Arteriae iliacae communes er to arterier, der udgør fortsættelsen af aorta i maven (aorta abdominalis). Dette sker ved, at denne deler sig i højden med fjerde lændehvirvel (L4, bifurcatio aortae). De to arteriegrene fortsætter skråt nedad i en vinkel på omtrent 65–75° (noget større hos kvinder end hos mænd), langs den mediale kant af musculus psoas major.

Faktaboks

Etymologi

Af latin ilium 'sædeben' (os ilium).

Også kendt som

arteria iliaca communis dextra & sinistra

Arterierne er beklædt med bughinde (peritoneum) og afgiver kun ubetydelige sidegrene til psoasmusklen, urinlederne og lymfeknuder undervejs. Den højre er 5–6 centimeter lang, den venstre 4–5 centimeter. Begge arterier deler sig igen på højde med den øvre kant af iliosakralleddet (articulatio sacroiliaca), og danner to større arteriestammer for bækkenorganerne og underekstremiteterne, arteriae iliaca interna og ilaca externa.

Arteriae iliacae communes er sammen med nederste (distale) del af aorta og arteriae iliaca externa nok det sted i kroppen, hvor atherosklerose først kan erkendes (tidligst i livet). Fordi årerne er store, kan man have store plaques (fedt- og kalkaflejring) uden at de obstruerer blodstrømmen betydeligt. Når forsnævringen tiltager, og lumen er reduceret med mere end 50-70%, kan der opstår claudicatio intermittens (smerter ved gang som hindres i hvile, vindueskiggersyge). Ved yderligere progression foruden forsnævringer på benets årer kan der opstå koldbrand i tæer eller fod.

Anatomisk nøgleinformation

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig