Faktaboks

Vittore Carpaccio
Født
1465, Venedig, Italien
Død
1526, Koper, Slovenien
Levetid - kommentar
Omtrentlige fødsels- og dødsår
Drømmen om Skt. Ursula af Vittore Carpaccio, 1495.
Af /Gallerie dell'Accademia, Venedig.

Vittore Carpaccio var en italiensk maler. Vittore Carpaccio er en vigtig overgangsskikkelse mellem sengotik og renæssance i den venetianske malerkunst.

Kunstneriske stil

Carpaccio malede portrætter såvel som religiøse og verdslige motiver, men specialiserede sig i fortællende billedserier, der var efterspurgte til byens scuolaer.

Disse billeder tager udgangspunkt i værker af Gentile Bellini, der måske var hans lærer; men Carpaccios malerier opleves som mere livlige og episodisk skildrende end Bellinis stringent opbyggede, panoramiske scenerier. En livagtig menneskeskildring i troværdigt skabte venetianske omgivelser, en kontrastrig kolorit og autentiske samtidige detaljer giver motiverne en atmosfære af venetiansk hverdagsliv.

Den hellige Ursulas legende

Malerens første store billedserie var ni malerier med motiver fra Den hellige Ursulas legende, malet i 1490-1494 til Scuola di Sant' Orsola (nu i Accademia, Venedig). I 1502-1507 malede han en billedserie til Scuola di San Giorgio degli Schiavoni, i 1504-1508 til Scuola degli Albanesi og i 1511-1520 til Scuola di San Stefano.

I 1507 bidrog Carpaccio også til udsmykningen af Dogepaladset, en dekoration, der gik tabt ved en brand i 1577.

Under en udstilling af Vittore Carpaccios billeder i 1963 i Dogepaladset knyttedes hans navn til den kendte ret carpaccio på grund af de fremtrædende røde farver i hans malerier.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig