Hans Luther

Luther var partiløs, men havde tilknytning til højrefløjen; han var 1918-22 overborgmester i Essen, 1922-23 rigslandbrugsminister, 1923-25 rigsfinansminister i regeringer ledet af hhv. DVP og SPD og 1925-26 rigskansler for en Zentrum-regering. Han underskrev sammen med Gustav Stresemann 1925 Locarno-aftalen der indebar en anerkendelse af Tysklands vestgrænser. Altså at Rhinlandet var tysk territorium. Aftalen førte til Tysklands optagelse i Folkeforbundet 1926. Luthers politiske virke var karakteriseret ved en stræben efter en styrkelse af rigspræsidenten og en begrænsning af partiernes indflydelse. Han var rigsbankpræsident 1930 til 1933 da han blev tvunget til at gå, og han blev derefter tysk ambassadør i Washington, D.C., 1933-37.