domkirke

I listen nedenfor står der i parentes, hvornår de nuværende bygninger er opført. De fleste har haft forgængere af nu nedrevne bygninger, ligesom størstedelen er blevet bygget om og har fået tilbygninger i perioderne efter deres opførelse.

• Haderslev Domkirke – Vor Frue Kirke (1420-1440)
• Helsingør Domkirke – Sankt Olai Kirke (1400-tallet)
• Københavns Domkirke – Vor Frue Kirke (1829)
• Maribo Domkirke (1400-tallet)
• Odense Domkirke – Sankt Knuds Kirke (1280’erne)
• Ribe Domkirke (ca. 1150-1250)
• Roskilde Domkirke (ca. 1200)
• Viborg Domkirke (1876)
• Aalborg Domkirke – Sankt Budolfi Kirke (ca. 1450)
• Aarhus Domkirke – Sankt Clemens Kirke (fra 1190’erne og 100 år frem)

Læs mere om stifternes og dermed domkirkernes historie i artiklen stift.

• Havnar Kirke (Tórshavn) i Færøernes Stift
• Vor Frelser Kirke (Nuuk) i Grønlands Stift
• Sankt Ansgars Kirke (den danske romerskkatolske kirkes domkirke i København)

De danske domkirker er kendt for forskellige ting og beskrives her kort i kronologisk orden efter det omtrentlige opførelsestidspunkt.

Domkirkernes form er videreudviklet fra den romersk-antikke basilika, og i middelalderbyen ragede kirkerne markant op over de lave huse.

I middelalderen, da Danmark var katolsk, var der tilknyttet et større præsteskab til domkirkerne – et domkapitel. I den romanske og særligt den gotiske periode blev disse hovedkirker omgivet af andre gejstlige bygninger som biskoppens palads, boliger for domkapitlet, administrationsbygninger og katedralskoler. De mange sidebygninger, deres vældige dimensioner og domkirkernes arkitektoniske rigdom skulle dog først og fremmest tilfredsstille repræsentative behov, ikke praktiske.

I middelalderen, i den katolske tid, var det indre af domkirkerne præget af en anden type gudstjeneste, som foregik på latin. Desuden var kirkernes helligste områder forbehold præsteskabet, og der var opsat afskærmning med såkaldte korgitre eller lektorier, som afsondrede præsteskabet i øst fra lægfolket i vest. Det dybe perspektiv, som vi i dag er vant til, der uden afbrydelse leder blikket fra indgangen i vest til altret i øst, har derfor været middelalderen ganske fremmed.

Efter Reformationen blev domkapitlerne nedlagt, og præsteskabet blev kraftigt reduceret. Derfor mistede mange af de tilstødende bygninger deres oprindelige funktion, og de blev i renæssancen en del af de byer, der var vokset op omkring domkirkerne. Kirkerne fortsatte dog med at være stifternes vigtigste kirker.

Op gennem renæssancen, barokken og videre frem til i dag er domkirkerne typisk de kirker, der har haft flest penge, og de er fortsat blevet udbygget og ombygget, så de kunne vedblive med at fungere som stifternes repræsentation. At de har været prestigebyggerier, kan man se af, at de ofte er store, velholdte og rigt udsmykket både arkitektonisk med fin formgivning og detaljering, og i det indre har de fået et prægtigt inventar. Det er også ofte i disse kirker, at stifternes rigeste har ladet sig begrave.

• Vor Frue Kirke i Aarhus (tidl. kaldet Sankt Nicolai kirke)
• Vestervig Kirke (indtil 1130, da bispesædet flyttedes til Børglumkloster Kirke)
• Børglumkloster Kirke (indtil 1554, da bispesædet flyttedes til Sankt Budolfi Kirke)

• Lunds domkirke i Lund i Skåne (nu Sverige)
• Dalby kirke i det sydvestlige Skåne (nu Sverige)
• Nidaros domkirke eller Nidarosdomen i Trondheim (Norge)
• Bergen domkirke i Bergen (Norge)
• Stavanger domkirke i Stavanger (Norge)
• Slesvig Domkirke eller Sankt-Petri-Dom zu Schleswig i Slesvig by i Sydslesvig (nu Tyskland)

• katedral
• katedralskole
• basilika
• kloster
• stift
• kirkearkitektur
• Den grønlandske kirke

• Havnar Kirke (Torshavn) i Færøernes Stift
• Religion og trossamfund på Færøerne

• Religion og trossamfund i Grønland