Familien Fix bosatte sig i ejendommen Amaliegade 13, som de købte for 20.000 rigsdaler. Herfra fortsatte Fix sin private handel med Asien, samtidig med at han 1791-1805 sad som en af direktørerne i det fornemme Asiatisk Kompagni. Fix var så rig, at han efter Christiansborg Slots brand i 1794 donerede ikke mindre end 2.000 rigsdaler til genopbygningen.
Den fornemme husstand i Amaliegade omfattede, foruden ægteparret med nogle af børnene, både gårdskarl, kusk, husholderske og en medbragt inder. Hertil kom Jens Borger, som assisterede Fix i hans handelsaktiviteter, samt assistenten hr. Mundt, der var bud og tog sig af forefaldende kontorarbejde, og hvis søn hver aften i nogle timer læste højt for husherren af aviser og bøger på forskellige sprog.
Johan Leonhard Fix døde i 1807, hvorefter hans bo blev opgjort til en værdi af 381.000 rigsdaler. Han ligger begravet på Assistens kirkegård under et meget stort gravmæle.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.