amatørmusik

Brugen af begrebet amatør i forbindelse med musik går tilbage til 1700-tallet. Amatørmusik blev omkring 1800 dyrket overalt i Europa på slotte og herregårde og i borgerlige kredse. I byerne opstod musikalske klubber og koncertselskaber, hvor dygtige amatører fremførte musik sammen med professionelle musikere. Denne flydende overgang mellem amatøren og den professionelle kendetegner fra gammel tid også spillemandsmusikken, som dog havde meget få fuldtidsprofessionelle udøvere.

Hjemmemusikken og kormusikken blomstrede op i 1800-tallet; et dannet hjem var "et hjem med klaver", hvor børnene – især pigerne – gik til klaverundervisning hos lokale pianister, og sang blev dyrket både privat og i de talrige kor, der opstod.

Studenter-Sangforeningen i København oprettedes i 1839, og korsangen bredte sig i løbet af 1800-tallet til hele landet og til alle sociale lag. Det ældste amatørsymfoniorkester i København, Euphrosyne, blev stiftet i 1875.

Det rige amatørmusikliv har også højskolebevægelsen og opsvinget i den folkelige fællessang som forudsætning, ligesom udviklingen af musikpædagogikken og oprettelsen af musikskoler landet over har stimuleret amatørmusiklivet.

Med tiden opstod en række landsdækkende interesseorganisationer på området, fx Danske Folkekor (1902), Dansk Amatør Orkester Samvirke (1949, senere omdøbt til Dansk Amatørorkesterforbund), Folkekirkens Ungdomskor (1968, 2022 omdøbt til Korliv), Kor72 (1972) og FAJABEFA (Foreningen af Jazz-, Beat- og Folkemusikamatører (1972-2003). Og i 1977 blev Landssekretariatet for Dansk Amatørmusik oprettet, hvilket senere blev afløst af paraplyorganisationen Amatørmusik Danmark.

I diskussionen om amatørmusikkens status inden for klassisk musik tales der ofte om en fødekæde, der begynder med kvalificeret musikundervisning af små og større børn i børneinstitutioner og folkeskoler, går over frivillig, betalt sang- og instrumentalundervisning i landets mange musik- eller kulturskoler, undervisning af særligt talentfulde unge amatører på Musikalske Grundkurser (MGK, ofte tilknyttet gymnasier) til musikkkonservatorierne, som uddanner de største talenter til professionelle musikere.

En særlig status har de semi-professionelle amatører, sangere eller instrumentalister på et højt niveau, som dyrker musikken i deres fritid og uden betaling. I de seneste årtier mener mange, at fødekæden er blevet brudt, fordi der mangler kvalificerede pædagoger og musiklærere, og fordi musikskoleundervisningen er blevet dyrere, hvilket udelukker mange børn og unge.

Inden for den såkaldte rytmiske musik er grænsen mellem amatører og professionelle ofte flydende. Et stigende antal professionelle rytmiske musikere bliver uddannet på landets konservatorier, særligt Rytmisk Musikkonservatorium (RMC i København), men mange rytmiske musikere, som opnår professionel status, har aldrig eller kun i begrænset omfang fået formel undervisning.

• Danmark – musik
• Danmark – musik: Institutioner og musikliv
• musikskole
• musikpædagog
• klassisk musik