Qasigiannguit Museum og færgehavn
Licens: CC BY SA 3.0

Qasigiannguit Museum er placeret i byen Qasigiannguit, som ligger ud til Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt). Museet har til huse i byens ældste bygninger, der stammer fra dens grundlæggelse i første halvdel af 1700-tallet.

Museets bygninger

I 1981 overdrog Den Kongelige Grønlandske Handel den gamle telebestyrerbolig, byens gamle salutkanoner og flagbastion til kommunen, som tog telebestyrerboligen i brug til museumsformål. Den gamle kolonibestyrerbolig blev fra 1988 indrettet som museets hovedbygning. Det såkaldte Poul Egedes Hus (landets ældste træbygning) gennemgik fredning og renovering i 1990’erne, og det blev herefter indrettet til udstillingslokale.

Gennem årene er flere skøder på bygninger overdraget til museet, og bygningsmassen er fordoblet med inddragelse af yderligere tre bygninger – et tørvehus opført på borgernes initiativ, et selvbyggerhus samt et tidligere malerværksted. For alle tre bygninger gælder, at de i takt med museets udvikling omkring borgerinddragelse og interaktiv formidling er blevet inddraget i museets aktiviteter.

Levendegørelsesprojekt

Det tidligere malerværksted er indrettet af museet som værksted for det kommunalt initierede historiske levendegørelsesprojekt, Nunaqarfik Uumassusilik (Levende Boplads), der i værksted og på friland arbejder med formidling af sommerens hverdagsliv i den førkoloniale inuitkultur i Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig