claudicatio intermittens

Tilstanden skyldes forsnævringer eller tilstopning af arterierne i bækkenet, låret eller læggen. Musklerne får ved gang ikke tilført tilstrækkelige mængder ilt, og resultatet er anaerob forbrænding og produktion af mælkesyre i de involverede muskelgrupper. Forsnævringerne og tilstopningerne i arterierne ved claudicatio intermittens skyldes oftest åreforkalkning. De vigtigste risikofaktorer for udvikling af tilstanden er rygning og diabetes.

Tilstanden vil normalt udvikle sig langsomt og giver en lille risiko for at miste benet (amputation).

Smerterne opstår efter en vis tids gang. De forsvinder i hvile og fremprovokeres hurtigere ved øget belastning, som ved øget fart eller gang op ad bakke. Symptomerne er som oftest lokaliseret til lægmuskulaturen, men kan også forekomme i lår, balder og fødder.

Ud over at foretage en klinisk undersøgelse diagnosticeres tilstanden nemmest ved måling af ankel-arm-indeks: Det systoliske blodtryk på ankelniveau måles med et apparat, kaldet et dopplerapparat, og deles med det systoliske tryk i armen. Målinger udføres i begge ankler, og resultaterne vurderes som vist i tabellen.

Et ankeltryk lavere end 50 mmHg er ofte forbundet med kritisk iskæmi.

Hvis tilstanden vurderes at være behandlingskrævende, vil næste skridt være at foretage billeddiagnostik i form af ultralyd, CT-angiografi eller MR-angiografi.

Claudicatio intermittens vil normalt have en langsom progression til kortere gangdistance. Risikoen for at udvikle kritisk iskæmi og behov for amputation er under fem procent i løbet af fem år, men er højere ved diabetes og rygning. Ved perifer karsygdom har man øget risiko for samtidig iskæmisk hjertesygdom og øget risiko for slagtilfælde. Af den grund er det vigtigste tiltag at modificere risikoen ved rygestop samt behandling af diabetes, højt blodtryk (hypertension) og vægtreduktion. Behandling med blodpladehæmmere og statiner vil også reducere risikoen for komplikationer.

Gangtræning har vist at kunne øge gangdistancen med 150 procent, og organiseret træning har størst effekt.

Kirurgisk behandling kan overvejes, hvis gangtræning ikke har tilfredsstillende effekt. Afhængig af anatomi står valget da mellem PTA (perkutan transluminal angioplastik), trombendarterektomi eller bypass-operation.

• perifer arteriel sygdom
• åreforkalkning
• endarteritis obliterans
• diabetes