Peder Schumacher Griffenfeld

Griffenfeld var søn af en københavnsk vinhandler. Han viste tidligt store evner, og efter universitetsstudier i Danmark var han i årene 1654-1662 på studierejse i udlandet (Nederlandene, England, Frankrig, Spanien, Italien og Tyskland). Året efter sin hjemkomst blev han ansat som kongens arkivar og bibliotekar og som sådan leder af Det Kongelige Bibliotek 1663-1671.

Frederik 3. lagde snart mærke til Schumacher og gjorde ham i 1665 til kammersekretær. I denne egenskab udarbejdede Griffenfeld Kongeloven (1665), avancerede hurtigt og fik flere og flere magtfulde funktioner samlet hos sig, oprindelig protegeret af Christoffer Gabel . Efter tronskiftet i 1670 styrkede han sin stilling ved at alliere sig med kongens halvbror Ulrik Frederik Gyldenløve og den erfarne statsmand Frederik Ahlefeldt .

Schumacher var i 1670 pennefører for reformer af centraladministrationen, hvor Danske Kancelli blev centrum og kollegiesystemet fastslået, et system, der i hovedtræk bestod indtil enevældens fald. Han menes også at have stået bag indførelsen af greve- og friherreskaberne i 1671 samt rangforordningen samme år, der systematisk satte statstjeneste over formue og nedarvet adelskab. Selv blev han i 1673 ophøjet til greve under adelsnavnet Griffenfeld for i 1674 at blive rigskansler og dermed rigets faktiske leder.

Han begunstigede til manges harme åbenlyst slægt og venner og tog ved embedsudnævnelser imod bestikkelse i et selv efter 1600-tallets normer uacceptabelt omfang. Dertil kom, at han med sin blændende intelligens fremkaldte mindreværdsfølelse hos Christian 5., og efter kort tid kom han derfor i stigende grad i modsætningsforhold til kongen og den øvrige statsledelse.

Griffenfeld var af den opfattelse, at Danmark ville være bedst tjent med en alliance med Frankrig, hvilket på kort sigt betød, at Danmark skulle holde sig uden for de europæiske krige. Danmarks indtræden i krigen (se Den Skånske Krig) i 1675 var derfor et nederlag for ham, men han vedblev hemmeligt at arbejde for en fransk alliance og lod derfor den franske diplomatpost til Sverige passere gennem Danmark via sin egen adresse.

Det blev afsløret i 1676, og herefter blev Griffenfeld arresteret. En række andre misforhold kom nu frem, og 26.5.1676 blev han dømt for bestikkelighed, salg af embeder og for forræderi. Straffen lød på tab af liv, ære og gods, men i sidste øjeblik ændredes den til livsvarigt fængsel. Han blev indsat i Kastellet og i 1680 overflyttet til øen Munkholmen i Trondheimsfjorden, indtil han i 1698 af helbredsgrunde fik lov til at tage ophold i Trondheim by.

Griffenfeld forstod at udnytte de muligheder, der åbnede sig for dygtige borgerlige efter enevældens indførelse, og han gjorde fyldest med sin flid og effektivitet. Hans andel i etableringen af enevælden som styreform og administrativt system var stor. Men han mødte modstand og misundelse, og afgørende for hans skæbne blev, at hans store selvsikkerhed og manglende forsigtighed udartede til magtfuldkommenhed og overmod.

I biografien Kun navnet er tilbage (1999) peger historikeren Sebastian Olden-Jørgensen (f. 1964) på, at nøglen til en forståelse af Griffenfelds skæbne er, at han helt igennem var et retorisk menneske. Han troede på argumentets kraft i politiske såvel som i private forhold; og denne tro fik ham til at undervurdere realpolitiske forhold såsom en enevældig konge, der godt kunne gennemskue, at han blev manipuleret, og som allerede havde besluttet sig for krig mod Sverige.

Griffenfelds bestikkelighed hang til dels sammen med, at han som borgerlig født ikke var særlig formuende, og hans udenrigspolitiske dobbeltspil var en del af tidens bredspektrede diplomati. Hans problem var, at Christian 5. ville noget andet. Men begge dele lod sig bruge som anklager imod ham i den politiske proces, som retssagen mod ham var. Den skulle demonstrere, at det var kongen personligt, der regerede.

• Kongeloven
• Den Skånske Krig
• Danske kancelli
• kollegiesystemet