Gnaeus Pompejus

Gnaeus Pompejus var en romersk politiker og hærfører.

Pompejus sluttede sig i sin ungdom til Sulla, efter hvis død han nedkæmpede Lepidus' oprør i Italien og Marius' tilhænger Sertorius i Spanien i 70'erne f.v.t. Han tog også æren for nedkæmpningen af Spartacus-oprøret, på trods af Crassus' sejr. Herefter indgik han og Crassus en skrøbelig alliance og gennemtvang, at de blev valgt til konsuler for år 70 f.v.t., i hvilken egenskab de ophævede en del af Sullas love.

På trods af sin succes som general fulgte Pompejus ikke det normale cursus honorum. Pompejus havde ikke bestredet et eneste politisk embede, før han blev valgt til konsul, et embede, han desuden var for ung til at bestride, da mindstealderen var 42, imod Pompejus' alder på 36 – en alder, der kun tillod ham at stille op som ædil.

Efter sit konsulat i 70 f.v.t. fik Pompejus en ekstraordinær kommando (en kommando, der var begrænset af sit formål, ikke en tidsperiode), først imod sørøvere i Middelhavet, der i stigende grad var en torn i øjet på Rom og påvirkede kornforsyningen. Kilderne siger, Pompejus rensede Middelhavet for pirater på tre måneder; mere sandsynligt er det dog, at han etablerede romersk hegemoni gennem brutale nedkæmpninger og henrettelser af alle pirater, han fangede – passende for hans andet kælenavn, adulescentulus carnifex ('den unge slagter').

Dernæst fik han endnu en ekstraordinær kommando i øst, hvor han besejrede Mithridates 6. og bl.a. erobrede Syrien.

Efter hjemkomsten opløste han sin hær, men han kunne ikke komme igennem med sine ønsker om jord til veteranerne eller godkendelse af sine ordninger i øst, førend han og Crassus i 60 f.v.t. havde indgået en aftale med Cæsar, det såkaldte 1. triumvirat. Denne alliance sikrede Cæsar embedet som konsul i 59 f.v.t. og sikrede, at Pompejus' og Crassus' politiske dagsorden blev ført igennem. Aftalen blev fornyet i 55 f.v.t., hvorefter Pompejus og Crassus blev konsuler for året, og Pompejus fik yderligere kommandoer, heriblandt krigen i de spanske provinser, som han styrede igennem legater, mens han forblev i Rom (et system, der senere blev adopteret af Augustus). I 55 f.v.t. stod Pompejus' teater også færdig på Marsmarken, Roms første permanente teater. Det var i denne bygning, at Cæsar mødte sit endeligt i 44 f.v.t.

Pompejus blev i 59 f.v.t. gift med Cæsars datter Julia for at stadfæste aftalen. Dette bånd imellem de to politikere sikrede freden frem til Julias død i slutningen af 50'erne, hvorefter forholdet imellem Cæsar og Pompejus blev bittert og til sidst endte i borgerkrig.

Igennem 50'erne nød Pompejus stor anseelse i Rom, og han var en fremtrædende politisk figur. Han modtog flere kommandoer, heriblandt kontrollen over kornforsyningen. Dette brød med mos maiorum og reglerne for at holde imperium, der ellers forbød politikere at holde flere kommandoer på én gang.

Under krisen i 52 f.v.t., der udløstes af mordet på P. Clodius Pulcher, blev Pompejus valgt til enekonsul (hans 3. og sidste konsulat), hvilket igen stred mod romersk skik. For at undertrykke den stigende politiske vold i Rom indsatte Pompejus romerske tropper i byen og indførte en form for undtagelsestilstand. Under retsagen imod Clodius' morder, Milo, skriver kilderne, at Forum Romanum var omringet af bevæbnede tropper i fuld rustning, at Pompejus selv overværede retssagen fra en enlig stol omgivet af livvagter placeret ved foden af Capitolinhøjen. Troppernes tilstedeværelse gjorde angiveligt Milos forsvarer, Cicero, så nervøs, at han knap nok kunne gennemføre sin forsvarstale. Endnu engang brød Pompejus med romersk skik, da det var romerske legionærer forbudt at opholde sig inden for pomerium.

Pompejus indførte en række love egenhændigt, indtil han hen imod slutningen af 52 valgte en medkonsul.

I 51 f.v.t. forværredes forholdet mellem Cæsar og senatet. Pompejus, der nu ansås for en ledende skikkelse i senatet og en stålsat tilhænger af optimates, blev af flere opfordret til at erklære Cæsar for en fjende af staten. Ledende senatorer pressede ham ud i militært opgør med Cæsar, men da Cæsar krydsede Rubicon i januar 49 f.v.t., overraskede det alle, inklusive Pompejus, da det var uden for krigssæsonen. Ydermere krydsede Cæsar kun med en lille del af sine i alt 10 legioner. Senatet og Pompejus havde ventet, at Cæsar ville vente på forstærkninger og dermed give dem selv tid til at styrke forsvaret. I stedet flygtede Pompejus og flere ledende senatorer til Grækenland og forlod Rom. Cæsar fulgte efter og indhentede Pompejus, der, på trods af talmæssig overlegenhed, tabte Slaget ved Farsalos i 48 f.v.t. og flygtede til Egypten, hvor han blev myrdet.

Da Cæsar ankom til Egypten, blev Pompejus' hoved bragt til ham. Cæsar græd efter sigende, da han så hovedet, eftersom han anså Pompejus for en stor romer og general, hvis endeligt var ham uværdigt.

Pompejus fejrede tre triumfer i sit liv, den største ære en romer kunne modtage.

Pompejus var en dygtig general, men som politiker overvandt han aldrig den mistillid, som ledende kredse i senatet nærede til den magtstilling, han havde opnået.