Viborg Domkirke

I øst fører en stentrappe op til det hævede kor med den halvkuppelhvælvede apsis, der er modelleret over den romanske kirkes apsis. I overgangen mellem højkoret og apsis er der desuden adgang til kortårnenes vindeltrapper, som fører op til det udvendige søjlegalleri øverst på apsis. På begge sider af kortrappen er der nedgange til den endnu bevarede romanske krypt.

Den 13,8 meter lange og 8,4 meter brede, overhvælvede krypt under højkoret får sit lysindfald fra syv vinduer placeret umiddelbart over jorden i korets og apsissens vægge, og den har i vestvæggen tillige en alterniche.

I det nordlige kryptkapel blev en granitkiste fundet i 1863, da det daværende kors mure blev nedbrudt, og i det sydlige kapel blev en Sankt Kjelds Brønd fundet i 1957, som efter sigende har kureret mange sygdomme. Derudover opbevares Valdemar Daas (død 1691) kiste også i kryptkapellet.

Korsarmene, der udgør overgangen mellem kor og skib, er overdækket af ribbeløse krydshvælv, og forsynet med høje rundbuede vinduer i gavlene. Herudover er korsskæringen forsynet med en kuppel.

Hovedskibet fremstår med en tredelt højkirkemur, og øverst i muren giver syv små rundbuede vinduer i hver side samt et større vindue i vestgavlen lysindfald i hovedskibet.

Midtskibet er ikke overhvælvet, men forsynet med et kassettedelt bjælkeloft, inspireret af loftsdekorationen i Sankt Michaeliskirken i Hildesheim.

I vest fører en portalindgang mellem vesttårnene ind til kirkens forhal, hvorfra der er adgang til skibet.

I samarbejde med H.B. Storck fremstillede Skovgaard 1895‑1897 forlæg til en stribe væg-, glas- og loftsmalerier med motiver hentet fra både Det Gamle og Det Nye Testamente, der udgjorde en stor, folkelig billedbibel i en grundtvigiansk ånd.

Sammen med en række hjælpere gennemførte Skovgaard 1897‑1906 udsmykningen af hele det mægtige rum og rundede 1912‑1913 af med en bemaling af det flade træloft over midtskibet. Den færdige udsmykning står som et ubetinget hovedværk i dansk kunsthistorie.

Skovgaards dekoration er opdelt således, at skibets vægge er bemalet med gammeltestamentlige motiver, som underordnes kirkens arkitektur. Som kontrast har sideskibenes vægge helt udmalede motiver. Selve kassetteloftet skiller sig ud, idet det er forsynet med scener fra Kristi barndom.

Korsarmene gav Skovgaard en mere rig bemaling, idet han lod dem dække med store nytestamentlige scener, keruber, evangelister og på hvælvene apostle. Korets vægge viser Kristi forherligelse efter døden, mens Kristus troner omgivet af menneskeheden og engle på apsissens halvkuppelhvælv.

Som et samarbejde mellem Skovgaard og Thorvald Bindesbøll blev der i forbindelse med udsmykningen af kirken også udført en glasmosaik til vestvinduet, som blev opsat i 1907.

I middelalderen havde kirken et anseeligt antal altre viet til Sankt Kjeld, Vor Frue, Hellig Kors, Alle Helgen m.fl. Herudover var den i besiddelse af Sankt Kjelds helgenskrin og et stort antal relikvier, herunder noget af Jomfru Marias hår. De mange altre og relikvier bidrog unægtelig til kirkens anseelse, men efter Reformationen mistede de deres betydning.

Størstedelen af de ældre inventarstykker er gået tabt, men enkelte er bevaret i domkirken. Heriblandt først og fremmest kirkens 2,8 meter høje syvarmede lysestage. Ifølge en inskription er den fremstillet i Lübeck i 1494 og skænket til kirken af kannikken Peder Povlsen. Stagen hviler på tre bronzeløver og har en bogpult monteret til stangen. Den blev beskadiget under den store brand i 1726, men restaureret i 1730, og er i dag opstillet foran koropgangen.

På arkaderækkens østligste pille, modsat prædikestolen i midtskibet, er ophængt et middelalderligt krucifiks, som menes at komme fra en anden kirke. I det sydlige sakristi findes desuden tre helgenfigurer, som tidligere fandtes i Karup Kirke, men blev doneret til kirken af præsten Abraham Kall Rasmussen (1824-1901). I hver korsarm er der desuden ophængt en messinglysekrone med årstallet 1781 indgraveret, og på vestvæggen er der ophængt fragmenter af de middelalderlige korstole.

Den gamle kirkes altertavle, der var en gave fra oversekretær Christian Møinichen (1683-1749), var forsynet med et alterbillede med en korsfæstelsesfremstilling udført af Hendrik Krock. Maleriet er nu ophængt i nordre sakristi, der i dag fungerer som præsteværelse.

I overgangen mellem apsis og kor blev to trappetårne føjet til østpartiet. Vest for koret lå et tværskib mellem østpartiet og det treskibede langhus, og i vinklen mellem koret og tværskibets arme blev der desuden opført to sakristier, dvs. præsteværelser, hvortil der var adgang fra både kor og krypt.

Helt i vest lå en anseelig forhal, flankeret af to kvadratiske tårne. Det antages også, at der over forhallen har været en øvre etage, som sammen med forhallen udgjorde et selvstændigt såkaldt vestværk, der også var synligt udvendigt.

Byggematerialet var for størstedelens vedkommende omhyggeligt udhugne granitkvadre, mens al og frådsten blev benyttet i krypten, og rhinsk tufsten fandt anvendelse i korttårnenes øvre partier.

Det nye byggemateriale tegl, der fandt anvendelse i Danmark i anden halvdel af 1100-tallet, har også fundet vej til byggeriet i Viborg og indgår bl.a. i vesttårnene. Brugen af tegl taler for, at byggeriet kan have fortsat et stykke ind i 1200-tallet.

Kirken undergik i de efterfølgende århundreder markante forandringer. Men da den forud for nedrivningen i 1863 ikke blev særlig omhyggeligt undersøgt, er kendskabet til de oprindelige arkitektoniske detaljer og senere om- og tilbygninger derfor meget overordnet.

Apsis var formentlig den rigest udsmykkede del af kirken. Apsissens endnu bevarede midterste vindue påkalder sig desuden særlig opmærksomhed, idet det flankeres af to billedkvadre med relieffer af løver.

Der er reelt intet kendskab til tværskibets og langhusets facader i romansk tid. Men begge vesttårne menes at have været prydet af blindarkader i tre etager på de frie sider. Ved tårnenes nedbrydning i 1863 blev der desuden fundet spor af gallerier, i form af søjlefragmenter højere oppe i murværket.

Kirkens tre portaler, herunder især hovedindgangen i vest, menes at have inspireret til egnens landsbykirkers ofte forekommende portaler med seks frie søjler, men det vides reelt ikke, hvorledes portalerne var udformet.

Et par tegninger af søndre sideskibs portal fra umiddelbart før nedrivningen i 1863 viser den som en dobbelt falset søjleportal med kraftigt profilerede kragsten, men det er ikke muligt at afgøre, hvorvidt den fremstår i sin oprindelige form på tegningerne, da den blev renoveret efter de store brande i kirken i 1567 og 1726. Nordre sideskibsportal var enklere udført med blot en rundbuet døråbning.

Et Sankt Kjelds Kapel blev bygget i hjørnet mellem nordre tværskib og nordre sideskib få år efter kirkens opførelse. Det er tidligere blevet foreslået, at det stod færdig allerede i 1189, men i lyset af, at det var opført i tegl, må dateringen betragtes som usikker. Sikkert er det dog, at biskop Gunnar blev gravlagt foran alteret i kapellet i 1251. I senmiddelalderen, formentlig efter branden i kirken 1501, blev kapellet desuden udvidet og overhvælvet.

I hjørnet mellem søndre tværskib og søndre sideskib blev et kapel viet til Sankt Anne opført på et ikke kendt tidspunkt før 1393. Rummet var overhvælvet, og forsynet med spidsbuede vinduer i syd og vest.

I 1393 blev kirkens største kapel, Vor Frue Kapel, indstiftet af Dronning Margrete 1. Ved opførelsen blev gavlen på det nærliggende Sankt Anna Kapel helt dækket af kapelfacaden. Kapellet var overhvælvet af stjernehvælv og udmærker sig sine arkitektoniske ligheder med det noget yngre Helligtrekongers Kapel i Roskilde Domkirke. Endelig blev der før ca. år 1500 også føjet et kapitelhus til østsiden af søndre tværskibsarm.

Et usædvanlig stort antal historiske personer er begravet i Viborg Domkirke, og endnu inden færdiggørelsen af den romanske kirke blev domprovsten Kjeld (død 1150) begravet i kirken. Han blev kanoniseret i 1189, hvilket gør Viborg til den eneste danske by, der har knyttet en helgen til sit navn: Skt. Kjeld af Viborg.

Kjelds helgenskrin, der var af træ med forgyldte messingbeslag, dragehoveder og med lænker til ophængning, gik til i branden i 1726. Arkæologen Henry Petersen fandt formentlig et af dragehovederne, da kirken blev revet ned. Det syv 7 cm lange, forgyldte dragehoved menes således at være en gavlprydelse fra et husformet relikvieskrin. Det har i sit gab en øsken og i nakken en charnier, dvs. et led, hvis formål ikke kendes. Herudover er dragehalsens midterste del hul bagtil og forsynet med to naglehuller. Fundet opbevares i dag i Nationalmuseet.

Herudover påkalder Erik Klippings grav sig opmærksomhed. Efter mordet i Finnerup Lade blev kongen lagt i en dobbelt kiste af bly og træ og nedsat i en muret grav foran højalteret i kirken. Graven gik næsten helt til ved branden i 1726, men i 1863 blev dens bund genfundet. En indskriftsten i korgulvet markerer i dag stedet for graven.

Af andre gravlagte fra middelalderen skal især den navnkundige bisp Gunner (ca. 1152-1251) nævnes. Han blev gravlagt foran alteret i Sankt Kjelds Kapel.

Kirken var i middelalderen den jyske adels foretrukne gravkirke, og den vedblev i århundrederne efter Reformationen at være et eftertragtet sidste hvilested for både adelige, gejstlige og borgerlige. Kun få af de mange begravelser, var dog bevaret på nedrivningstidspunktet i 1863.

I dag er der endnu bevaret gravminder i kirken, heriblandt under kirkens forhal. Her blev der i 1869 indrettet en gravhvælving, hvortil der adgang fra det sydlige vesttårn. Blandt de otte gravlagte er flere medlemmer af adelsslægten Sehested. Fra denne gravhvælving er der desuden adgang til en gravhvælving fra 1796 under nordtårnet.

Af særskilt interesse er dog især de to imponerende metalkister med ligene af generalmajor Gregers Daa (1658-1712) til Hald og hustru Jeanne Marie Ruse, der begge døde i 1712.