Sneakers, dansk rockgruppe, dannet 1979 med sangeren Sanne Salomonsen, Morten Kærså (f. 1957), keyboards, Mikkel Nordsø (f. 1955), guitar, Jacob Andersen (1960-2021), percussion, Klaus Menzer (f. 1961), trommer, og Christian Dietl (f. 1962), bas. Med baggrund i jazz-rock-miljøet satte Sneakers en ny hjemlig standard for rytmisk nuanceret og musikalsk teknisk kompetence, og med Sanne Salomonsen som opsigtsvækkende frontfigur fik det flittigt turnerende band succes allerede fra debutpladen i 1980, der blev fulgt op af Sui Sui (1981), Rou'let (1982) og Katbeat (1984). Gruppen opløstes i 1985. Musikerne har siden hver for sig sat deres præg på dansk rock. Gruppen gendannedes kortvarigt i 1998.