Arteria pudenda interna er en endegren af arteria iliaca interna, hvor denne deler sig i to (i arteria glutea inferior og arteria pudenda interna). Arterien forsyner endetarmens nedre del samt muskulaturen (og huden) i bækkenbunden og de ydre kønsorganer.
Faktaboks
- Etymologi
-
Af latin pudendus 'hæslig, skammelig, som man må skamme sig over'.
- Også kendt som
-
bækkenbundsarterien
Arterien går på hver side langs bageste del af det lille bækken, foran musculus piriformis. Her træder den ud gennem foramen infrapiriforme, går bag ligamentum sacrospinale og ind i bækkenrummet igen gennem foramen ischiadicum minus.
Den går derefter langs sædebenets knude (tuber ischiadicum), fremad via Alcocks kanal sammen med nervus pudendus, hvor den afgiver grene til endetarmen (arteria rectalis inferior), bækkenbunden (arteria perinealis) og de ydre kønsorganer (arteria dorsalis & profunda penis og ramus scrotalis & labialis), samt urinrøret (arteria urethralis).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.