Mausoleet i Halikarnassos

Opførelsen af Mausoleet blev sandsynligvis påbegyndt af Mausolos ca. 360 f.v.t., og efter hans død i 353 f.v.t., færdiggjorde hans dronning Artemisia 2. det monumentale gravmæle. Det stod antagelig færdigt ca. 350 f.v.t. Bygningsværket tilskrives de to græske arkitekter Satyros og Pytheos og opregnes som et af den antikke Verdens Syv Underværker.

Hvad der stod tilbage af bygningen, blev totalt nedrevet mellem 1493 og 1522, hvor materialerne blev anvendt til opførelsen af det lokale johanniterkastel, Skt. Peters Borg. Under ledelse af Sir Charles T. Newton foretog britiske arkæologer i 1856-1858 de første udgravninger på stedet, og de fik overført alle fragmenter af skulptur og nogle enkelte arkitekturdele til British Museum. I årene 1966-1977 videreførte en dansk ekspedition under ledelse af professor Kristian Jeppesen udgravningen af området. Ved genudgravningen af fundamentudskæringen i klippen fandt man dele af såvel søjler som andre arkitekturfragmenter af bygningen, og de har sammen med beskrivelserne i den skriftlige overlevering bidraget væsentligt til en afklaring af rekonstruktionen.

Mausoleet er beskrevet og berømmet af flere antikke forfattere, bl.a. Vitruvius og Plinius den ældre. Det fremgår blandt andet, at gravmonumentet var af rektangulær form, havde et højt podium med søjler, og øverst afsluttedes af en pyramideformet tagkonstruktion, der blev kronet af et firspand. Højden af bygningsværket med alle disse elementer angives til 140 (?) fod, ca. 40 m. Plinius berømmede særligt den skulpturelle udsmykning, hvortil førende klassiske billedhuggere som Timotheos, Skopas, Leochares og Bryaxis skal have bidraget.

De arkæologiske undersøgelser har dels præciseret de romerske forfatteres oplysninger, dels bidraget med ny præcis viden om gravmonumentet. Det vides nu, at gravmonumentet var anlagt på en 105 m bred og 242 m lang terrasse omtrent i centrum af den antikke by tæt på byens agora. Gravkammeret var udhugget i klippen under bygningen og lå forskudt fra dennes midterakse. Åbningen til det oprindeligt rigt udsmykkede gravkammer lukkedes med fløjdøre af marmor, og ind til denne førte en kort korridor, som udadtil var spærret af en massiv lukkeblok med sindrige falddyvler. Umiddelbart foran denne lukkeblok blev fundet et enormt madoffer bestående af parterede lam, geder, okser, kalve, høns, kyllinger, duer samt æg.

Overbygningen bestod af tre hovedelementer, et måske ca. 25-30 m højt podium, herpå 36 joniske søjler, ca. 10 meter høje, der bar en pyramideformet tagkonstruktion med 24 trin, ca. 7-8 m højt. På toppen befandt sig en statuebase (6,5 m lang og 4,5 m bred), som bar en kolossal statuegruppe i marmor: et firspand med vogn, hvori Mausolos formentligt har stået. De store mængder af statuer, mange over naturlig størrelse, og relieffriser i marmor skal dels anbringes på selve podiet dels bag søjlerne øverst på podiet. Bygningen havde en kerne af grønlig tufsten og var kun i det ydre beklædt med marmor.

Formsproget er rent græsk, men den billedlige dekoration i form af relieffer og statuer i forskellige formater viderefører med sin overdådighed og forherligelse af den døde hersker lokale karisk-lykiske traditioner. Med Mausoleet og Mausolos' øvrige byggeprojekter indledtes en opblomstring af den lilleasiatiske arkitektur, den joniske renæssance, som fik vidtrækkende betydning og bl.a. inspirerede den romerske arkitekturforfatter Vitruvius.