Hans Hedtoft

Hans Hedtoft voksede op i et beskedent arbejderhjem i Aarhus som den yngste i en børneflok på 11. Han måtte afbryde sin skolegang og kom i stentrykkerlære, men blev hurtigt optaget af fagligt og politisk arbejde i den socialdemokratiske lærlinge- og ungdomsbevægelse.

Hans Hedtoft var fra 1922 sekretær og 1927-1929 forretningsfører, dvs. formand, for DSU og viste her et stort talent for organisations- og propagandaarbejde. Han blev i 1929 sekretær for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe og forestod i det følgende årti, bl.a. som leder af HIPA 1935-1937, partiets uforsonlige agitation imod nazisterne og især kommunismen.

I 1933 tog Hedtoft initiativ til og blev leder af Matteottifonden, en støtteorganisation for antifascister fra Tyskland og senere Spanien. I 1930'erne var han endvidere med til at præge og udvikle Socialdemokratiets ideologi med vægten lagt på nordisk samarbejde, ændring fra arbejderparti til bredtfavnende folkeparti samt opblødning af den hidtidige afrustningspolitik.

Hedtoft blev medlem af Folketinget i 1935 og blev i 1939 kåret som ny partiformand efter statsminister Thorvald Stauning. Under pres fra den tyske besættelsesmagt måtte han i 1941 forlade formandsposten. Han forblev dog politisk aktiv, bl.a. i de forskellige grupper, som fra 1943 skabte kontakten mellem modstandsbevægelsen og de politiske partier.

Hans Hedtoft blev arbejds- og socialminister i befrielsesregeringen i maj 1945 og indtog atter formandsposten i Socialdemokratiet. Partiet stod svækket efter krigen og oplevede en kraftig tilbagegang ved valget i oktober 1945, men ved valget to år senere vendte mange af de tabte vælgere tilbage, og Hedtoft kunne danne sin første socialdemokratiske mindretalsregering.

Bl.a. takket være Marshallhjælp og gode høstår lykkedes det at bedre den økonomiske situation. Hedtoft var dog først og fremmest optaget af Danmarks udenrigspolitiske stilling, og han var en drivende kraft i forhandlingerne 1948-1949 om et alliancefrit nordisk forsvarsforbund. Da de til Hedtofts dybe skuffelse mislykkedes, arbejdede han for ændringen af Socialdemokratiets og Danmarks sikkerhedspolitiske kurs, hvilket resulterede i optagelsen i Atlantpagten (NATO) i 1949.

I 1950 lykkedes det ikke at skabe opbakning om den økonomiske politik, og Hedtoft måtte overlade regeringsmagten til Venstre og De Konservative. Som oppositionsleder spillede han fortsat en central rolle ved udmøntningen af landets nye sikkerhedspolitiske linje samt ved dannelsen af Nordisk Råd i 1952.

Efter valget i oktober 1953 kunne Hedtoft atter danne en socialdemokratisk mindretalsregering, men valutaproblemer og politisk modgang i 1954 samt hustruens sygdom og død samme år tog hårdt på ham. Hedtoft døde af et hjerteslag i januar 1955 under et ophold i Stockholm i forbindelse med Nordisk Råds møde.

I sin egenskab af statsminister havde Hans Hedtoft også Grønlandsdepartementet under sig, og han besøgte Grønland, hvis udvikling efter 2. Verdenskrig lå ham stærkt på sinde. I 1958 valgte man at hædre hans minde ved at opkalde grønlandsflådens nyeste skib (Hans Hedtoft) efter ham.

• Socialdemokratiet
• statsministre i Danmark

• Hans Hedtoft