Stranden på den nordøstlige del af Als rummer en af Danmarks såkaldte generationsforureninger. Den stammer især fra affald, som virksomheden Danfoss deponerede eller brændte på stranden i 1950’erne og 60’erne. Forureningen består hovedsagelig af olieprodukter og vinylklorid, som er kræftfremkaldende.

Region Syddanmark ventes i foråret 2025 at sende oprydning af forureningen i udbud. Oprydningen skønnes at tage ca. 2,5 år. Udgifterne for hele projektet vurderes at ville løbe op i ca. 350 mio. kroner.

Afbrænding af kemikalieaffald

Der er ikke præcise tal for, hvor meget affald der endte på de to arealer ved Himmark Strand. En skøn lyder på 28.000-52.000 kubikmeter lossepladsaffald og 600.000-700.000 liter kemikalieaffald. Det flydende affald fra Danfoss, som bl.a. indeholdt klorerede opløsningsmidler og olieprodukter, blev afbrændt i huller gravet ud tæt ved stranden.

Der er fundet olie og vinylklorid i havvandet ud for stranden. Vinylklorid er farveløst, brændbart, giftigt og kræftfremkaldende.

Oprensningen vil foregå ved at opgrave og fjerne ca. 125.000 tons forurenet jord fra stranden og under havbunden. Der skal derfor etableres en midlertidig dæmning til at holde vandet væk fra den del af havbunden, som rensningen vil omfatte.

I forbindelse med oprensningen skal grundvandet sænkes inden for spunsvæggen. Der skal etableres et rensningsanlæg på stedet, da det vand, der bliver pumpet op, vil være forurenet og skal renses, før det føres tilbage til havet.

Første undersøgelse

Området blev første gang undersøgt af det daværende Sønderjyllands Amt i 1993. Det gav ikke anledning til handling. Amtet konkluderede i øvrigt, at der ikke var juridisk grundlag for at holde Danfoss ansvarlig for forureningen.

Da amterne blev nedlagt, overtog regionerne ansvaret for kortlægning og oprydning af jordforurening. I 2009 blev området undersøgt igen. Repræsentanter for regionen, Sønderborg Kommune, Danfoss og embedslægerne kunne under et besøg i området ved selvsyn konstatere, at en olieagtig substans boblede fra havbunden op i vandsøjlen.

Embedslægen vurderede, at forureningen ikke udgjorde en akut risiko for mennesker, men mente, at badning og ophold i en mindre del af området burde frarådes. Der blev efterfølgende opsat skilte og desuden et hegn omkring det mest forurenede område.

Badeforbud

Efter nye undersøgelser af det forurenede område i 2018 vurderede Region Syddanmark, at der var omkring 300 tons olie og 4 tons klorerede opløsningsmidler på land samt omkring 100 tons olie og 30 tons klorerede opløsningsmidler under havbunden. Forureningen havde bevæget sig omkring 140 meter ud i havet, og der blev bl.a. fundet olie og vinylklorid i havvandet.

På den baggrund blev der indført badeforbud på en 600 meter lang strækning samt restriktioner for ophold på land på et større område end tidligere.

De nye undersøgelser gjorde det klart for Region Syddanmark, at forureningen ved Himmark Strand var så omfattende og ville være så dyr at fjerne, at Himmark Strand er en generationsforurening. I 2019 kom den derfor med på listen som Danmarks 10. generationsforurening.

Danfossbidrag til udgifterne

Skønnet over den samlede regning for undersøgelser og oprydning af forureningen på Himmark Strand er siden steget fra 180 mio. kroner til 350 mio. kroner. Den vil hovedsagelig blive finansieret af midler fra en særlig statslig bevilling til generationsforureninger.

Danfoss har betalt for en forundersøgelse, der dannede grundlag for at vælge oprensningsmetode, og vil også bidrage med 25 mio. kroner til selve oprensningen.

Udbud forsinket

I juni 2025 åbner et nybygget feriecenter, Nordborg Resort, blot 1,6 km fra Himmark Strand. Det har skabt øget pres for at få fjernet forureningen, så badeforbuddet kan ophæves.

Region Syddanmark havde håbet at sende oprensningen i udbud i 2024, men det blev forsinket, bl.a. i forbindelse med udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig