I Dougga, antikkens Thugga, i Tunesien står dette gravmæle fra anden halvdel af 100-tallet f.v.t., der sandsynligvis er rejst over en numidisk (masaesylisk) fyrste. Det 21 m høje monument af kalksten er opført i tre etager og krones af en pyramide. Gravmælets opbygning er påvirket af hellenistisk arkitektur. På østsiden findes en indskrift på numidisk (libysk), der nævner navnene på de folk, alle numidiere, der har medvirket ved opførelsen af gravmælet.

.

Numidia var først navnet på et berberrige i Afrika nord for Sahara, først i nutidens Algeriet, senere bredte det sig til nutidens Tunesien og Libyen. Ledelsesmæssigt var Numidien delt mellem Massylii-forbundet mod øst med hovedstaden Cirta (nutidens Constantine) og Masaesyli-forbundet mod vest med hovedstaden Siga (nutidens Aïn Témouchent). De to berberforbund blev dannet i løbet af det 4. århundrede f.v.t.

Numida blev senere navnet på en romersk provins i Nordafrika, der blev udskilt i ca. 200 e.v.t.. Den romerske provins Numidia grænsede i øst op til provinsen Africa Proconsularis og i vest til Mauretania Caesariensis, i dag det østlige Algeriet.

Numidias historie

Området var beboet af numidierne, der var et berberisk nomadefolk. Deres sprog, numidisk, er endnu ikke tydet, selvom der findes nogle tosprogede indskrifter. Det skrives med en variant af den skrift, tifinagh, der også fra Marokko og Libyen, og som i en moderne udgave anvendes til at skrive tuaregisk med,

I løbet af det 4. århundrede f.v.t. slog flere numidierstammer sig sammen i to forbund, masaesylerne i vest og massylerne i øst. Efter magtkampe etableredes under massyleren Massinissa omkring år 200 f.v.t. med støtte fra Rom et numidisk kongedømme med hovedstad i Cirta. Hans efterfølgere, bl.a. Micipsa, fortsatte en proromersk politik, men da Jugurtha slog sig op som enehersker, erklærede romerne ham krig, der endte med Jugurthas nederlag og henrettelse efter et triumftog i Rom.

Numidias kong Juba 1. støttede Pompejus i borgerkrigen mellem Cæsar og Pompejus, og med Cæsars sejr i Afrika i 46 f.v.t. blev Østnumidien organiseret som romersk provins med navnet Africa Nova. Denne blev omkring 40 f.v.t. lagt sammen med Africa Vetus under navnet Africa proconsularis. Først i ca. 198 e.v.t. oprettedes Numidia som selvstændig provins med den øverstkommanderende for hæren som provinsguvernør. Lambaesis blev hovedstaden i den nye provins.

I begyndelsen af 300-tallet blev provinsen Numidia delt i to, hvor Cirta blev hovedstad i den ene nye provins Numidia Cirtensis i nord, mens Lambaesis fortsat var det i den anden provins Numidia Militana. I 429 blev Numidia ligesom det øvrige Nordafrika erobret af det germanske folk vandalerne.

I romertiden blev der i Numidia dyrket store mængder af korn, oliven og vin, som bl.a. blev ført til Rom. I 81 e.v.t. anlagdes en legionslejr i Lambaesis, som omkring år 120 blev centrum for hele den romerske hær i Afrika.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig