følesans

Det er et gennemgående træk i evolutionen, at sanseapparatet og nervesystemet udvikles mod en stigende forfinelse i analysen af omverdenen. Forfinelsen er opnået dels ved forbedring af sanseapparatets evne til at skelne mellem forskellige påvirkninger, dels ved en raffinering af nervesystemets signalbehandling, bl.a. gennem integration af flere sanseindtryk.

Mekanoreceptorer og de fleste nociceptorer virker på den måde, at deformation af den yderste ende af nervetråden depolariserer den elektriske spændingsforskel over cellemembranen, også kaldet membranpotentialet, proportionalt med deformationens omfang. Når depolariseringen når en tærskelværdi, starter et aktionspotential, som forplantes gennem nervetråden til centralnervesystemet med stor hastighed. Vedbliver deformationen af nervetrådens ende, afsendes en serie af aktionspotentialer, hvis afstand i tid bærer information om deformationens størrelse.

Nogle receptorer adapterer, således at aktionspotentialernes hyppighed aftager, selvom deformationen af nervetrådens ende er konstant. De receptorer reagerer derfor især på ændringer, mens andre receptorer kun i ringe grad adapterer og derfor kan give informationer om deformeringens varighed. Sansemekanismen for termoreceptorer er ukendt.

Nociceptorer er også følsomme for kemiske påvirkninger, fx pH, og for stoffer, som frigøres ved betændelsesreaktioner. Deres følsomhed øges af prostaglandiner, som produceres i bindevæv, specielt ved betændelsesreaktioner. Acetylsalicylsyre, som fx findes i Kodimagnyl®, hæmmer dannelsen af prostaglandiner, hvilket er baggrunden for dette og lignende stoffers smertedæmpende virkning.

Visse lidelser i centralnervesystemet medfører udfald af smertesansen, uden at den almindelige berøringssans er tydeligt påvirket. Smertesansens vigtighed som advarselssystem ved truende påvirkninger fremgår af, at personer med udfald af smertesansen i løbet af kort tid pådrager sig talrige forbrændinger og snitsår, fx på hænderne.