Galathea-ekspeditionerne

Den naturinteresserede Christian 8. stod bag korvetten Galatheas ekspedition, som havde både sømilitære, handelspolitiske og videnskabelige formål og besøgte havne i bl.a. Indien, Filippinerne, Kina, Chile, Argentina og Brasilien samt på Nicobarerne, Java, Hawaii og Tahiti. Fire af de fem deltagende forskere blev udpeget af Videnskabernes Selskab, som også formulerede de mange videnskabelige opgaver.

Men kongens død og Treårskrigen medførte, at kun mindre dele af de rige samlinger af dyr blev bearbejdet efter hjemkomsten; andet er senere udnyttet. På Nationalmuseet findes fornemme stykker etnografika. Eneste større, samtidige publikation er chefen Steen Billes livfulde beretning i tre bind og tegneren Chr. Thornams billedværk med smukke litografier.

Dybhavsekspeditionen 1950-52 med fregatten Galathea, et fordums britisk krigsskib, står som en af de største danske videnskabelige indsatser: En besætning på ca. 90 marineofficerer og værnepligtige, med i alt 25 danske og 30 udenlandske forskere om bord i kortere eller længere tid. Udgifterne afholdtes af staten og Dansk Ekspeditionsfond. Initiativtager og leder var dr. Anton Fr. Bruun. Opgaven var at videreføre og supplere Dana-ekspeditionerne ved at koncentrere sig om dybhavets bundfauna. Ruten gik syd om Afrika og til bl.a. Indien, Thailand, Indonesien, Filippinerne, Ny Guinea, Australien, New Zealand og Panama.

Den vigtigste pionérindsats var den teknisk vanskelige påvisning af, at der findes liv på selv de største havdybder: Med slæbenet og verdens (stadig) længste fiskesnøre på 12 km blev i alt 120 dyrearter hentet op fra 6000-10.000 m dybde i fem dybhavsgrave syd for Java og i det sydvestlige Stillehav; de repræsenterede gravenes hidtil ukendte, såkaldt hadale fauna. Fødegrundlaget for denne er bakterier, som det lykkedes at dyrke om bord under tryk (op til 1000 atm) og temperaturer (1-4 °C) svarende til dybhavets. Radioaktivt kulstof (¹⁴C) var netop blevet alment tilgængeligt, og ved at tilsætte ¹⁴C til planktonalger under deres vækst om bord ved kunstigt lys i stedet for sollys kunne målinger af oceanernes planktonproduktion foretages for første gang; siden er ¹⁴ C-metoden blevet standard ved sådanne undersøgelser verden over.

Andre opgaver var kvantitative bundhenterprøver, måling af bl.a. temperaturer og iltindhold samt først og fremmest indsamlinger, især på abyssale dybder mellem ca. 2000 og 5500 m. Bearbejdelsen af de rige samlinger fra 84 trawltræk m.m. har været baggrund for mange store monografier vedr. enkelte dyregrupper (bl.a. seks doktordisputatser) samt vedr. det opsigtsvækkende urbløddyr Neopilina, en hueformet, leddelt snegl, der har kastet nyt lys over bløddyrenes oprindelse. Resultaterne er dels publiceret i den statelige Galathea Report, hidtil 17 bind med 3500 kvartsider og 175 tavler, dels i over 300 afhandlinger publiceret andetsteds. Hertil kommer en mængde artikler, en halv snes bøger og 30 kortfilm. I de 26 besøgte lande vakte den store ekspedition så kort efter krigen voldsom opsigt.

• film om måling af planktonproduktion på Galathea-ekspeditionen i 1950-1952
• film om Galatheas arbejde i Philippinerdybet
• film om Galathea-ekspeditionens arbejde i Malaya i 1950-1952