Faktaboks

Johannes Paul 2.

Karol Wojtyła

Født
18. maj 1920
Død
2. april 2005

Johannes Paul 2. var en polsk teolog, pave fra 1978. Under 2. Verdenskrig deltog han i den polske modstandsbevægelse, arbejdede i et stenbrud og studerede teologi. Karol Wojtyła blev præsteviet 1946, dr.theol. 1953, hjælpebiskop i Kraków 1958, ærkebiskop af Kraków 1964 og kardinal 1967. Han var den første ikke-italienske pave siden 1522.

Valget af den dynamiske Karol Wojtyła må ses i sammenhæng med den dybe kirkelige krise efter 2. Vatikankoncil (1962-65). Hans pontifikat rummede både konsolidering og fornyelse. I en strøm af pavelige rundskrivelser fastholdt han den katolske kirkes traditionelle lære, og han skred ind over for den marxistisk inspirerede befrielsesteologi.

Det kom også til brud med en gruppe katolske traditionalister omkring ærkebiskop Marcel Lefebvre (se integrisme). Gennem sine rejser i alle verdensdele, et stort antal helgenkåringer og den fortsatte internationalisering af kardinalkollegiet og den romerske kurie markerede han den katolske kirkes karakter af verdenskirke. I 1983 udkom en ny kirkeret (Codex juris canonici) og i 1992 Den Katolske Kirkes Katekismus.

Johannes Paul 2. blev beatificeret (saligkåret) i 2011 og helgenkåret i 2014.

Pavens besøg i Danmark i 1989

Som den hidtil eneste pave besøgte Johannes Paul 2. Danmark den 6. - 7. juni 1989. Det var et pastoralt besøg til Bispedømmet København. I den forbindelse var der pavemesse i domkirken, Sankt Ansgars Kirke samt friluftsmesser ved valfartskirken Marias Rene Hjerte, Øm samt ved valfartsstedet og benediktinerindeklostret Vor Frue Kloster, Høsterkøb. Paven blev modtaget på dansk territorium af statsminister Poul Schlüter og blev modtaget af dronning Margrethe 2.Fredensborg Slot. Pavens besøg i Danmark afstedkom en stor intern debat i den danske folkekirke og i den danske presse om, hvordan man skulle forholde sig til muligheden for en økumenisk gudstjeneste af en art. Resultatet blev at folkekirkens biskopper inviterede Johannes Paul 2. til en liturgisk aftensang i Roskilde Domkirke. Under besøget i Danmark overnattede paven på det daværende nuntiatur i Vedbæk.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig