Mimi Jakobsen

Mimi Jakobsen voksede op sammen med to mindre søskende i et politisk aktiv hjem på Amager, senere flyttede familien til Gladsaxe. Hun er datter af Kate Tove Larsson (1915-2003), der var uddannet porcelænsmaler, og politikeren Erhard Jakobsen.

Mimi Jakobsen blev student i 1967 fra Gladsaxe Gymnasium og begyndte at læse fonetik og tysk ved Københavns Universitet. Efter afslutningen af første del blev hun ansat som undervisningsassistent på Institut for Fonetik og Germansk Filologi og underviste her 1975-1978.

Mimi Jakobsens ambition var ikke at blive politiker. Hun var genert og tilbageholdende og kunne ikke se sig selv stå frem og holde politiske taler. Desuden var barndommens og ungdommens oplevelser af de mere brutale sider af politik, ikke mindst pressens behandling af politikere og dettes påvirkning af familielivet, afskrækkende. Men politikken indhentede hende alligevel. Først i form af den praktiske organisatoriske hjælp hun ydede, da faderen stiftede Centrum-Demokraterne i 1973. Da partiet var kommet i Folketinget samme år, og kommunalvalget derefter stod for døren, indvilligede hun i at opstille både til kommunalbestyrelsen i Gladsaxe og som folketingskandidat. Hun regnede ikke med at blive valgt, men hun tog fejl og blev i 1974 medlem af kommunalbestyrelsen i Gladsaxe Kommune. Ved folketingsvalget i 1977, hvor CD gik frem fra fire til 11 mandater, blev Mimi Jakobsen valgt til Folketinget. Hun fik derfor aldrig afsluttet sine studier på universitetet.

Politisk gik Mimi Jakobsen i de første år i sin faders fodspor. Hun var medlem af lokalbestyrelsen for Aktive Lyttere og Seere fra 1976 og formand for Komitéen for Aktiv Skolepolitik, der var stærkt kritisk over for socialdemokratisk og radikal skolepolitik. Men hun markerede sig i stigende grad som en selvstændig og markant politiker, der brugte midterpositionen i det danske politiske spektrum til at give sit parti indflydelse. Mimi Jakobsen er i mindre grad kendt for politiske mærkesager og en fasttømret ideologisk position. Hun var optaget af, at samfundet skulle tage hånd om de svage, men økonomisk og erhvervspolitisk var hun mest enig med den borgerlige lejr.

I 2000 blev Mimi Jakobsen udnævnt til generalsekretær for Red Barnet med den opgave at genrejse organisationen efter en skandalesag om misbrug af organisationens midler. Det lykkedes, og hun havde succes både med det internationale arbejde og nationalt med forskellige kampagner, fx et anti-mobbeprojekt. I 2015 måtte Mimi Jakobsen mod sin vilje forlade organisationen, da bestyrelsen ønskede en anden profil.

Da Mimi Jakobsen var blevet generalsekretær for Red Barnet, mødte hun kritik i sit parti for ikke at bruge tid nok på arbejdet som leder af CD. Ved valget i 2001 måtte hun forlade Folketinget, da CD kun fik 1,8 % af stemmerne og dermed kom under spærregrænsen.

Siden arbejdede Mimi Jakobsen for at genrejse partiet. Det lykkedes dog ikke for CD at blive valgt ind i Folketinget ved valget i 2005, og ved partiets landsmøde samme år stillede Mimi Jakobsen ikke op til genvalg til formandsposten. I 2008 valgte CD at nedlægge sig selv.

I 2006 meldte Mimi Jakobsen sig ind i Socialdemokratiet; hun har siden meldt sig ud, da hun var uenig i partiets udlændingepolitik, som hun fandt for stram.

Mimi Jakobsen har ikke været kvindepolitisk aktiv, og hun er erklæret modstander af kønskvotering. Men hun har insisteret på at kombinere sit politiske arbejde med et familieliv. Hun har født to børn i løbet af sin karriere. Det første barn fik hun i 1982, godt tre måneder inden hun blev udnævnt til kulturminister. Det andet fik hun i 1989, kort før hun blev valgt til formand for sit parti, og mens hun endnu var administrerende direktør i Scleroseforeningen. Disse offensive forsøg på at ændre en grundfæstet politisk kultur gav hende en ublid medfart i pressen, men var også med til at rejse diskussionen om arbejdsbetingelserne for forældre i politik.

Mimi Jakobsen udgav i 1993 bogen Politik i virkeligheden og i 2003 bogen Vendepunkter.

Mimi Jakobsen blev kommandør af Dannebrogordenen i 1984, kommandør af 1. grad i 1997 og har desuden modtaget flere udenlandske ordener.

• Centrum-Demokraterne
• Aktive Lyttere og Seere
• Kulturministeriet
• Socialministeriet

• Centrum-Demokraterne 1973-2008