Det Republikanske Parti (USA)

Historisk set opfattes Republikanerne som erhvervslivets beskytter i den politiske proces. Økonomisk er partiet ofte kritisk over for en stor velfærdsstat og et stort offentligt forbrug. En vigtig undtagelse i nyere tid er dog villighed til at betale for en stor militærstyrke for at oprette USA's internationale rolle.

Desuden støtter Republikanerne oftest lave skatter, privatisering af velfærdsprogrammer, frihandel og mindre regulering af erhvervslivet. Nogle republikanere, bl.a. Donald Trump, støtter dog høj told på import.

Traditionelt har økonomiske interesser betydet, at partiet har støttet relativ fri immigration til USA (særligt fordi det giver adgang til billig arbejdskraft), men i senere årtier har partiet været mere kritiske over indvandring, især fra Mexico, der på partiets højrefløj opfattes som en trussel imod USA.

Oprindeligt er Det Republikanske Parti grundlagt som et parti, der ville bekæmpe slaveriet. I dag kendetegnes partiet i højere grad som de hvide vælgeres parti, der er skeptisk over for det multikulturelle USA.

Generelt er Republikanere kritiske over for grøn energi og støtter især olieindustrien. De ønsker mindre regulering af industrien, og i dele af partiet benægter man global opvarmning og menneskeskabte klimaforandringer.

En afgørende gruppe i partiet er det religiøse højre, der har medført, at partiet er primært pro-life, altså imod kvinders ret til abort. Mange republikanere er fortalere for konservative familiemønstre, hvor kvinder skal opfylde traditionelle roller i hjemmet.

Generelt er partiet stærkt kritiske over for kønsminoriteters rettigheder, bl.a. modstand imod homoseksuelle ægteskaber.

Det Republikanske Parti støtter retten til at bære våben og er imod en strengere våbenlovgivning. Traditionelt har de haft stor fokus på "law and order", dvs. at slå hårdt ned på kriminalitet og især narkotika har været i fokus af flere omgange. Mange republikanske politikere er tilhængere af dødsstraf.

Udenrigspolitikken er det område, hvor de to partier har haft mest til fælles, indtil Donald Trumps "America First"-doktrin siden 2017. Republikanerne har historisk været splittet mellem isolationister, der er imod amerikansk engagement internationalt, og mere aktivistiske grupperinger. Isolationisterne har den opfattelse, at USA skal deltage mindre i internationalt diplomati og militæraktioner og i stedet fokusere på egne problemer.

De mere aktivistiske strømninger i partiet var stærke under Den Kolde Krig, hvor et stort militær skulle afskrække Sovjetunionen, og siden under Præsident George W. Bush, hvor neokonservative forsøgte at styrke demokrati internationalt med militære midler, især i Mellemøsten.

Hvert fjerde år mødes partiet ved partikonventet. Dette finder sted om sommeren i et år, hvor der er valg til præsidentposten. Ved konventet vedtages et partiprogram, og der vælges officielt en præsidentkandidat og vicepræsidentkandidat.

Reelt vælges præsidentkandidaten ved en række primærvalg (afholdes i foråret i valgåret), hvor alle medlemmer i partiet kan stille op og herefter vælges af partiets vælgere. Dermed har partitoppen relativt lille indflydelse på valget af præsidentkandidat.

Ved præsidentvalget i 1860 opstillede republikanerne Abraham Lincoln som deres præsidentkandidat, og da han vandt valget, forlod en række sydstater unionen for i stedet at danne the Confederate States of America. Det udløste i begyndelsen af 1861 Den Amerikanske Borgerkrig. Sydstaternes nederlag i krigen betød, at partiet var hadet i Syden, og der skulle gå et århundrede inden republikanerne begyndte deres dominans i sydstaterne.

Partiet dominerede amerikansk politik næsten uafbrudt i perioden 1860-1932, hvor man vandt 14 af 18 valg til præsidentposten. Det politiske grundlag fornyedes af Theodore Roosevelt, som efter 1900 tiltrak en ny klasse af selvstændige og veluddannede funktionærer og engagerede partiet i en mere aktivistisk udenrigspolitik.

Den republikanske dominans blev ikke truet, før New Deal-politikken i perioden 1932-1952 forenede Nordstaternes arbejderbefolkning og Sydstaternes konservative demokrater. Det Republikanske Parti konsoliderede i disse år sin position som pro-businessparti, der som udgangspunkt modsatte sig høje skatter og statslig intervention.

I 1968 var det muligt for Richard M. Nixon at vinde præsidentposten i et stærkt splittet USA. Nixon formåede at tiltrække arbejdervælgere i storbyernes forstæder, ligesom han udnyttede de muligheder som borgerrettighedsbevægelsen havde givet republikanerne for at tiltrække nye hvide vælgere i Sydstaterne.

Nixons genvalg i 1972 var i høj grad en reaktion mod borgerretslovgivningen, den seksuelle frigørelse i 1960'erne og demonstrationerne mod den fortsatte krig i Vietnam.

Dette blev yderligere styrket under præsident Ronald Reagan. Ikke mindst modstanden mod abort, som USA's højesteret i 1973 havde stadfæstet en forfatningssikret ret til i sagen Roe versus Wade, blev en mærkesag for mange republikanske vælgere. Konservative Demokrater, som der især havde været mange af i Syden, forsvandt over i det Republikanske Parti, mens liberale republikanere i stigende grad følte sig hjemløse i partiet og bevægede sig over i den demokratiske lejr. Dette øgede yderligere polariseringen mellem partierne. Samtidig blev det i stigende grad set som politisk risikabelt for de to partiers medlemmer af Kongressen at arbejde henover midten med kolleger fra det andet parti.

En ny konfrontatorisk kurs blev for alvor stadfæstet i partiet i 1990'erne af Newt Gingrich, formand for Republikanerne i Repræsentanternes Hus. Han sikrede Republikanerne et flertal i Kongressen i perioden 1994-1998 med krav om lov og orden, skattenedsættelser, afskaffelse af velfærdsstaten, begrænsning af adgangen til abort og hurtig eksekvering af idømt dødsstraf.

Republikanerne vendte tilbage til Det Hvide Hus i 2001, med valgsejren til George W. Bush, men der blev snart sået tvivl om republikanernes og Bush-regeringens kompetence efter bl.a. tilbageslag i Irak og håndteringen af katastrofen i 2005 efter orkanen Katrina i New Orleans.

Under Demokraten Barack Obamas præsidenttid i årene 2009-2017, bragte forretningsmanden og realitystjernen Donald Trump sig i centrum med kritik af nationens tilstand. Trump stillede op til præsidentvalget i 2016, og i sin primærvalgkampagne anvendte han stærkt nedsættende betegnelser om et antal minoritetsgrupper – ikke mindst immigranter fra Mexico og muslimer. Med støtte fra begejstrede kernevælgere vandt Trump primærvalget, og efterfølgende vandt han i november 2016 en sejr i præsidentvalget – en sejr, de færreste politiske iagttagere havde troet mulig.

Da Trump tabte sin kamp for genvalg i 2020 til Demokraten Joe Biden, nægtede han at anerkende sit nederlag, hvilket bl.a. endte med et voldeligt sammenstød imellem Trump-støtter og sikkerhedsstyrker i Kongresbygningen den 6. januar 2021 ved Stormen på Kongressen. På trods af utallige retssager, lykkedes det Trump at blive partiets præsidentkandidat igen, og han vandt endnu et præsidentvalg i november 2024. På dette tidspunkt var de moderate republikanske politikere, der havde kritiseret Trump, blevet frosset ud af partiet og straffet af vælgerne. I denne valgkamp rykkede partiet yderligere til højre, især på immigration og race, hvor Trump flere gange talte om racerenhed. Nogle medlemmer af partiet og tidligere ansatte i Trumps regering støttede Trumps modstander, vicepræsident Kamala Harris.