Kristina Nya Glaffey

I 2007 debuterede Glaffey med den korte novellesamling Lykkejægere, der med genrebetegnelsen ”portrætter” beskriver kendte og ukendte danskere, blandt andre Anja Andersen, Lars Larsen, Søren Ryge Petersen, og Prins Henrik, personer, som de fleste ikke kender, men alligevel har faste meninger om. Portrætterne leveres af et anonymt ”vi”, som kunne være småborgerlige, arketypiske normaldanskere, der udgyder banaliteter i talesprogsnære ordstrømme.

Satiren slår over i decideret vrede i romanen Padder og krybdyr fra 2012. Den beskriver en ung lesbisk kvindes problemer med den kommercielle fertilitetsindustri og med at blive forælder i en heteronormativ verden.

Heller ikke den lesbiske subkultur går ram forbi i Glaffeys veloplagte, rablende og idiosynkratiske angreb: ”Som om der er meget genderbending over den samling fjeldlebber der hang rundtomkring i barerne på de københavnske homoklubber og troede at folk fandt det ophidsende at blive klappet i røven af et eller andet overvægtigt mobbeoffer med rygsæk. Lad jagttegnet bliver hjemme og plej din penismisundelse hos nogle andre, fister.”

Modergenerationen af halvfjerdserfeministiske lesbiske afvises i en spydig, parodisk trosbekendelse, der afviser den tidligere generations socialrealisme og bekendelseslitteratur: ”Vi forsager Bente Clod og alle hendes skrivekurser og hendes fiktionaliseringer af Kvinde kend din krop for begyndere”.

Glaffeys stil er anderledes kølig, distanceret, og ironisk på grænsen til det upersonlige, og det politiske projekt er individuelt: ”Vi er nogen der forsøger at konstruere en kernefamilie”. Sproget er æstetisk reflekteret, musikalsk og rytmisk.

I romantrilogien om Busser skildres resultatet af en insemination med fortællingen om livet og hverdagen set fra to tvillingedøtres børnehøjde. Romanerne, Mor og Busser (2014), Mor og Busser skal skilles (2016) og Fuck mor og Busser (2019) har genrebetegnelserne ”romantisk komedie”, ”tragisk komedie”, og ”ungdomsoprør”. De to første er illustreret af billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg, der står for forsiderne og helsides grafiske blade bestående af blæk-kalkerede tryk i sort/hvide farver og naivistisk stil.

Igen er humoren i højsædet. Emma og hendes søster er begavede, rapkæftede, og reflekterede, og den lille, faktisk temmelig almindelige regnbuefamilies glæder og sorger i den københavnske kreative klasse beskrives kærligt-kritisk. Moderen er skuespiller og hendes kæreste, Busser, er (som Glaffey) forfatterskoleforfatter. Sproget er veloplagt humoristisk og lettilgængeligt med korte kapitler, der ofte består af en enkelt, meget lang sætning.

Busser har en tendens til sidespring (”lege læge”), og det ender med skilsmisse, men moderen flytter ind over ekskonen og hendes nye kærestes kollektiv i ”lebbesiloen” på Nørrebro. I sidste bind er pigerne teenagere i oprørsalderen. De er blandt andet vrede over, at deres familieliv består af Bussers eks-kærester: ”Vores liv er en fucking sammenkogt ret bestående af alle de damer, Busser nogensinde har slikket fisse på”.

I 2019 udkom den korte, eksperimenterende digtsamling, Madalfabet, skrevet sammen med Maja Lee Langvad. Samlingen er en humoristisk, sanselig og kulinarisk genskrivning af den danske modernist Inger Christensens klassiske værk Alfabet, der ved hjælp af Fibonaccis talrække udfolder et kompleks, stadigt voksende, alfabetisk systemdigt, der slutter ved bogstavet N.

Langvad og Glaffeys projekt er langt mindre, men standser også ved N. Christensens berømte indledning: ”Abrikostræerne findes/ Abrikostræerne findes” er erstattet med ”Abrikostærterne findes”, og herefter følger ”Brislerne”, ”Chutneyerne”, ”Druerne”, ”Eftervarmen”, og ”Flaskeøllen”.

1 2022 vendte Glaffey tilbage til den satiriske portrætgenre med kortprosateksten, To The Modern Man, en humoristisk, ondskabsfuld og nådesløs udlevering af en aktuel mandetype: en overfladisk, selvglad, frelst, narcissistisk og privilegieblind linselus, der lever af at levere selvcentrerede, pseudo-intellektuelle samfundsanalyser:

“For intet dilemma kan tilsyneladende begribes, ingen køns eller racemæssig ulighed retteligt forstås, hvis ikke din navles fnuller kan blæses ud over den, hvis ikke den ad omveje kan bruges til at pille dig selv lidt i røven med, hvis ikke du stikker din hvide mandehånd ned i godteposen og til ti usynlige duers basken fremhæver nok en episode fra dit eget ubetydelige liv, der ved eksemplets kraft kan bruges som løftestang for dine tandløse pointer.”

Sproget er velsmurt, rytmisk og monologisk messende i en form, der især minder om samfundsrevseren Peer Hultberg, en oplagt inspiration.

• Stine Pilgaard
• Maja Lee Langvad
• Leonora Christina Skov
• Lone Hørslev