Læsø

Fra stenalderen er der mange tegn på, at Læsø har været beboet af jægere og samlere. Muligvis har det været indvandrere fra den svenske skærgård. Arkæologer har fundet både stenalderbopladser og forskellige redskaber, der er fremstillet af bjergarten flint fra øen.

Man har aldrig fundet spor af mennesker fra bronzealderen. Undergrunden i området var dengang sunket flere meter, og øen var derfor sunket i havet, så "Læsø" bestod i en kortere geologisk periode blot af havbund.

Muligvis er årsagen til øens nedsynkning, at området blev ramt af et jordskælv. Geologiske undersøgelser med jordboringer og målinger med georadar (ground-penetrating radar – GPR) har afsløret, at Læsø på et tidspunkt er gennemskåret af en forkastning i lerlaget under den nuværende by Byrum midt på øen.

Ved Byrum har man fundet rester af en 15-20 m lang kaskelot. En tand fra hvalen er ved en kulstof 14-datering dateret til omkring 1200 f.Kr. (i den midterste del af bronzealderen). I slutningen af bronzealderen genopstod Læsø og fik nogenlunde sin nuværende form.

På østkysten ved havnebyen Østerby er der udgravet rester af træpæle fra jernalderen. Pælene er fra en nåletræssort, taks, og sandsynligvis har pælene været en del af en lille jernalderhavn. Med en kulstof 14-datering er træet blevet aldersbestemt til omkring 650 f.Kr.

Stednavnet Læsø kendes første gang fra islandske sagaer, og øen er også beskrevet i Saxos Danmarks Krønike.

Fra vikingetiden er der endnu ikke mange spor på Læsø. Men langs kysterne er der dog fundet egetømmer og velbevarede skibsdele, der kan tyde på aktiviteter som strandinger, stridigheder og måske egentlige søslag i denne periode.

Den næste periode, middelalderen, kaldes også for saltperioden på Læsø eller Danmarks første industritid. I denne tid oplevede Læsø en stor befolkningstilvækst, primært på grund af en begyndende udvinding af salt fra grundvandet.

Salt var dengang en efterspurgt, kostbar og som nu uundværlig vare, både som konserveringsmiddel og som en nødvendig kilde til mineraler i en sund kost. På Læsø var der helt særlige forhold, der gjorde det muligt at udvinde salt fra grundvandet.

Allerede i 1100-tallet gjorde en gruppe munke en bemærkelsesværdig opdagelse på Læsø. De fandt ud af, at der i en dybde af 1-2 meter under det øverste lag af sand og grus lå store mængder grundvand med en særlig høj saltkoncentration oven på de uigennemtrængelige lerlag. I de følgende århundreder blomstrede saltsyderierne på øen.

I begyndelsen af 1300-tallet blev Viborg Domkapitel eneejer af Læsø, og øens fæstebønder hørte således fra nu af under kirken. Bønderne betalte deres tiende til kirken i form af den salt, der blev fragtet den lange vej med skib og hestevogn til Viborg.

Saltproduktion var den væsentligste indtægtskilde for bønderne på Læsø, da deres næringsfattige dyrkningsjord kun gav ganske få indtægter.

I Viborg var saltet fra Læsø af stor økonomisk værdi for domkapitelet. Det hvide guld indgik i et handelsnetværk og havde en strategisk international betydning. Saltet blev transporteret og solgt i bl.a. Østersøregionen og anvendt til fx konservering af fødevarer.

Nogle af Viborgs indtægter fra Læsøsaltet blev brugt til at drive Viborg Latinskole. I Viborg Kapitels Jordebog fra 1625 er der fx beskrevet, at hver prælat tilknyttet Latinskolen fik et halvt læs, svarende til cirka ni tønder, som en del af sin løn.

Andre indtægter blev fordelt som løn til kannikkerne ved Viborg Domkapitel. Der var også udstationeret kannikker på Læsø, hvor de ud over ansvar for kirkelige opgaver også administrerede saltudvinding og inddrivelse af tiende fra fæstebønderne. Sandsynligvis nåede produktionen i 1400-tallet op på omkring 100 tons salt om året.

Dette salte grundvand, der kaldes hypersalint, nåede en saltkoncentration på helt op mod 16%. Koncentrationen i hypersalint grundvand er så høj, at et hønseæg kan flyde oven på vandet. Den er mange gange højere end havvandet i det omgivende Kattegat.

Munkene fik sat gang i saltudvindingen. Da produktionen omkring 1585 var på sit højeste, nåede antallet af saltsyderier op på i alt 135. De var spredt på et syv kilometer langt område ved Læsøs sydøstlige kyst.

Ved midten af 1600-tallet var så godt som alle træer på Læsø blevet skovet. Træet blev brugt som brændsel til inddampning af det salte vand. Efterhånden var der ikke mere skov på øen, og saltsydningen blev nærmest stoppet i 1652. Øen fik derefter et stort økonomiske problem og måtte finde andre udveje.

Omkring år 1900 gjorde man de første forsøg på at bekæmpe eller dæmpe den tiltagende sandflugt, efter at skovene var blevet ryddet i saltperioden. I et samarbejde med Hedeselskabet blev der nyplantet flere skovområder på Læsø.

I 1929 trådte staten til og opkøbte et stort areal på i alt 9.000 ha for at genskabe endnu flere af saltperiodens fyrreskove. Genplantningen af træer og andre beplantninger har betydet, at godt 1/3 af øens areal i dag er dækket af skov.

De oprindelige skove på Læsø er som meget anden natur forsvundet på grund af menneskelige forstyrrelser og de forskellige natur- og kulturskabte vilkår.

Allerede for hundrede år siden påpegede den danske forfatter og maler Achton Friis det uheldige i, at mennesket handler med naturen. Under et besøg på Læsø i 1924 skrev han efterfølgende i De danskes Øer bl.a.

... Læsøboernes historie og livsførelse har været nøje knyttet til øens natur og har skiftet med denne, eftersom de selv eller andre har handlet med den og forandret den. Bogstavelig talt var deres skæbne knyttet til forandringerne inden for øens plantegeografi, nærmere betegnet til dens gamle fyrreskove. ... Før denne udryddelseskrig fandt sted, var øen et skovdækt og vildtrigt, på sine steder frugtbart land.

Øens tanghuse er godt på vej til at blive optaget UNESCOs Verdensarvsliste, da de nu sammen med salthistorien endelig er kommet på den nationale, danske tentativliste. Sammen med husene fejres denne begivenhed i oktober ved det årlige Tanghusenes Dag med et omfattende program med oplæg, aktiviteter og åbenthus-arrangementer.

• Museumsgården, Museumsvej 3
• Hedvigs Hus, Linievejen 36
• Kalines Hus, Tangborgvej 4
• Trolles Hus, Danzigmannvej 2
• Gammel Uldgård, Danzigmannvej 6
• Andrines Hus, Alleen 1
• Annas Hus, Alleen 3-5
• Trines Hus, Mosevej 16
• Sandvad, Stoklundvejen 25
• Lille Bovetsgård, Lille Strandgårdsvej 1
• Nattergalevej 15