Faktaboks

Kaja Kamp

Kaja Kamp Nielsen

Født
29. april 1994, Rebild

Kaja Kamp er en dansk håndboldspiller, der i 2023 var med til at vinde det danske mesterskab med Team Esbjerg. Hun er stregspiller og fik sin debut på landsholdet, da Danmark vandt bronzekampen mod Sverige ved VM i 2023.

Kaja Kamps klubkarriere

Kaja Kamp i finalen mellem Team Esbjerg og Odense Håndbold i Santander Cup den 27. februar 2022.
Kaja Kamp
Af /Ritzau Scanpix.

Kaja Kamp begyndte at spille håndbold som 12-årig i Visse IF lidt uden for Aalborg. Som ungdomsspiller skiftede hun til Aalborg DH, der gik konkurs i 2013, hvorefter hun kom til Vendsyssel Håndbold.

Herefter spillede Kaja Kamp for EH Aalborg og TTH Holsterbro og skulle i 2020 været skiftet til TuS Metzingen, som hun også havde skrevet kontrakt med. Men på grund af coronakrisen, der gav den tyske klub økonomiske problemer, blev kontrakten ophævet. I stedet for kom Kaja Kamp til Team Esbjerg, hvor hun i 2023 og 2024 var med til at vinde det danske mesterskab. I 2022 og 2023 var hun med til at vinde pokalturneringen. I 2025 skiftede Kaja Kamp til Borussia Dortmund på en etårig kontrakt.

Klubber som seniorspiller

  • Aalborg DH (2010-2013)
  • Vendsyssel Håndbold (2013-2017)
  • EH Aalborg (2017-2018)
  • TTH Holstebro (2018-2020)
  • Team Esbjerg (2020-2025)
  • Borussia Dortmund (2025- )

Kaja Kamps landsholdskarriere

Kaja Kamp scorer i bronzekampen mellem Danmark og Sverige ved VM i 2023. Danmark vandt kampen 28-27.
Kaja Kamp
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Kaja Kamp var forud for EM i 2020 med i bruttotruppen, men kom ikke med i den endelige trup til slutrunden. Op til EM i 2022 kom hun som en af de sidste spillere med i den officielle trup – men uden efterfølgende at komme i kamp.

Under VM i 2023 i Danmark, Sverige og Norge var Kaja Kamp i første omgang ikke udtaget til den endelige trup, men blev – fordi Kathrine Heindahl var blevet skadet i semifinalen – indkaldt forud for bronzekampen mod Sverige. Hun kom også på banen mod Sverige og scorede to mål. Ved EM i 2024, hvor Danmark fik sølv, scorede hun i alt 15 mål, og nåede dermed op på 27 landskampsmål. Finalen, hvor Norge vandt 31-23 over Danmark, var hendes 20. landskamp.

Medaljer med landsholdet

  • 2023: VM-bronze
  • 2024: EM-sølv

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig