Jharkhand er en delstat i det østlige Indien. Den er 79.714 km2 stor og har 33 mio. indbyggere (2011).
Siden 1960'erne var der en omfattende politisk agitation for øget selvbestemmelse, hvilket i 2000 førte til at en del af Bihar blev udskilt som den selvstændige delstat Jharkhand.
Jharkhand er et stort, overvejende skovklædt område. Befolkningstætheden er 338 indbyggere pr. km2 – tæt på gennemsnittet i Indien. Læsefærdigheden for delstatens indbyggere er i gennemsnit 54 %, for kvinder kun 39 %. Omtrent 25 % af jorden er landbrugsjord, heraf er 8 % kunstvandet.
Delstatens største by, Jamshedpur, er præget af de store fabrikker for stål- og motorindustri, som er ejet af Tata-gruppen. Regionen rummer en meget betydelig del af Indiens mineralrigdomme, bl.a. jern, kul og kobber. Hovedstaden er Ranchi, som er kendt som kursted pga. sit attraktive klima.
Området var oprindelig overvejende beboet af stammefolk, adivasis, hvoraf den største gruppe er santalerne. Dansk mission har været aktiv i dette område siden 1867. Stammefolkene udgør i dag ca. 28 % af befolkningen, og de er gradvis blevet trængt tilbage fra de frugtbare dale mod mere afsides skovområder. Regionen rummer en betydelig del af Indiens mineralrigdomme. I 1900-tallet er flere store byer vokset op i tilknytning til minedriften og nogle meget store jern- og stålværker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.