Siden begyndelsen af 1900-tallet har opfattelsen af handelens karakter i de antikke samfund været genstand for debat.
Den faglige diskussion har drejet sig om, hvorvidt handelen var drivkraften i samfundsøkonomien, eller om der var tale om et primitivt agrarsamfund med selvforsynende byer (se Moses I. Finley og Michael I. Rostovtzeff).
Arkæologisk kildemateriale vidner imidlertid om, at der igennem hele oldtiden har foregået handel på mange niveauer i Middelhavsområdet, fx som lokale byttehandeler; vigtige råvarer blev derimod handlet over større områder.
Langdistancehandel ses allerede fra stenalderen, idet det vulkanske glas, obsidian, der blev anvendt til redskaber, har været eksporteret fra øen Milos i Det Ægæiske Hav og fra De Æoliske Øer nord for Sicilien. Efterhånden som brugen af metaller vandt frem, øgedes også efterspørgslen efter dem. Fra bronzealderen kendes flere skibsvrag, der var lastet med bronzebarrer.
Handelsruterne strakte sig i bronzealderen fra Den Nære Orient over Cypern og Grækenland til den vestlige del af Middelhavet. Fønikiske bosættelser fra jernalderen i Nordafrika, Spanien, Portugal og Marokko vidner om jernhandelens store udbredelse, og omkring 750 f.Kr. blev etableringen af en græsk handelsstation på øen Ischia ud for Napoli indledningen til grundlæggelsen af hundreder af græske kolonier langs Middelhavs- og Sortehavskysten. Brugen af standardiserede mønter opstod, og allerede omkring 600 f.Kr. slog de fleste større græske byer mønt.
Kystsejladsen foregik som trampfart og blev ofte suppleret med sørøveri. Med den fønikiske og græske kolonisation forstærkedes et vidtforgrenet handelsnetværk i Middelhavsområdet, der senere blev udvidet mod nord i Europa. Vigtige handelsvarer var korn, olie, vin og tekstiler, der har fungeret som både livsfornødenheder og luksusvarer.
Det var ikke kun enkelte råvarer eller luksusgenstande, der blev handlet; i byerne var de fleste håndværkere specialiserede og altså afhængige af at kunne sælge deres produkter. Større værksteder med bl.a. produktion af bordservice og store landbrugsejendomme blev almindelige fra århundrederne før Kristi fødsel.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.