Gustav Stresemann

Gustav Stresemann trådte i 1903 ind i Det Nationalliberale Parti og repræsenterede det som rigsdagsmedlem i perioden 1907-1912 og igen under 1. Verdenskrig 1914-1918. Under krigen var Stresemann modstander af en kompromisfred, mens han indenrigspolitisk ønskede en liberal, demokratisk forfatning.

I 1918 dannede han et nyt parti, Deutsche Volkspartei (DVP), der var arvtageren efter den nationalistiske højrefløj i det gamle Nationalliberale Parti. I begyndelsen var DVP tæt knyttet til kejsermagten og stod langt fra det venstreliberale DPP, men det ændrede snart profil i moderat og republikansk retning.

Fra 1919 til 1929 var Stresemann rigsdagsdeputeret for DVP, fra 1920 som rigsdagsgruppens leder.

Efter det tyske krigsnederlag forandrede den autoritære monarkist sig til tilhænger af republikken, og han plæderede nu for en realpolitisk udenrigspolitik. Derfor omtales han tit som "fornuftsrepublikaner" (på tysk Vernunftsrepublikaner), som det lykkedes at få sit ellers republikkritiske parti DVP til at acceptere Weimarrepublikken og samarbejde for den.

Stresemann blev i august 1923 rigskansler for en stor koalition mellem DVP, det socialdemokratiske SPD, det katolske Zentrum og DDP og måtte fra denne stol håndtere et kriseår, der var præget af både opstande og hyperiflation. Han var samtidig regeringens udenrigsminister og blev allerede i november 2023 afløst på kanslerposten af Zentrums Wilhelm Marx. Stresemann forblev til sin død i 1929 udenrigsminister i skiftende regeringer og repræsenterede således kontinuiteten "forståelsespolitikken" (Erfüllungspolitik) med det mål at føre Tyskland tilbage i stormagternes kreds.

Fra begyndelsen repræsenterede Stresemann som udenrigsminister Tyskland i de direkte tysk-franske forhandlinger, der i 1924 førte til Dawes-planen om krigsskadeserstatninger og i 1925 til Locarnopagten, der afsluttede konflikten om Ruhrbesættelsen. Pagten indebar, at Frankrig rømmede Ruhrområdet til gengæld for, at Tyskland endegyldigt accepterede den afståelse af Alsace-Lorraine til Frankrig og Eupen-Malmédy til Belgien, som man var blevet tvunget til med Versaillestraktaten i 1919 – og dermed at Tysklands vestgrænse lå fast. Aftalen banede vejen for Tysklands medlemskab af Folkenes Forbund fra 1926. Samme år blev Stresemann hædret med Nobels Fredspris sammen med sin franske kollega, Aristide Briand. Forbrødringen mellem de Tyskland og Frankrig blev fulgt af fire års tysk økonomisk opsving med høj vækst og faldende arbejdsløshed.

Mens Gustav Stresemann således søgte en forståelse med vestmagterne, især Frankrig, forfulgte han i forholdet til Sovjetunionen en taktisk præget neutralitetspolitik. Hans død i oktober 1929 svækkede samarbejdets kræfter i tysk politik såvel inden- som udenrigspolitisk.

• Tysklands historie 1918-1933
• Tyskland og Frankrig
• modtagere af Nobels Fredspris