fordøjelsen

Tygningen opdeler maden og blander den med spyt. Dermed lettes transporten videre i fordøjelseskanalen. Grundig tygning af maden er af betydning for den videre optagelse af næringsstoffer.

Fødevarer som frugt og grøntsager og især råkost kræver god tyggefunktion, fordi cellevæggene i plantecellerne ikke kan nedbrydes i fordøjelseskanalen og derfor skal sprænges ved tygning eller kogning. Dårlige tænder og mundtørhed er vigtige årsager til, at ældre mennesker spiser for lidt, fordi de har problemer med at findele maden, så de kan synke den.

Spyttet udskilles fra tre par store spytkirtler og fra mange små spytkirtler i mundslimhinden. De tre par store spytkirtler ligger foran øret, under kæben og under tungen.

Kirtlerne producerer op til én liter spyt om dagen. Spytudskillelsen stimuleres dels af selve tygningen og dels af reflekser, der udløses af synet, lugten og smagen. Også bare tanken om mad stimulerer spytproduktionen. Disse reflekssignaler når frem til spytkirtlerne via det autonome nervesystem, som regulerer produktionen og udskillelsen af spyt.

Spyttet indeholder et slimlignende stof kaldet mucin. Dette er et såkaldt glykoprotein, der smører og gør maden blød. Spyttet indeholder også enzymet amylase (ptyalin), som spalter store kulhydrater, fx stivelse, til enklere sukkermolekyler. Der findes også nogle proteinspaltende enzymer i spyttet.

Tyndtarmen producerer tarmsaft med enzymer fra tarmens egne kirtler. I alt udskilles der 8–10 liter væske, som blandes med maden, der dels findeles og fortyndes yderligere samt påvirkes af enzymerne. Bidraget fra bugspytkirtlen og galdeblæren er dog vigtigere end tarmsaften. Fra bugspytkirtlen og galdeblæren går der udførselsgange, der munder ud i tolvfingertarmen via papilla Vateri.

Når den sure, halvflydende masse af delvist fordøjet mad tømmes ud af mavesækken gennem maveporten (pylorus), udsender tolvfingertarmen via blodet to hormoner, som stimulerer bugspytkirtlen. Det ene hormon kaldes sekretin, og det stimulerer udskillelsen af bikarbonat. Bikarbonat er en base, der neutraliserer saltsyren fra mavesækken. Det andet hormon er cholecystokinin. Dette stimulerer udskillelse af enzymrigt bugspyt fra bugspytkirtlen. Cholecystokinin stimulerer bl.a. også galdeblæren til at trække sig sammen, så galden tømmes ud i tolvfingertarmen.

Enzymerne i bugspyttet nedbryder alle hovedgrupper af næringsstoffer. Blandt de vigtigste enzymer er:

1. trypsin og kymotrypsin, som fortsætter pepsinets nedbrydning af proteiner
2. pankreasamylase, som ligesom amylase i spyt spalter stivelse og glykogen
3. pankreaslipase, som spalter fedtstoffer (triglycerider) til glycerol og fedtsyrer

Også galden er meget vigtig i nedbrydningen af fedtstoffer. Galdesyrerne i galden bidrager til, at fedtet emulgeres, det vil sige, at det omdannes til en opløsning af mikroskopiske dråber kaldet miceller. Micellerne har stor overflade, hvilket gør, at enzymerne får en stor overflade at virke på.

Tyndtarmen er et 5,5–6,5 meter langt rør med en diameter på 3–4 centimeter. Indersiden af røret består af slimhinden, hvor alle næringsstofferne optages. Slimhinden i tyndtarmen består hele vejen af fingerlignende udposninger, der kaldes tarmtrevler (villi). Det antages, at der findes omkring fire millioner tarmtrevler. Disse står tæt og er 0,5–1 millimeter lange. Tarmtrevlerne gør, at overfladen på slimhinden bliver meget stor; den er beregnet til at være over 200 kvadratmeter.

Cellerne, der beklæder trevlernes overflade, kaldes epitelceller. Hver af disse celler har op til 1000 såkaldte små "hår" kaldet mikrovilli. Disse kan kun ses i elektronmikroskop. Sammenlagt betyder dette, at den samlede overflade, der kan suge næringsstoffer op, bliver meget stor.

Næringsstoffer, der er nedbrudt til små molekyler, optages af tarmcellerne, dels ved diffusion og dels ved aktiv transport gennem cellemembranen. Kulhydrater optages først og fremmest som enkle sukkermolekyler (monosakkarider), fx glukose. Proteiner nedbrydes til peptider, som igen nedbrydes til aminosyrer.

Sammen med salt og vandopløselige vitaminer udskilles monosakkarider og aminosyrer i små blodårer i tarmtrevlerne. Herfra føres de med blodet via portåren til leveren. Nedbrydningsprodukterne fra fedtet i maden (fedtsyrer, mono- og diglycerider og glycerol) opbygges i tarmcellerne til triglycerider og pakkes ind i en kappe, der består af protein, kolesterol og fosfolipider, før de kommer over i lymfen som såkaldte kylomikroner.

Kylomikronerne er for store til at trænge ind i de mindste blodårer (kapillærerne). Derfor føres de gennem lymfen og ud i en stor vene på halsen. De fedtopløselige vitaminer, A-, D-, E- og K-vitamin, optages i kroppen sammen med fedtstofferne.

Tarmindholdet skubbes gennem tyndtarmen af muskelvæggens peristaltiske bølger. Udover denne bevægelse langs tarmen i retning fra mavesæk mod tyktarm er der også anden peristaltik, der delvis går den modsatte vej og delvis deler tarmen op i segmenter. Dette bidrager til at ælte og fordele tarmindholdet bedre, så kroppen kan udnytte mest muligt af næringsindholdet. Passagen gennem tyndtarmen tager gerne 4-5 timer.

Det meste af afføringen er ikke affaldsstoffer fra fordøjelsen, men tarmbakterier. Bakterierne i tarmen (tarmfloraen) spiller en helt central rolle i fordøjelsen, ved at de hjælper med nedbrydning og omsætning af næringsstoffer. I mavesækken er der næsten ingen bakterier til stede på grund af det sure miljø, men nedad i tyndtarmen og især i tyktarmen er der store mængder bakterier til stede til enhver tid. I ét gram afføring er der 10¹² bakterier. Disse lever normalt i balance med hinanden og med kroppen i øvrigt, men sygdom, anatomiske forhold eller antibiotikabehandling kan forrykke balancen og give anledning til gener i form af diarré eller nedsat optagelse af næring.