IKEA koncernen s succes på indretningsområdet hænger sammen med en evne til at kombinere det hjemlige og velkendte med det moderne. Funktionelle træmøbler, inspireret af svenske almuemøbler, og stålmøbler i klare farver er blevet kombineret med tekstiler, tapeter og tæpper i en interiørstil, der har været stærkt inspireret af nordisk funktionalisme. En række svenske og danske designere og arkitekter som Verner Panton, Niels Gammelgaard, Pelikan design mfl. har bidraget til en moderat fornyelse, hvor funktionalitet og prisbillighed sikrer, hvad IKEA har kaldt demokratisk design. Fotografi fra 1997.

.

IKEA-koncernen er en møbelsupermarkedskæde, der er stiftet i Sverige i 1943 af Ingvar Kamprad. Firmanavnet er sammensat af Kamprads initialer samt forbogstaverne i navnene på hans fødegård og hjemkommune i Småland: Elmtaryd og Agunnaryd.

I 1951 udkom det første postordrekatalog, og i 1958 åbnedes det første varehus i Älmhult.

I Danmark kom det første varehus i 1969 (i Ballerup, rykkede senere til Taastrup). Siden er fulgt yderligere fem varehuse i Danmark foruden en stor internetforretning.

Samlesæt

IKEA har fået stor succes som leverandør af moderne, prismæssigt overkommeligt indbo, oftest leveret i samlesæt og til ikke mindst unge familier.

Med hovedsæde i Älmhult og administrativ ledelse i Leiden, Holland, omfatter koncernen 485 møbelvarehuse i 63 lande (2025).

Alle varehuse drives på franchisebasis. IKEA i Danmark, IKEA A/S, er en del af Ingka Group, som driver omkring 80 procent af IKEA-varehusene fordelt på 30 lande.

IKEA er ejet af en hollandsk fond, Stichting INGKA Foundation, stiftet i 1982 af Ingvar Kamprad. Formålet med fonden er at sikre IKEA's langsigtede uafhængighed og at yde støtte til velgørende formål.

I regnskabsåret 2023-2024 var IKEA's globale omsætning på 45,1 mia. euro, og der var 216.000 ansatte.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig