moderne udvikling af Naqshbandiyya (tyrkisk: Nakşibendilik), en sunnimuslimsk sufi-tradition, der kan spores tilbage til 1300-tallet. Centralt i Naqshibandi-traditionen er en søgen efter balance mellem indre religiøs disciplin og aktiv deltagelse i samfundet. Naqshbandi-traditionen havde stor indflydelse i de tyrkiskdominerede områder af Osmannerriget fra 1400-tallet. Den vigtigste gren i 1800-tallet var Khalidi-ordenen, som fremhævede statens og sultan-kaliffens autoritet som beskyttere af den islamiske sharialovs Hanafi-skole.

Da Osmannerriget kollapsede efter 1. Verdenskrig, og Mustafa Kemal Atatürk grundlagde Republikken Tyrkiet, blev kalifatet afskaffet, og sufibroderskaber blev forbudt og tvunget til at opløse sig. Khalidi-ordenen var en af flere Naqshbandiyya-grene, der overlevede forbuddet, delvis fordi den tillod tilhængerne at praktisere ritualet dhikr i stilhed.

Gülen blev ikke formelt indviet i Naqshbandi-traditionens kæde (silsilah) af åndelige vejledere. Han blev dog tidligt interesseret i Said Nursis (1876/1877-1960) idéer. Flere af Nursis lærere var Naqshbandi-sheiker, der var tilknyttet Khalidi-grenen. Nursi selv var skeptisk over for traditionens fokus på formelt indviede ledere og dens organisering i loger. I stedet forsøgte han forgæves at reformere den osmanniske stats uddannelsessystem for at forene islam med moderne videnskab. Efter imperiets sammenbrud støttede han den tyrkiske uafhængighedskrig.

Da lederne af den nye republik forbød sufibroderskaber, trak han sig tilbage fra det offentlige liv og skrev en flere tusinde sider lang fortolkning af islams åndelige betydning, kendt som "Lysets budskab" (Risale-i Nur). Nursis tekster blev hemmeligt kopieret og distribueret i hele Tyrkiet, hvilket gav anledning til Nur-bevægelsen, som i dag har millioner af tilhængere.

Fethullah Gülen fortsatte Nursis bestræbelser på at forene islam og moderne videnskab. Gülen-bevægelsen har sine rødder i Naqshbandi-sufisme, men fungerer uden loger eller sheiker. Bevægelsens læsekredse fokuserer på Said Nursis tekster og Koranen, som begge fortolkes i relation til aktuelle emner. De studerer også tekster og lyd- og videooptagelser af Fethullah Gülen, som hans tilhængere kalder "mesterlærer" (tyrkisk: hocaefendi).

Centralt i Gülens budskab er en kritik af materialistisk videnskab, kultur og politik. Gülen var også modstander af kommunismen, som han betragtede som en form for materialisme. Bevægelsen er nationalistisk og ser staten som et vigtigt redskab til at forme en "gylden generation" af muslimer, der lever og tænker i overensstemmelse med islamisk etik og også er højt uddannede, især inden for naturvidenskab.

I modsætning til Nur-bevægelsen prioriterer Gülen-bevægelsen handling (aksiyon) frem for indre meditation. Gülen understregede, at muslimer bør afstå fra missionering og i stedet koncentrere sig om at følge profeten Muhammeds eksempel (temsil). Tilhængere opfordres til at deltage aktivt i det moderne samfunds økonomiske og politisk-administrative liv for at mestre både den åndelige og den materielle verden. Bevægelsens filosofi og centrale begreber er derfor tæt knyttet til dens organiserede aktiviteter og vækst.

Militærkuppet i september 1980 var et vendepunkt for Gülen-bevægelsen. Efter kuppet blev Gülen igen eftersøgt af myndighederne. Han trak sig tilbage fra sin stilling som statsansat prædikant og gik under jorden. Da det konservative Moderlands-parti (Anavatan Partisi) vandt valget i 1983, blev Turgut Özal, en politiker med tilknytning til en Khalidi-Naqshbandi-loge, premierminister. Özal lovede Gülen sikker passage, og de to udviklede et godt forhold.

Da Özal gjorde det muligt at oprette private uddannelsesinstitutioner, greb Gülen chancen for at oprette skoler, hvor gymnasieelever kunne forberede sig til den nationale universitetsoptagelsesprøve. Senere oprettede han også gymnasier og universiteter. Med disse institutioner var bevægelsen i stand til at rekruttere nye tilhængere og tjene penge, som derefter blev brugt til at videreudvikle Gülens netværk af institutioner.

Den var også i stand til at ekspandere til andre sektorer. Gülen oprettede velfærdsorganisationer, kulturforeninger og tænketanke, og i 1986 købte han avisen Zaman. I 1990 var Fethullah Gülen blevet en nationalt anerkendt muslimsk intellektuel og prædikant.

Det faktum, at bevægelsen fokuserede på åndelige og kulturelle spørgsmål, gjorde den mindre mistænkelig end åbent politiske bevægelser som Necmettin Erbakans Milli Görüş. Erbakans islamistiske politiske partier blev alle forbudt af den tyrkiske forfatningsdomstol. Samtidig blev Gülen-bevægelsen i stigende grad involveret i tyrkisk politik.

Gülen opfordrede sine tilhængere til at infiltrere statsapparatet hemmeligt for at undgå at provokere en reaktion fra anti-islamistiske kræfter i militæret og domstolene. I en kendt videooptagelse fra 1999 siger Gülen: "I skal bevæge jer gennem systemets årer, uden at nogen bemærker jer, indtil I når alle magtcentrene. [...] I skal vente, indtil I har fået al statsmagt, indtil I har fået alle forfatningsmæssige institutioner i Tyrkiet over på jeres side." Bevægelsen fokuserede især på at placere tilhængere i retsvæsenet, politiet og militæret. Efterhånden som tilhængerne fik adgang til staten, hjalp de andre ind, ofte gennem eksamenssnyd.

Bevægelsen fortsatte med at vokse gennem 1990'erne og 2000'erne. Efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001 fik bevægelsen international opmærksomhed fra politikere og forskere, der så den som repræsentativ for en liberal og demokratisk form for islam. Dette ry blev også næret af mange af bevægelsens NGO'er i udlandet, der fokuserede på dialog mellem de abrahamitiske religioner og multikulturel mangfoldighed. Fra 2007 blev der udgivet en engelsksproget udgave af Zaman. Avisen blev efterhånden udgivet i lokale udgaver på ti forskellige sprog. Disse omfattede USA, Australien og Tyskland, men hovedfokus var på Sydøsteuropa og de tyrkiske republikker i Centralasien.

Ved lokalvalget i marts 1994 overtog Necmettin Erbakans Velfærdsparti magten i flere vigtige byer, herunder Ankara og Istanbul, hvor Recep Tayyip Erdogan blev borgmester. Ved parlamentsvalget i december 1995 fik partiet flest stemmer og dannede en koalitionsregering med to andre konservative partier. Erbakan blev premierminister.

I februar 1997 besluttede den tyrkiske militærledelse, at islamisterne havde fået for stor indflydelse i landet og pressede regeringen til at opløse sig selv. Domstolene lukkede Velfærdspartiet og efterforskede og retsforfulgte mange mistænkte islamister, herunder Fethullah Gülen. Selvom Gülen offentligt støttede militærets indgriben, valgte han at rejse til USA under påskud af at skulle behandles for diabetes. Han købte en ejendom i Saylorsburg, Pennsylvania, og boede der, omgivet af sine nærmeste tilhængere, indtil sin død.

Da Velfærdspartiet blev opløst i 1998, dannede Erbakan Dydspartiet. I 2001 blev også Dydspartiet opløst. Recep Tayyip Erdogan brød derefter med Milli Görüş-bevægelsen og grundlagde Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (på tyrkisk Adalet ve Kalkinma Partisi, forkortet AKP). AKP vandt valget i 2002 og gjorde Erdogan til premierminister.

Gülen-bevægelsen udviklede hurtigt et tæt forhold til AKP. Ligesom Özal fremmede Erdogan Gülen-tilhængernes fortsatte infiltration af staten. Dette gjorde det muligt for Gülen og Erdogan at overvåge potentielle trusler inden for politiet, militæret og efterretningstjenesterne. Til gengæld fungerede bevægelsens medier og tilhængere ofte som talerør for AKP. Nøglemedlemmer af AKP rejste ofte til Pennsylvania for at rådføre sig med Gülen.

Dette samarbejde fortsatte indtil 2012, hvor der opstod en konflikt mellem Gülen og Erdoğan.

Bevægelsen menes nu at have bestået af flere koncentriske cirkler. I centrum af Gülen-bevægelsen står Fethullah Gülen selv. Bevægelsens tilhængere anså ham for at have en ekstraordinær karisma, og mange blev følelsesmæssigt rørt af hans prædikener. Samtidig blev han betragtet som en særlig moderne intellektuel, der var i stand til at forbinde islamisk tradition med vestlige referencer som Shakespeare og Dostojevskij. Gülens åndelige autoritet gjorde ham til bevægelsens ubestridte leder. Efter at han havde bosat sig i USA, omgav han sig med 10-15 særligt loyale tilhængere, der dannede bevægelsens centrale råd.

Gülen opretholdt også tæt kontakt med de næsten 50 administrerende direktører for vigtige virksomheder og holdingselskaber i bevægelsens netværk. Disse ledere omtales ofte som "storebrødre" (büyük abiler). Parallelt med de institutionelle ledere har der været "storebrødre", der har været ansvarlige for dele af lande, hele lande eller geografiske regioner såsom Europa, Nordamerika og Sydasien. Disse territoriale positioner blev ofte roteret hvert fjerde år. Derudover er der såkaldte mullaher, religiøse ledere, der fungerede som Gülens repræsentanter i bevægelsens forskellige institutioner.

Den næste kreds består af lokale aktivister, der er ansvarlige for at drive specifikke projekter og mellemstore virksomheder, der er tilknyttet bevægelsen. Disse aktivister blev tidligere kaldt "imamer", senere "brødre" (abiler) eller "tjenere" (hadimler). De har mindre magt end "storebrødre", men har i nogle tilfælde været i stand til at opbygge betydelige ressourcer gennem deres kontrol med lokale skoler og virksomheder. "Brødrene" har også været ansvarlige for at koordinere bevægelsens aktiviteter inden for bestemte kommuner eller provinser.

I den yderste og største cirkel findes de mange tilhængere, der deltager i bevægelsen som ansatte i Gülen-tilknyttede virksomheder, embedsmænd i offentlige institutioner eller som elever, studerende eller lærere på Gülen-skoler. Mange af disse har deltaget i bevægelsens aktiviteter ud fra religiøs overbevisning, men andre har blot udnyttet de karrieremuligheder, som Gülen-bevægelsens organisationer tilbyder. Mange har derfor haft en tilfældig eller ubevidst tilknytning til bevægelsen.

Det vigtigste overordnede begreb er at være i Guds tjeneste (hizmet). Hizmet er også et ord, som bevægelsen ofte bruger om sig selv. Hizmet kan udføres gennem mange former for frivillig indsats (aksiyon).

Den vigtigste form for hizmet er at bidrage til at etablere "værker" (eserler). Eserler omfatter private virksomheder, skoler og ikke-statslige organisationer med et kulturelt eller interreligiøst fokus. De kan etableres i Tyrkiet, eller man kan, ligesom profeten Muhammed, udføre emigration (hicret) og bidrage til at opbygge bevægelsen i udlandet. I overensstemmelse med Gülens filosofi beskæftiger sådanne organisationer sig ikke med missionering, men søger i stedet at følge profetens eksempel gennem handling. Dette kan gøre det vanskeligt at identificere dem, der er tilknyttet Gülen.

På sit højdepunkt var der mindst 300 Gülen-skoler i Tyrkiet og 1.000 i 160 andre lande. I Danmark siges det at have været 16 Gülen-tilknyttede friskoler. Bevægelsen har også grundlagt ikke-statslige organisationer, der fokuserer på dialog mellem religioner og kulturer, såsom Dialog Forum i København.

Eserler omfatter også private forretningsaktiviteter. Blandt de største virksomheder, der er tilknyttet Gülen, er Bank Asya (grundlagt i 1996), hvor mange af bevægelsens tilhængere havde konti, men også mange andre, der havde et mere tilfældig ansættelsesforhold til bevægelsens institutioner. Andre vigtige virksomheder var medievirksomheder tilknyttet TV- og radioproducenten Samanyolu og avis- og magasinforlaget Feza, der blandt andet udgav avisen Zaman.

Mange af bevægelsens største virksomheder tilhørte holdingselskaber og moderselskaber som Koza İpek, Kaynak og Dumankaya. Mellem 2005 og 2016 var omkring 40.000 Gülen-tilknyttede virksomheder organiseret under den tyrkiske sammenslutning af forretningsfolk og industriejere (TUSKON). Mange af disse holdingselskaber og virksomhederne i deres porteføljer blev overtaget af staten, og deres aktiver blev konfiskeret mellem oktober 2015 og marts 2016. Efter kupforsøget i juli 2016 (se nedenfor) blev de fleste af de resterende virksomheder overtaget af AKP-udpegede bobesyrere. I alt blev over ti milliarder dollars i aktiver konfiskeret af de tyrkiske myndigheder.

Himmet, at give almisser eller tiende til bevægelsen, er en anden vigtig søjle i Gülen-bevægelsen. Blandt de ansatte i Gülen-tilknyttede virksomheder er det normalt "imamer" eller "brødre", der har været ansvarlige for at indsamle donationer på regelmæssig basis. Derudover har "storebrødre" organiseret himmet-møder, velgørenhedsfester, hvor specifikke Gülen-tilknyttede projekter (eserler) præsenteres, og der indsamles penge. Bevægelsens tilhængere har doneret dels ud fra en følelse af religiøs pligt, dels som følge af socialt pres.

På lokalt plan er Gülen-bevægelsens centrale begreber blevet fortolket og konkretiseret gennem såkaldte sohbet. Sohbet kan oversættes med "samtale" og er en praksis, som Fethullah Gülen videreførte fra Nursi-bevægelsen. Sohbet fungerer både som en læsegruppe, hvor Nursis skrifter og Gülens bøger og foredrag diskuteres, og som en form for netværk. De finder normalt sted i private hjem, hvilket gør det muligt at holde bevægelsens vigtigste aktiviteter skjult for offentligheden.

Fra 2003 til 2013 arrangerede bevægelsen også årlige "tyrkiske olympiader", hvor børn og unge fra Gülen-skoler over hele verden kom til Tyrkiet for at vise deres viden om tyrkisk sprog og kultur. Olympiaderne var store begivenheder, der turnerede rundt i Tyrkiet med op til 2.000 deltagere og 20.000 tilskuere. De fik stor medieopmærksomhed og støtte fra både virksomheder tilknyttet Erdogan og Gülen-bevægelsens egne midler.

Overtagelsen af domstolene blev muliggjort af, at AKP i 2004 som led i sine EU-reformer erstattede de statslige sikkerhedsdomstole med domstole med særlige beføjelser (ÖYM). Mange af de offentlige anklagere og dommere, der blev udnævnt til ÖYM-domstolene, tilhørte Gülen-bevægelsen. I 2007 indledte de en undersøgelse af et netværk af militærofficerer, journalister og akademikere, som de hævdede planlagde et kup for at afsætte AKP. Blandt de tiltalte var journalister, der undersøgte Gülen-bevægelsens infiltration af staten.

Undersøgelserne blev til sidst udvidet til at omfatte flere andre sager, hvor snesevis af officerer og generaler blev tiltalt. Retssagerne sluttede i 2012 med, at mange af dem blev idømt livsvarige fængselsstraffe. Forskere anslår også, at de fleste af de stillinger, der blev ledige som følge heraf, blev overtaget af Gülen-tilknyttede officerer. I kombination med forfatningsreformer i 2010 resulterede disse retssager i, at militæret ikke længere udgjorde en trussel mod AKP eller Gülen-bevægelsen.

I december 2013 beordrede en anden anklager en storstilet korruptionsundersøgelse af et dusin førende AKP-politikere. Sønnerne til tre ministre var blandt dem, hvis hjem blev ransaget. Kasser fyldt med millioner af dollars blev præsenteret for massemedierne. Dette blev efterfulgt af lækager af påståede aflytningsoptagelser af blandt andre Erdogan, hvor han angiveligt bad sin søn om at skjule store mængder kontanter for politiet.

Erdogan kaldte efterforskningerne for et "retsligt kup" og reagerede ved at omplacere flere hundrede dommere, politiefterforskere og anklagere.

I 2014 blev ÖYM-domstolene lukket og delvist erstattet af nye retslige organer til efterforskning og afhøring med dommere, som AKP har større kontrol over. I 2015 begyndte disse retslige organer at iværksætte undersøgelser af medier tilknyttet Gülen, og i marts 2016 blev avisen Zaman overtaget af staten.

Konflikten nåede sit højdepunkt efter det mislykkede kupforsøg mod regeringen den 15. juli 2016. Dele af militæret forsøgte at dræbe eller fange Erdogan, afsætte regeringen og gribe magten. Kupforsøget mislykkedes, da titusinder af AKP-tilhængere gik på gaden, mens forskellige grene af militæret og politiet forsøgte at stoppe kupmagerne. I kampene blev 270 mennesker dræbt, mange af dem civile. Erdogan var hurtig til at beskylde Gülen for at stå bag kupforsøget og anmodede om hans udlevering fra USA. Gülen benægtede alle anklager.

I kølvandet på kupforsøget erklærede regeringen undtagelsestilstand og iværksatte en udrensning af alle, der kunne mistænkes for at have tilknytning til Gülen-bevægelsen. Omkring 700.000 mennesker blev efterforsket, hvoraf næsten 300.000 blev tilbageholdt af politiet og 90.000 formelt anholdt og stillet for retten. Omkring 150.000 ansatte i den offentlige sektor blev afskediget, herunder over 4.000 dommere og anklagere. Omkring 190 medier, 300 skoler og 15 universiteter blev lukket, og deres aktiver blev overtaget af staten.

De tyrkiske myndigheder fortsatte med at efterforske og fængsle Gülen-tilhængere, der mistænktes for at forsøge at genopbygge netværket, om end i langt mindre omfang end i perioden efter kupforsøget i 2016.

Tal fra det tyrkiske indenrigsministerium viser, at omkring 9.000 mennesker blev arresteret mellem juni 2023 og maj 2025, og at der ved udgangen af 2024 sad omkring 13.000 mennesker i tyrkiske fængsler, enten dømt eller afventende retssag for Gülen-relaterede aktiviteter.

Med Gülen-bevægelsen ude af billedet har Erdogan i stedet dannet en alliance med det ultranationalistiske parti MHP, hvis medlemmer har overtaget store dele af politistyrken. Samtidig har andre religiøse broderskaber, især Menzil-bevægelsen, fået indflydelse på sundhedsministeriet.