Italiens litteratur i 1900-tallet

I Italien er 1900-tallet præget af intensiv litterær aktivitet helt fra begyndelsen. En perlerække af forfattere forholder sig til de to verdenskrige, tiden mellem dem og tiden efter. Der skrives poesi, skønlitteratur, drama og erindringer, og trods deres indbyrdes forskelligheder er forfatterne generelt enige om, at formålet med at skrive er at give udtryk for det moderne menneskes eksistentielle krise.

Irrationalisme, pessimisme og ængstelse over Vesterlandets undergang dominerer og virkeligheden kan ikke længere opfattes som objektivt givet. Enhver danner sig sit eget subjektive – og gyldige – billede af virkeligheden, og derfor er der i den samtidige litteratur en række vidt forskellige repræsentationsmåder. De italienske forfattere finder inspiration i bl.a. Henri Bergsons begreb om bevidsthedens umiddelbarhed, James Joyces bevidsthedsstrøm, Martin Heideggers væren og Søren Kierkegaards inderlighed.

Tidsskrifter

En meget stor mængde litterater og intellektuelle bidrager til den blomstrende tidsskriftskultur, der kendetegner tiden umiddelbart efter århundredskiftet. Blandt tidsskrifterne kan nævnes Il Regno (1903-1906), Leonardo (1903-1907), La Voce (1908-1916), Lacerba (1913-1915) og senere La Ronda (1919-1923) samt Solaria (1926-1936). Adskillige af de senere berømte forfattere indleder karrieren med netop tidsskriftsbidrag.

Futurismen og dens modsætning

De ændrede livsvilkår og det heraf følgende nye livssyn udtrykkes fyndigt af futuristerne, der med Filippo Marinetti i spidsen stormer frem med deres teknologibegejstring og slagord om død over fortiden. Den nationalistiske krigstilslutning, der kom til udtryk i visse bidrag til fx Il Regno, kommer til fuld udfoldelse i futurismen.

Futurismen er i dag bedre kendt end dens modsætninger, der bl.a. findes hos de såkaldte moralister fra La Voce, nemlig Carlo Michelstaedter, Piero Jahier, Scipio Slataper og Giovanni Boine samt i litteraturkritikeren Renato Serras gribende tidsskildring Esame di coscienza di un letterato ("En litterats selvransagelse") skrevet tre måneder før han faldt i krigen (i 1915) og trykt i netop La Voce. Værket er gennemsyret af skepticisme, mistro til fremskridtet og overbevisning om, at krig intet formål tjener. Med Serras egne ord, der er på linje med andre af tidens pacifister, fx Bertrand Russell, er krigen “tab, smerte, spild og en kolossal, nytteløs ødelæggelse.”

Poesi

Også periodens mest betydningsfulde digtning kan ses som futurismens modsætning.

Tusmørkedigtning

De melankolske tusmørkedigtere trækker sig tilbage fra livets larm for at koncentrere sig om den stille og kedsommelige dagligdag. Virkeligheden hænger ikke sammen, livet har ingen mening og digtning kan udmærket bestå af fragmenter og ytringer.

Rebora, Sbarbaro og Campana

Tre hovedpersoner i 1900-tallets lyrik er Dino Campana, Clemente Rebora og Camillo Sbarbaro, der trods deres forskellige skæbne deler et begreb om kunst som vidnesbyrd om og retfærdiggørelse af livet.

Hvor Campana i såvel liv som digtning flakker frenetisk om i verden, trækker Sbarbaro sig tilbage til en ensom eksistens. Hans digtsamling fra 1914, Pianissimo, udgives af La Voce. Værket udtrykker som et af de første i Europa fremmedgørelse og eksistentiel krise, og det kan betragtes som en foregriber af T.S. Eliots The Waste Land. Reboras digte sætter konflikten mellem land og by på spidsen og udtrykker et stærkt etisk engagement, der resulterer i forfatterens religiøse omvendelse og præstevielse.

Saba, Ungaretti, Quasimodo og Montale

Århundredets mest berømte digtere er Umberto Saba, Salvatore Quasimodo, Giuseppe Ungaretti og først og fremmest Eugenio Montale. Disse fire poeter udtrykker på hver deres måde den ængstelighed, som de moderne livsvilkår medfører.

Pirandello

I 1921 påbegynder den navnkundige Luigi Pirandello med dramaet Seks personer søger en forfatter et stadig mere konsekvent brud med naturalismens teaterform og iscenesætter de temaer om identitetstab og masker, der er til stede allerede i romanen Salig Mathias Pascal fra 1904 samt i forfatterens noveller. En stor del af Pirandellos tekster er oversat til dansk.

Romanforfattere

1900-tallets Italien fremviser et væld af fortrinlige fortællere, hvoraf mange er oversat til dansk.

Svevo

Italo Svevo skaber med Zenos bekendelser i 1923 den store moderne roman i Italien, hvor vanskeligheden ved at finde sig til rette i livet skildres i en ironisk bevidsthedsanalyse, stærkt inspireret af Sigmund Freud.

Gadda

Carlo Emilio Gaddas særdeles omfattende ironisk-ekspressionistiske forfatterskab med hovedværkerne Visheden om smerten og En værre redelighed på Merulanavej gør ham til den fornemste repræsentant for modernismen i anden halvdel af århundredet.

Morante

En særstilling indtages af Elsa Morantes fire mesterværker om kærlighedslængsel: romanerne Løgn og trolddom, Arturos ø, Historien og Aracoeli.

Levi

Også Primo Levis selvbiografiske bøger med udgangspunkt i Auschwitz er unikke.

Moravia

I fascismens enheds- og storhedssøgende kultur blev Rom det reelle og symbolske centrum. En dissektion af det romerske borgerskabs værdikrise findes i Alberto Moravias forfatterskab, mest originalt i debutromanen De ligeglade (1929) med dens beskrivelse af eksistentiel kvalme.

Den "fantastiske" litteratur

I århundredets første halvdel giver Alberto Savinio med sine metafysiske og surrealistiske værker startskuddet til den såkaldt fantastiske litteratur. Efter Savinio følger den ligeledes surrealistiske Tommaso Landolfi og den mere fabulerende Dino Buzzati med romanen Tatarernes ørken fra 1940.

Calvino og Lampedusa

Italo Calvinos fantasi Klatrebaronen (1957) og Giuseppe Tomasi di Lampedusas ironisk-skeptiske sicilianske roman Leoparden (1959) får begge stor international succes.

Konflikten mellem land og by

Italiensk litteratur var i 1900-tallet karakteriseret ved en voldsom kontrast mellem moderne og arkaisk kultur. Sidstnævnte var særligt levedygtig i Syditalien, og en af de mest karakteristiske skildringer findes i torinoseren Carlo Levis selvbiografiske beretning Kristus standsede ved Eboli (1945). Leonardo Sciascia analyserer magtens væsen i mafiakrimier og i en original genskrivning af virkelige processer fra inkvisitionens arkiver til Aldo Moro-affæren. Denne form er et eksempel på den genreblanding eller -opløsning, der karakteriserer den nyere litteratur, med Claudio Magris' beskrivelser af kulturen ved Donau som et andet eksempel. Sciascias og Magris' bøger viser, hvor stærk den regionale tradition stadig er i moderne litteratur.

Neorealisme

Efter 2. Verdenskrig brød en regional neorealisme igennem, inspireret af Cesare Paveses og Elio Vittorinis forfatterskaber. Neorealismen er en sammenhængende litterær og filmisk kultur (Roberto Rossellini, Vittorio De Sica med flere) .

Nævneværdige er også Vasco Pratolinis romaner fra Firenze, Domenico Reas noveller fra Napoli og Beppe Fenoglios forfatterskab, der i beskrivelsen af modstandskamp og hårdt landmandsliv i Piemontes højdedrag når ud over neorealismen.

Neoavantgarde

En egentlig neoavantgarde etableres i 1960'erne med Umberto Ecos teoretiske skrift Det åbne værk om fortolkerens plads i værket som skelsættende. Neoavantgarde er en samlebetegnelse for forskellige grupperinger, fx Gruppo 63, der som fællestræk har kritik af det økonomiske boom, industrialiseringen, nykapitalismen, den teknologiske tidsalder samt en påstand om at kunst kan og skal tjene som revser af gældende filosofiske og politiske overbevisninger. Som repræsentanter kan udover Eco nævnes Edoardo Sanguineti og Nanni Balestrini. Kronologisk tilhører forfatter og regissør Pier Paolo Pasolini perioden, men han forbliver helt sin egen.

Filosofisk indflydelse

Italiensk kritik var domineret af den idealistisk e filosof Benedetto Croce , der påvirkede fem generationer af litterater fra 1900-1950, og af marxisten Antonio Gramsci , hvis indflydelse voksede med udgivelsen af hans Fængselsoptegnelser i 1948. Efter 1950'erne begyndte mange intellektuelle imidertid at finde inspiration i fænomenologi en og Frankfurterskolen .

Århundredets sidste tiår

Efter 1980 er den modsætningsfyldte italienske kultur ofte blevet set som et såvel kaotisk som vitalt laboratorium for de hastige forskydninger i den senmoderne kultur. Det er netop to italienske romaner, Calvinos Hvis en vinternat en rejsende (1979) og Umberto Ecos Rosens navn (1980), der på dette tidspunkt også i et europæisk perspektiv tegner den postmodernistiske romans blanding af avantgarde og mainstream, hvor tekstens og tolkningens metamorfoser er et hovedtema. Calvinos erkendelsesprojekt fortsættes af Daniele del Giudice og i Gianni Celati s absurd-allegoriske fortællinger fra Posletten. Der opstår en oplevelsesformidlende linje med Pier Vittorio Tondelli og en intertekstuel linje med Antonio Tabucchi som hovedfigur. Nævnes kan også Alessandro Baricco , Paola Capriolo og Sandro Veronesi , der i De strejfede (1990) definerer generationens ændrede subjektsoplevelse. 1990’ernes forfattere danner gerne tendensgrupper som fx de såkaldte kannibaler, der henter inspiration i splattergenren. De fleste af 1990'ernes (alt for) mange forfattere forsøger på at udtrykke den samtidige fornuftskrise og anvender pastichen som en leg.

Den italienske litteratur bliver i århundredets sidste tiår i langt højere grad end tidligere et kommercielt produkt, hvilket også afspejles i de oversættelser, der udkommer på dansk. Således består de seneste danske oversættelser hovedsageligt af kriminalromaner (med Andrea Camilleri og – i det nye årtusind – Giorgio Faletti som fornemme repræsentanter), digte og fortællinger af Elsa Morante-epigoner samt veritable konsumromaner.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Italiensk litteratur

Conni-Kay Jørgensen

Ph.d.