hede

I sidste del af den neolitiske periode for ca. 4.000-5.000 år siden begyndte hedearealet at stige i Jylland. Det voksende hedeareal skyldtes, at datidens bønder ryddede skoven og udsatte de tidligere skovarealer for et hårdt græsningstryk. I stedet for en genindvandring af træer overtog dværgbuske og forskellige urter arealerne, hvilket formede heden, som vi kender den i dag. Udvidelsen af hedearealet er veldokumenteret i pollenaflejringer, der viser, at hyppigheden af lyngpollen begyndte at stige.

Da hedearealet var størst i Danmark, dækkede heden det meste af Jylland. Men fra 1700-tallet indtil starten af 1900-tallet skete der en betydelig tilbagegang i arealet af hede grundet opdyrkning og tilplantning. I 1848 blev det anslået, at hedearealet dækkende 8000 km² i Danmark. Dette faldt til 3700 km² i 1896 og yderligere til 2400 km² i 1939. I dag er arealet af hede på landsplan faldet til 84.789 hektar (ca. 848 km²) ifølge en opgørelse fra 2016. På europæisk plan er der ligeledes sket stor tilbagegang i hedearealet i nyere tid.

Sammenlignet med andre naturtyper som rigkær og kalkoverdrev har heden ikke en særlig artsrig vegetation. Til gengæld er den meget karakteristisk og adskiller sig ved, at det er den eneste åbne danske vegetationstype, som primært er domineret af dværgbuske.

Såfremt heden ikke er for kvælstofpåvirket, er hedelyng normalt den mest karakteristiske planteart på heden. Hedelyng har en livscyklus med fire overordnede faser. Den første er pionérfasen, hvor planten spirer frem, etablerer sig og former en pyramideformet struktur. Fasen varer som regel tre til seks år. Den anden fase er opbygningsfasen, hvor planten ofte blomstrer rigeligt, og det meste af fotosyntesen er koncentreret i de korte skud. Opbygningsfasen varer normalt, indtil planten er ca. 15 år gammel. I den tredje fase, modenhedsfasen, er planten ca. 20-25 år gammel. Her når planten som regel sin maksimumhøjde, om end ikke nødvendigvis den største diameter. I denne fase foregår der normalt en større aggregering af blomsterne i skudspidserne. Den fjerde og sidste fase er senilitetsfasen, hvor grenene falder ned langs jorden, og der sker en åbning i vegetationsdækket. I de første tre faser vinder hedelyng normalt konkurrencen om lys og næringsstoffer over græsserne, men i senilitetsfasen erstattes lyngen efterhånden af græsser og andre urter. I de senere år har nogle forskere påpeget, at der i hedelyngens livscyklus også er et forstyrrelseselement, som påvirker plantens vækst og regeneration.

Af andre dværgbuske finder man klokkelyng, som kan være fladedannende ligesom hedelyng, samt mosebølle, tyttebær, håret visse, engelsk visse, revling og hede-melbærris. Græsser som bølget bunke og blåtop optræder også hyppigt, især hvis der har været en for høj kvælstofbelastning. Heden er desuden voksested for en række sjældne karplanter som klokkeensian, guldblomme, lav skorzoner, vår-kobjælde, lyng-star og alle arter af ulvefod.

Heden er levested for mange specialiserede dyrearter. Af insekter kan nævnes den på europæisk plan beskyttede sommerfugl hedepletvinge (Euphydryas aurinia); en art, som i Danmark i dag kun findes i Nordjylland. Fra den dansk-tyske grænse op til Silkeborgegnen kan man på heder og i hedemoser finde brunlig metalvinge (Rhagades pruni), som er en art i køllesværmerfamilien.

I mange af Jyllands klitheder lever sommerfuglen ensianblåfugl (Phengaris alcon), som har en særegen biologi. Sommerfuglen lægger sine æg på planten klokkeensian, men efter larven har levet i ensianblomstens frøstand i tre uger, dumper den ned på jorden for at blive samlet op af enten korttornet stikmyre (Myrmica rubra) eller almindelig stikmyre (Myrmica ruginodis). Myrerne bærer sommerfuglelarven til deres bo, hvor larven lever af myreværtens larver, indtil den forpupper sig i myreboet. Når sommerfuglen kommer ud af puppen, må den skynde sig ud af myreboet, da myrerne kan angribe den fuldvoksne sommerfugl.

Af andre interessante insekter kan nævnes billen lille guldløber (Carabus nitens) og flere forskellige arter af bier. Kæmpefluen harald (Tachina grossa) findes ligeledes på heder.

Flere karakteristiske fuglearter forekommer stadig på heden, fx yngler storspove regelmæssigt på hederne i Jylland. En anden karakteristisk art er natravnen, som findes i plantager nær heder. I Nordvestjylland yngler tinksmeden fortsat i klithederne. Nogle af hedens fuglearter er dog forsvundet som ynglefugle på hederne og dermed i Danmark, heriblandt urfuglen og hjejlen, som tidligere var karakterfugle på hederne.

Af pattedyr forekommer krondyr ofte i høje tætheder på heder i Jylland. Siden ulven begyndte at yngle i Danmark, har de jyske heder og plantager huset flere kobler.

Hedens jordbund er typisk en podsol, som øverst består af et morlag (et langsomt nedbrydeligt organisk lag) efterfulgt af et udvasket blegsandslag (den eluviale horisont eller E-horisont). Nedenunder blegsandslaget er der et al-lag.

I EU opdeler man heden i forskellige habitatnaturtyper på baggrund af deres vegetation. I den forbindelse har man givet de enkelte hedertyper hvert deres habitatnummer. Selv om der er et overlap i plantearter mellem de forskellige hedetyper, er der alligevel visse arter, som indikerer, at noget er fx en tør hede eller en våd hede. Nogle af de forskellige habitatnaturtyper er beskrevet nedenfor:

• Tør hede. En tør hede er oftest hedetype, man tænker på, når man taler om heder. Tør hede har habitatnummer 4030. Den har, som alle heder, en næringsfattig jordbund, og jordens pH er lav (ca. 3,7). En tør hede i god tilstand har typisk et lavt dække af hedelyng. Ud over hedelyng består de karakteristiske plantearter af bl.a. revling, tyttebær, håret visse, bølget bunke, tormentil, tue-kogleaks, rensdyrlav (Cladonia spp.) og cypresmos (Hypnum cupressiforme).
• Våd hede. Våd hede har habitatnummer 4010. Plantelivet på den våde hede består typisk af især hedelyng, klokkelyng, rosmarinlyng, tranebær, mosepors, blåtop og mosetroldurt. Våde heder, kan visuelt godt minde om højmoser, men højmoser har et dybere tørvelag, og har ingen kontakt til grundvandet. Dette er omvendt tilfældet for våde heder. Endvidere har aktive højmoser færre arter af karplanter, ca. 10, og ingen arter af græsser, mens en våd hede, normalt har flere karplantearter inklusiv græsarter.
• Klithede. Klitheder har habitatnummer 2140. De er forholdsvis almindelige i Danmark, men er i EU klassificeret som en prioriteret og truet habitatnaturtype. Arterne revling og sand-star er blandt klithedens karakteristiske plantearter. Af mosser forekommer bl.a. trind fyrremos (Pleurozium schreberi). Derudover er rensdyrlaver ofte dominerende. Ved selv en lav kvælstofdeposition begynder sand-star ofte at dominere på klitheder, og fortrænger derved de fleste andre arter.

Tålegrænsen er et mål for, hvor meget en naturtype kan eksponeres for et eller flere forurenende stoffer før der sker en varig ændring i fx vegetationen og jordbunden. Tålegrænsen er relevant når man vurderer, hvor meget en habitatnaturtype kan tåle af fx kvælstof. Den helt præcise definition for tålegrænsen er:

”Et kvantitativt skøn over en eksponering for en eller flere forurenende stoffer, hvor der ifølge den nuværende viden ikke forekommer væsentlig skadelig effekt på specificerede følsomme elementer i miljøet” (Nilsson og Greenfelt, 1988)

For de forskellige hedetyper er der følgende empirisk fastsatte tålegrænser:

Data er hentet fra: Bak, J. Opdatering af empirisk baserede tålegrænser. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 13 s. – Fagligt notat nr. 2024|16.

Heden er en truet naturtype pga. øget tilgroning af træer og buske, og fordi der er en høj kvælstofdeposition fra industri og landbrug, hvilket forårsager en negativ ændring i vegetationen. Øget kvælstofdeposition på heder forårsager:

• En ændring i vegetationen, så græsser og halvgræsser overtager pladsen, i stedet for dværgbuske, laver og mosser. Denne proces foregår over en længere tidshorisont
• Et fald i kulstof-kvælstof ratioen (C/N), hvilket ligeledes foregår over en længere tidshorisont
• En øget skudlængde af hedelyng. Denne effekt kan observeres indenfor få år.
• En tilbagegang af laver.
• En række ændringer i plantebiokemien.
• Hos hedelyng en øget følsomhed overfor abiotisk stress såsom frost og tørke.
• En øgning i ammonium/nitrat forholdet, hvilket forårsager ophobning, af for planter, giftige metaller såsom aluminium.

Disse effekter ses især, når tålegrænsen er overskredet. Dette er tilfældet på de fleste heder i Danmark. Invasive arter udgør ligeledes en trussel for hederne som naturtype.

Der findes heder i de fleste dele af Danmark, men de har, med undtagelse af Bornholm og nogle hedearealer i Nord – og Vestsjælland, ofte en meget begrænset udbredelse på øerne. På Sjælland kan man fremhæve Melby Overdrev. På Bornholm er der klippeheder omkring Hammeren, samt et større hedeområde ved Raghammer skydeterræn. På Fyn er der mindre hedearealer ved Enebærodde. I Østjylland er der heder på Djursland, fx i Mols Bjerge.

I Midt– og Vestjylland ligger de største indlandsheder i Danmark; nogle af dem, fx Borris Sønderland, Kongenshus Hede og Harrild Hede, er mere end tusind hektar store og kan give en idé om, hvordan guldalderens landskab så ud i Jylland. Vindblæs Hede (se foto) og Ovstrup Hede ved Herning har en velbevaret hedevegetation og er, nok især for Vindblæs' vedkommende, et godt eksempel på, hvordan hederne så ud før kvælstofdepositionen blev for høj.

De største klitheder i Danmark finder man ved vestkysten, især omkring Blåvand, Hanstholm og på Skagen Odde.

• landskabsøkologi
• det danske kulturlandskabs historie
• Naturbeskyttelsesloven
• Habitatdirektivet
• overdrev