Julia Kristeva

Som medlem af gruppen bag tidsskriftet Tel quel udviklede hun i 1960'erne den semiotiske litteraturteori med særlig interesse for subjektet, og hun udmøntede sammen med litteraturforskeren Tzvetan Todorov begrebet om litteraturens intertekstualitet.

Marxismen og feminismen inspirerede i 1974 Kristeva til at skrive om kvinderne i Mao Zedongs Kina, Des Chinoises ('Kineserinderne').

Samme år udkom La Révolution du langage poétique ('Revolutionen i det digteriske sprog'), hvor sprogvidenskab, psykoanalyse og feminisme flettes sammen til en teori om sprogets underliggende semiotiske niveau. Dette niveau består af materielle elementer som lyde og rytmer, der er reminiscenser af spædbarnets symbiose med moderen i den såkaldte chora (Platons betegnelse for en "moderlig beholder").

Moderfiguren i form af den kristne Madonna er også hovedemnet for Histoires d'amour (1983, 'Kærlighedshistorier').

Uddannelsen til psykoanalytiker førte til bøger om psykopatologiske træk i litterære tekster. I Pouvoirs de l'horreur (1980, Rædslens magt) analyseres Louis-Ferdinand Célines forfatterskab med begrebet om abjektet, dvs. det forkastede objekt, og i Soleil noir (1987, 'Sort sol') spores depressive træk i Marguerite Duras' forfatterskab.

Under den fælles titel Le génie féminin (Det kvindelige geni) har Julia Kristeva skrevet om filosoffen Hannah Arendt (1999), psykoanalytikeren Melanie Klein (2000) og forfatteren Colette (2002). Hun har endvidere skrevet flere romaner. I 2021 offentliggjorde hun et stort værk om den russiske forfatter Dostojevskij.

Kristeva fik i 2004 som den allerførste den norske stats Holbergpris for sin indsats i krydsningsfeltet mellem sprog, kultur og litteratur og hendes betydning for feministisk teori. Holberg-prisen er dog blot én af mange priser og æresdoktorater, Kristeva har fået tildelt for sin banebrydende forskning. Kristva er æresborger i sin fødeby Sliven i Bulgarien.

• psykoanalyse
• semiotik

• Julie Kristevas hjemmeside