Rønnebæksholm er en hovedgård (sædegård) umiddelbart øst for Næstved. Den er nævnt i 1321, var krongods i perioden 1399-1571 og var senere ejet af bl.a. slægten Collet (1761-1777 og 1869-1994).
Faktaboks
- Etymologi
- Rønnebæksholm nævnes i 1455 som Rinebæksholm. Første led er landsbynavnet Rønnebæk, nævnt i 1135 som Rinæbæch, måske af gammeldansk *rīna 'berøre, strejfe' og bæk. Andetleddet er holm.
Den nuværende trefløjede hovedbygning i én etage fra 1734 er ombygget i 1840-1841 og 1889-1890. Den blev sammen med parken købt i 1998 af Næstved Kommune, der allerede i 1994 havde overtaget avlsgården. Hovedbygningen huser nu Den Selvejende Institution Rønnebæksholm Kunst- og Kulturcenter.
Havepavillonen, "Grundtvigs Pavillon", af Grundtvig kaldet "Venligheden", blev opført i parken i 1852, efter at Grundtvig året før havde giftet sig med enken på Rønnebæksholm, Ane Marie Elise Toft (1813-1854). Bygningen, der er opført i nyrenæssancestil, har været tilskrevet flere arkitekter: Gottlieb Bindesbøll, Johan Georg Kretz (1810-1857) og endelig Johan Daniel Herholdt. Bygningen blev restaureret i 2006-2007.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.