.

ISS-koncernen er en dansk rengørings- og servicevirksomhed, der blev stiftet i 1934 som Det Danske Rengøringsselskab A/S. Det selskab havde rødder i en række københavnske vagtselskaber, hvis historie gik tilbage til 1901.

Ledende i opbygningen var i første fase højesteretssagfører C.L. David (1878-1960), der var bestyrelsesformand til sin død, og derpå direktør Poul Andreassen, der var koncernchef 1962-95.

I 1934 skiftede man navn til det nuværende International Service System, som i 1973 blev koncernens moderselskab og aktieselskab.

Bred vifte af services

Gennem divisioner for landeområder som Skandinavien, Europa, Asien mv. tilbydes service som rengøring, portørtjeneste og catering på hospitaler, sikring af bakteriefrit miljø på slagterier, rengørings-, bagage- og informationsservice i fly og lufthavne, kantinedrift i virksomheder og offentlige institutioner, energikontrol, projektering af golfklubber samt produktion og salg af rengøringsmidler og -maskiner.

Koncernens vækststrategi er opkøb af bestående virksomheder; i 1995 foretoges 20 opkøb. Undervejs er der også sket frasalg, fx af vagttjeneste til Falck A/S og af linned- og varmemålerservice.

Et omsorgsselskab for ældre i egen bolig, etableret sammen med Falck, måtte indstilles i 1995 pga. svigtende efterspørgsel, men i 1997 ønskede en kommune samarbejde med ISS om børnepasning.

Problemer i USA

I koncernens amerikanske datterselskab, ISS Inc., konstateredes i 1996 en flerårig sminkning af regnskaber, hvilket bragte koncernen i krise og resulterede i et frasalg af ISS Inc. samme år.

Siden er der verden over opkøbt mere end 350 selskaber, som har øget medarbejderstaben med over 200.000. Fra at have været et rengøringsselskab er forretningsstrategien ændret, således at der nu tilbydes totalløsninger inden for serviceområdet, hvilket også er markeret ved, at det danske selskab har navnet ISS Facility Services A/S.

I 2005 blev ISS-koncernen købt af de to kapitalfonde Goldman Sachs Group og EQT Partners for ca. 22 mia. kr. og afnoterede samtidig selskabet. Kapitalfondene meddelte i 2011, at de på ny ønskede at børsnotere ISS i København, hvilket blev udført i 2014.

ISS-koncernens omsætning var i 2023 ca. 73 mia. kr. med 370.000 ansatte i mere end 50 lande.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig