baltiske sprog

Lydhistorisk har de baltiske sprog ligesom de øvrige satemsprog undergået assibilation af de oprindelige palatale lukkelyde k̂ og ĝ, fx litauisk širdis, lettisk sirds, oldpreussisk seyr svarende til en velær lukkelyd i kentumsprog, jf. græsk kardía 'hjerte', alle fra (afledninger af) urindoeuropæisk *k̂erd. Inden for vokalsystemet er det mest karakteristiske præg sammenfaldet af to af de oprindelige korte vokaler, *a og *o, der begge bliver til a. Et vigtigt træk ved de baltiske sprog er desuden forekomsten af betydningsbærende ordtoner ved lange vokaler og diftonger, fx litauisk áukštas 'høj' (adjektiv) med akut accent over for aũkštas 'etage' med cirkumfleks accent.

Det konservative litauiske sprog afviger betydeligt fra det mere udviklede lettisk og er med sine arkaiske træk inden for lydlære og grammatik særdeles værdifuldt for den indoeuropæiske sammenlignende sprogvidenskab. Nyere forskning har påvist, at også sproget i de ældste oldpreussiske tekster reflekterer såvel tryk- som accentforhold, og et urbaltisk system kan derfor nu rekonstrueres på grundlag af både vest- og østbaltisk materiale.

De baltiske sprogs nære sproghistoriske slægtskab med de slaviske sprog understøtter den antagelse, at de tilsammen har udgjort en særlig baltoslavisk gruppe inden for den indoeuropæiske sprogfamilie.

Lighederne er påfaldende inden for såvel grammatikken og ordforrådet som accentsystemet. Herudover har baltisk mange låneord fra slaviske sprog, men også fra de germanske. I både de østersøfinske sprog og samisk findes et stort antal meget gamle låneord fra tidligere stadier af baltisk.

Den fremvoksende sammenlignende sprogvidenskab i begyndelsen af 1800-tallet interesserede sig for de baltiske sprog, fordi de er særligt arkaiske. Den tyske sprogforsker Ferdinand Nesselmann (1811-1881) foreslog i 1845 ”baltiske sprog” som en fælles betegnelse for sproggrenen, men ”baltisk” bruges også i andre betydninger end den sprogvidenskabelige.

Nesselmanns landsmand Adalbert Bezzenberger (1851-1922) regnes for baltologiens grundlægger. Letten Jānis Endzelīns har bl.a. bidraget til standardiseringen af den lettiske ortografi, og nordmanden Christian S. Stang har bidraget med det banebrydende værk Vergleichende Grammatik der baltischen Sprachen (1966).

Også danske sprogforskere har haft stor betydning for baltologien; Vilhelm Thomsen med sit berømte værk Beröringer mellem de finske og de baltiske (litauisk-lettiske) Sprog (1890), Holger Pedersen, der bidrog afgørende til udforskningen af sprogenes historie, og Louis Hjelmslev, der fastholdt interessen for baltisk, jf. hans disputats Études baltiques (1932).

Baltologien er i dag en levende og produktiv disciplin, der især udøves i Europa (såvel Øst- som Vesteuropa), i USA og i Japan.

• baltoslaviske sprog
• litauisk
• lettisk
• Baltikum
• balter
• baltisk