Jens Munk

Jens Munks far, Erik Nielsen Munk, fik adelstitel i 1580 for sine fortjenester under syvårskrigen, men blev fængslet i 1585 på grund af brutal adfærd overfor sine norske lensbønder. Herefter flyttede Jens Munk sammen med sin mor, Anna Bartholomæidatter, til Fredrikstad. 3 år senere blev Jens Munk sendt til sin faster i Ålborg, hvor onklen var borgmester.

Som 12-årig fik Jens Munk hyre som skibsdreng på et skib til Portugal og stod derefter i handelslære hos en købmand i Oporto; men allerede efter et års forløb til rejste han videre til Bahia i Brasilien. Her måtte han i første omgang klare sig med småjobs som skomagerdreng og malermedhjælper, inden han kunne vende tilbage til handelen.

I 1598 blev Jens Munk dog nødt til igen at forlade Brasilien efter at have involveret sig til fordel for to hollandske skibe, der havde modsat sig den spanske monopolhandel.

Tilbage i Danmark i 1598 sejlede Jens Munk i nogle år for rigsråd Henrik Ramel (født omkring 1550-1610), inden han i 1608 fik sit eget skib, med hvilket han tog på fangsttogter i Ishavet. I 1609 blev hans skib skruet ned af isen og kun med stort besvær reddede han og besætningen sig i land ved Arkhangelsk.

I 1610 kom Jens Munk i kong Christian 4.s tjeneste, og samme år udsendte kongen en ekspedition på to skibe til Barentshavet dels for at drive fangst og dels for at finde en sejlbar rute nord om Rusland. Jens Munk var kaptajn på det ene skib, men på grund af store mængder is lykkedes ikke at finde Nordøstpassagen.

I 1611 blev han udnævnt til kaptajn i den danske flåde og deltog med hæder i Kalmarkrigen, og i de følgende år sejlede han i kongens tjeneste i de nordlige have, og i 1617 sejlede han til Spanien med henblik på at hyre hvalfangere til et nystiftet dansk fangstkompagni.

I 1619 præsenterede Jens Munk en plan for en ekspedition, hvis formål var at finde vejen til Indien ved at sejle nord om Amerika: Nordvestpassagen. Den afgørende baggrund herfor var, at det i 1522 var lykkedes for Fernando de Magellan som den første at sejle hele vejen rundt om jorden syd om kontinenterne. Herefter var der adskillige, der ligesom Jens Munk, forsøgte at finde vejen til Stillehavet ved at sejle nord om kontinenterne.

Planen vandt kongens bifald, og 9. maj 1619 forlod Jens Munk København med to af flådens skibe, fregatten Enhjørningen og jagten Lamprenen, med en besætning på i alt 64 mand. 30. juni fik de Kap Farvel (nu Uummannarsuaq) i sigte, og 11. juli fortsatte de ind i Hudson Strædet; men på grund af voldsom storm og store mængder is varede det 6 uger, inden skibene kom ind i selve Hudson Bugten.

Herefter krydsede skibet Enhjørningen tværs over Hudson Bugten og nåede 7. september 1619 frem til Churchill Flodens munding, og skibet Lamprenen nåede først frem to dage senere.

Selvom det kun var i begyndelsen af september, var det allerede sat ind med sne og betydelig frost, og derfor besluttede Jens Munk at blive ved Hudson Bugtens vestkyst indtil næste forår. Man forsøgte – dog forgæves – allerede om efteråret at rekognoscere Churchill Floden og få kontakt med områdets oprindelige befolkning.

På trods af Munks organisatoriske kompetencer blev det en tragisk vinter. Mandskabet blev sat i arbejde med træfældning, jagt og etablering af vinterlejr; men ingen havde hjemmefra været i stand til at forudse, at man under så sydlige breddegrader skulle opleve en vinter med så voldsomme frostgrader. Da vejret efterhånden hindrede enhver form for indsamling af føde, var mandskabet henvist til den vitaminfattige skibskost, og resultatet viste sig snart i form af skørbug. I løbet af nogle måneder bukkede næsten alle under for sygdommen. 25. februar 1620 var der 20 døde, 10. april 41 døde og 4. juni 61 døde.

Jens Munk havde ingen erfaring med skørbug og kendte dermed ikke til mulige forholdsregler. Da isen endelig brød op midt i juni, kunne de tre overlevende sætte ørredgarn op, og ved fangsten herfra kom de så meget til kræfter, at de kunne begynde at organisere hjemrejsen. Enhver form for yderligere undersøgelser var udelukket, og fregatten Enhjørningen måtte de efterlade.

16. september 1620 begyndte de hjemrejsen med Lamprenen, og på trods af storme og isvanskeligheder, lykkedes det de tre mænd at føre det lille fartøj over Atlanterhavet, så de 21. september 1620 kunne kaste anker i en af fjordene nær Bergen. Selvom ekspeditionen var endt som en tragedie, havde Jens Munk dog udført en enestående sømandsbedrift, hvor han opdagede Churchill Floden og formodentlig også både Chesterfield Fjorden og Rankin Fjorden. Det hele har han beskrevet i Navigatio septentrionalis, 1624.

Efter den tragiske ekspedition fortsatte Jens Munk i Christian 4.s tjeneste og blev i 1621 sendt til Holland for at hyre mandskab til Det Ostindiske Kompagni.

I 1622 ledsagede han som chef for orlogsskibet Nældebladet en ostindienfarer forbi De Kanariske Øer. Siden var han udkommanderet på flere togter i de nordlige farvande indtil Kejserkrigen brød ud i 1625. Under krigen var Munk eskadrechef, og i 1628 befandt han sig med en flådeafdeling ud for i Tyskland, og her døde han under voldsomme kampe med den tyske fjende.

• Grønlandsekspeditioner
• Nordvestpassagen
• Nordøstpassagen
• kongerækken i Danmark

• Jens Munk, 1624: Navigatio Septentrionalis.
• Johannes Knudsen, 1902: Den danske Ishavsfarer Jens Munk.
• Kai Birket-Smith, 1929: Jens Munks rejse og andre danske Ishavsfarter under Christian IV.
• Thorkild Hansen, 1965: Jens Munk.
• Th. Hansen og P. Seeberg, 1965: Jens Munks mindeekspedition.