Kirken består af et romansk kor og skib, opført i granitkvadre. I gotisk tid blev skibet forlænget mod vest, og der blev opført et tårn ved korets østgavl, et sakristi på nordsiden, et kapel og et våbenhus mod syd. I 1792 blev der tilføjet et gravkapel foran skibets norddør.
Den romanske del af kirken har fået sine mure væsentligt omsat. Det vil sige, at de enkelte sten har været pillet ned og bygget op igen. Der er ingen spor efter oprindelige vinduer, men begge de oprindelige døre i skibet er bevaret.
Efter år 1400 blev der lavet store ændringer på kirken, men rækkefølgen af de forskellige bygningsdele kan ikke fastslås med sikkerhed. Det virker dog sandsynligt, at den romanske del af bygningen har fået hvælv, samtidigt med at skibet blev forlænget mod vest, og at de andre tilbygninger fulgte derefter.
Skibets vestforlængelse er opført i en blanding af kvadre og munkesten, og i dens nordmur fører en lille spindeltrappe op til tagrummet.
Tårnet er opført i den østlige ende af kirken. Dette er ret usædvanligt generelt, men ses i et par andre kirker på egnen, f.eks. Grarup Kirke og Stepping Kirke. Det er lidt bredere end koret, og er opført i munkesten, og øverst er et afvalmet tag med store kviste.
Sakristiet har udadtil en fin dekoration i gavlen med en frise og et indmuret kors. Indvendigt ses en niche til en kakkelovn fra 1749.
Sydkapellet er bygget omkring år 1500 og er udvendigt dekoreret på samme måde som våbenhuset i Hoptrup Kirke. Indvendigt er der siddepladser og adgang til koret gennem en bred rundbuet arkade.
I våbenhuset er der bevaret rester af en kamin i hjørnet, og gavlen er dekoreret med bånd og blændinger.
Den yngste tilbygning er gravkapellet nord for skibet fra 1792. Kapellet er oprindeligt rejst til en herredsfoged og hans hustru og er bygget af små, gule teglsten.
Kirkens tagværk over koret, skibet og tårnet er lavet af eg og stammer fra middelalderen, men er stærkt suppleret sidenhen.
Indvendigt står kirken hvidkalket med hvælvede lofter i langt størstedelen af bygningen. Der findes ingen bevarede kalkmalerier.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.