Samuel Alexander

Faktaboks

Samuel Alexander

Født: 6. januar 1859, Sydney, Australien
Død: 13. september 1938, Manchester, Storbritannien

Samuel Alexander var en australsk-britisk filosof, ansat som professor i Manchester 1893-1924.

Metafysisk verdensforklaring

Alexanders omfattende tankesystem består i en spekulativ fremstilling af naturen som verdens fysiske og åndelige indretning. Hans filosofiske indsats består i at beskrive de logiske og metafysiske forudsætninger for de empiriske videnskaber.

Rum-tid

I hovedværket Space, Time, and Deity (bd. 1-2, 1920) demonstrerer Alexander den uopløselige sammenhæng af tid og rum og indfører begrebet rum-tid, der dels analyseres som et fysisk fænomen, dels som et mentalt. Verden består således af hændelser, kaldet "punkt-instanser", som alene kan isoleres teoretisk-kategorisk, eftersom rum-tiden aldrig er i ro.

Naturens udviklingstrin

I Alexanders evolutionsteori udvikler verden sig i rum-tiden gennem forskellige stadier, hvor hvert nyt stadium antager en karakter, der ikke kan reduceres tilbage til det forrige. Alexander er således blandt de første til at udvikle begrebet emergens som et princip, der afviser en reduktion af højere former for væren til lavere. Samtidig lægger han sig i forlængelse af den klassiske forestilling om scala naturae.

Udviklingens 4 faser består i:

uorganisk materie
organisk liv
menneskelig bevidsthed
Gud

Verdens hierarkiske orden

Naturen er en proces, der fører til stadighed føjer nye elementer til det foregående stadium. Når det organiske liv udvikler sig af den uorganiske materie, udvides den fysiske væren med kvaliteten liv. På samme måde opstår den menneskelige bevidsthed som en udvidelse i det organiske liv. I sidste ende udvides den menneskelige bevidsthed af forestillingen om det næste trin, der overskrider dets egen væren. De traditionelle forestillinger om Gud gemmer på en fornemmelse af dette næste stadie, ligesom alle foregående stadier har en form for fornemmelse af de efterfølgende.

Alexanders religionsfilosofi

Eftersom hvert nyt udviklingstrin bygger oven på det forrige, må det rette begreb om Gud være begrebet om et yderligere stadie, der indeholder alle de forrige samt et nyt element. Det er derfor fejlagtigt at forbinde Gud med ren ånd, eftersom man dermed lader materie og organisk liv ude af billedet. Gud må være både materie, liv, bevidsthed og noget mere, som det ligger i menneskets natur at stræbe efter. Vi kan imidlertid kun erkende dets mulighed men ikke dets virkelighed eller væsen, eftersom det overskrider det udviklingsstadie, vi selv befinder os på.

Et omvendt Gudsbegreb

Alexander vender således den traditionelle forestilling om Gud som verdens skaber på hovedet. Det er verden, der i sin immanens, evolutionært stræber efter at overskride sig selv (transcendens). Dermed hører Alexanders Gudsbegreb hverken hjemme i teisme, deisme eller panteisme.

Et Aristotelisk spor

At det ikke er Gud, der skaber verden, men verden, der skaber Gud, er religionsfilosofisk set en provokerende og original tanke. Hvad den indbyggede teleologi angår, kan den siges at pege tilbage på begrebet om gud (theos) som en final årsag hos Aristoteles. Hvor Aristoteles' gud imidlertid betegner en ren, uforanderlig virkelighed, tilhører Gud i Alexanders optik den stadige forandringsproces, der defineres som rum-tid.

Læs mere i Lex

Metafysik
emergens
immanens
transcendens
panteisme
teisme
deisme

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Filosoffer 1900-t. - Storbritannien - biografier

Bo Allesøe Christensen

Aalborg Universitet