Sinn Féin

Sinn Féin var fra begyndelsen samlingspunkt for en blandet gruppe af republikanere, feminister, pacifister og tilhængere af irsk selvstyre. Partiet kom først til at spille en betydelig politisk rolle efter Påskeoprøret i 1916, da militante nationalister omdannede det til et radikalt republikansk parti.

Ved parlamentsvalget i 1918 vandt Sinn Féin 73 ud af 105 irske pladser, men valgte at oprette et irsk parlament, Dáil Éireann, hvis alternative regering stiltiende støttede, men ikke kontrollerede, IRA under kampene med Storbritannien i 1919-1921. Efter krigens afslutning blev partiet splittet over fredsbetingelserne, hvilket førte til en blodig borgerkrig mellem de to fløje.

Fra 1922 afholdt det nu traktatfjendtlige parti sig fra at indtage sine pladser i det irske parlament og repræsenterede IRA's kompromisløse linje. Ved dannelsen af det mere moderate parti Fianna Fáil i 1926 blev Sinn Féins rolle yderligere reduceret. Det bevarede sin forbindelse til IRA, hvis voldelige kamp for irsk genforening det støttede, men oplevede en stigende spænding mellem militante republikanere og demokratiske socialister.

Som følge af udbruddet af "urolighederne" i Nordirland i 1969 blev Sinn Féin sprængt i en "officiel" og en "provisorisk" fløj. Det officielle Sinn Féin gik ind i parlamentarisk politik under nyt navn og endte i 1999 med at fusionere med det irske Labour Party. På trods af at de fleste af dets ledere var aktive inden for IRA, besluttede det provisoriske Sinn Féin i begyndelsen af 1980'erne at kombinere en militær med en politisk strategi og stille op til lokalvalg i Nordirland, hvor de vandt ca. 10% af stemmerne. I 1986 stillede Sinn Féin op til lokalvalg Nordirland og valg til det britiske parlament på et socialistisk og republikansk program med irsk genforening som sit hovedmål. Partiet afstod dog fra at indtage de fire-fem pladser, det vandt ved parlamentsvalgene, fordi dets repræsentanter nægtede at aflægge loyalitetsed over for den britiske monark.

I erkendelse af det umulige i at føre den militære strategi ud i livet gik partiets formand Gerry Adams i 1988 med til hemmelige samtaler med John Hume, lederen af Social Democratic and Labour Party (SDLP), partiets vigtigste nationalistiske rival. Dialogen, som siden blev understøttet af den britiske regering, kulminerede i 1993 med Downing Street-erklæringen, der rummede principperne for en fredelig afslutning på den nordirske konflikt.

I 1998 var partiet medunderskriver af Langfredagsaftalen. Efter genindførelsen af nordirsk selvstyre i november 1999 blev det repræsenteret i det nordirske parlament med to ministre.

I de følgende tre år nægtede de to unionistiske partier – Ulster Unionist Party (UUP), men især Democratic Unionist Party (DUP) – hyppigt at samarbejde med Sinn Féin i de nyoprettede politiske institutioner på grund af manglende sikkerhed for, at IRA havde ødelagt sine våben, opløst sig selv og var ophørt med deres ulovlige aktiviteter inden for de områder, de kontrollerede. Det førte til den britiske regerings endelige suspendering af selvstyret i 2002 indtil indgåelsen af St. Andrews-aftalen i 2006. I aftalen anerkendte DUP revisionen af Langfredagsaftalen, mens Sinn Féin på sin side forpligtede sig til at anerkende det nye politikorps PSNI (Police Service of Northern Ireland), som var blevet oprettet i 2001.

Tilslutningen til fredsprocessen øgede partiets støtte blandt katolsk-nationalistiske vælgere, og siden 2005 har Sinn Féin været det største nationalistiske parti i Nordirland. Ved genindførelsen af hjemmestyret i Nordirland i 2007 dannede partiet regering sammen med unionistpartiet DUP under dette partis leder, Ian Paisley. Sinn Féins leder i Den Nordirske Forsamling, Martin McGuinness, blev stedfortrædende førsteminister.

Siden 2019 har Sinn Féin haft syv pladser i det britiske parlament, men har dog opretholdt traditionen for ikke at besætte pladserne.

Ved valget til den Nordirske Forsamling i 2022 vandt Sinn Féin 29% af stemmerne og 27 ud af forsamlingens 90 pladser. Dermed blev det for første gang det største parti i Nordirland, hvor det siden 2018 har været ledet af Michelle O’Neill.

Siden 2011 har Sinn Féin også stillet op til valg i Irland. Ved valget i 2002 vandt partiet 6,5% af stemmerne, svarende til fem mandater. På grund af en krise i Fianna Fáil fordoblede partiet sit stemmetal ved valget i 2016. I 2022 vandt Sinn Féin, som siden 2018 har været ledet af Mary Lou McDonald, 37 pladser og blev det næststørste parti i The Dáil, det irske parlament. Derved har partiet brudt den dominans, som Fianna Fáil og Fine Gael har udøvet over irsk politik siden 1926. Dog har de indtil videre holdt Sinn Féin uden for regeringsmagten.

I takt med, at den republikanske bevægelse blev politisk, udviklede Sinn Féin politikker på en lang række felter, deriblandt sundhed, boliger, økonomisk lighed, miljø, økonomi og landbrug. Irsk genforening er dog stadig partiets vigtigste mål.

Indtil sidst i 1990’erne var partiet modstander af EU, men har siden revideret sin politik, bl.a. i erkendelse af EU's rolle i fredsprocessen. I maj 2023 besluttede Sinn Féin at droppe sit løfte om at trække partiet tilbage fra EU's forsvarsprogram Pesco og NATO's Partnerskab for Fred.

Siden folkeafstemningen i 2016 om Det Forenede Kongeriges fortsatte medlemskab af EU, hvor et flertal af nordirske vælgere stemte imod en udtræden, har Sinn Féin krævet en folkeafstemning i Nordirland og Irland om irsk genforening.

• Irlands historie
• Irlands historie fra 1914
• Nordirlands historie
• Nordirlands politiske partier