iatrofysik

Iatrofysik er den form for lægevidenskab, der i renæssancen gjorde brug af fysiske teorier vedrørende lægekunsten og søgte at indføre fysiske målemetoder i lægevidenskaben. Betegnelsen bruges også om behandling med fysiske midler, fx fysioterapi.

Faktaboks

Etymologi: Ordet iatrofysik kommer af græsk iatro- 'læge eller helbredelse' og fysik

Iatrofysikkens historiske baggrund

Et af de væsentlige kendetegn ved renæssancen som historisk periode var den videnskabelige revolution. I 1600-tallet foregik der en opblomstring af fysikken og kemien. Det fik afsmittende effekt på lægevidenskaben, der i renæssancen så de første primitive måleinstrumenter: pulsmåler, lægetermometer, et hygrometer og en vægt til bestemmelse af usynlig sved (perspiratio insensibile). Det sidstnævnte er den varmeafgivelse, der foregår via huden gennem tab af vanddamp, altså varmeafgivelse uden dannelse af sved.

Galileo Galileis berømte ord "Mål alt, hvad måleligt er, og gør det måleligt, som ikke er det" var det motto, som i denne periode tjente som inspiration for såvel læge- som naturvidenskab.

Begrebsmæssig afklaring

Senere tiders medicinhistorikere har opdelt de læger, der i denne periode bestræbte sig på at give lægevidenskaben et mere eksakt grundlag, i henholdsvis iatrofysikere og iatrokemikere, alt efter hvilken videnskab, de lagde mest vægt på som hjælpefag til lægevidenskaben. Ordene iatrofysik og iatrokemi er altså opstået som et resultat af senere tiders historiske analyse og er ikke samtidige begreber.

Sanctorius Sanctorinus

Sanctorius Sanctorinis vægt til vejning af ham selv.

Sanctorius Sanctorini

Af ukendt/National Library of Medicine, Digital Collections.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Sanctorius Sanctorinus (1561-1636) var den første læge, der udviklede instrumenter til fysiologiske undersøgelser og kvantitativ beskrivelse af symptomer.

Pulsmåler

På dette tidspunkt i historien havde man kun få ure, og de var upræcise på grænsen til det upålidelige. Sanctorius anvendte derfor et pendul, som han fik til at svinge synkront med pulsen, jo hurtigere pulsen var desto mere måtte snoren afkortes og snorens længde blev således indirekte et mål for pulsens hastighed: en kort snor var ensbetydende med hurtig puls og en lang snor med en langsom puls.

Termometer

Sanctorius fremstillede et primitivt termometer, der bestod af et glasrør med en kugle indeni. Den ene ende af glasrøret anbringes i patientens mund og den anden ende i en skål med vand, således at noget vand løber op i den nederste del af glasrøret. Ved en høj temperatur udvides luften i røret og driver væsken nedad.

Perspiratio insensibiles

Ved perspiratio insensibiles forstås det vægttab, der kontinuerligt foregår i form af vanddamp og kuldioxid via hud og lunger (udåndingsluft). Allerede i oldtiden havde man en idé om dette fænomen, men Sanctorinus var den første, der forsøgte at undersøge det systematisk. Det gjorde han ved talrige gange at veje sig selv, veje den næring han indtog og vægten af sine udskillelser (afføring og urin) og gøre det under forskellige omstændigheder: hvile, søvn, fysisk aktivitet osv.

Han beregnede perspirationens størrelse til ca. 1000 gram på 12 timer, hvilket set med nutidens øjne er for højt og må tilskrives fejl og primitive måleinstrumenter. Den er nærmere 500 gram i døgnet. I dag vides det desuden, at hudens temperatur, indholdet af vanddamp i den omgivende luft og bevægelserne i denne, påvirker væsketabet gennem huden (cutan perspiration). Fordampning via luftvejene kan beregnes, når ventilationen kendes, altså antallet af vejrtrækninger, ind- og udåndingsluftens volumen samt vanddampindholdet og temperaturen i udåndingsluften og barometerstanden i den omgivende luft.

Hygrometer

Sanctorinus fremstillede også et hygrometer. Det blev anvendt til måling af luftfugtigheden i en patients omgivelser, hvilket blev anset for afgørende i forhold til mulighederne for at komme sig. Det var et meget simpelt og upræcist hygrometer, der bestod af et blylod udspændt i en hampesnor. I fugtigt vejr strammedes snoren og i tørt vejr slappedes den.

Giovanni Alfonso Borelli

Illustration fra Borellis bog *De motu animalium.*

De motu animalium

Af Borelli, De motu animalium, 1734/Wellcome Collection.

Licens:

Giovanni Alfonso Borelli (1608-79) var professor i Matematik i Pisa og Messina på Sicilien. Hans hovedværk, De motu animalium (om dyrs bevægelser), udkom først posthumt et par år efter hans død i 1680-81. Han dedikerede dette værk til den svenske dronning Christina, "den lærde Christina", der efter sin abdikation tog til Rom, hvor hun holdt litterært og videnskabeligt hof. Borelli havde sat sig grundigt ind i tidens nye fysiologiske viden, herunder Harveys opdagelse af kredsløbet og Niels Steensens anatomiske og fysiologiske opdagelser.

Om bevægelser

Borelli inddeler i første omgang bevægelser i eksterne og interne. Ved de eksterne bevægelser forstår han skeletmuskulaturens viljestyrede bevægelser. Ved de interne bevægelser forstår han fx hjertets sammentrækninger og væskerne i kroppens bevægelser. De eksterne bevægelser analyserede han grundigt, og han kom hermed frem til den endnu gældende regel: at muskler som udgangspunkt kan opdeles i fleksorer og ekstensorer, altså bøjemuskler og strækkemuskler. I forbindelse med sit studium af de eksterne bevægelser lavede Borelli også beskrivelser og analyser af sammensatte bevægelser som gang og løb og for dyrs vedkommende ligeledes analyse af ormes kryben, fisks svømning og fugles flugt over himlen.

Giorgio Baglivi

Giorgio Baglivi (1668-1707) lavede nogle af de første biomekaniske studier af tænderne og tyggefunktionen. Inddelingen af tænder i tre typer: fortænder, hjørnetænder og kindtænder, var allerede lavet et par århundreder tidligere af Leonardo Da Vinci, men Baglivi beskrev, at der var to typer af funktioner for tænder. Der var de tænder, som lavede skærebevægelser og kunne sammenlignes med sakse, og de, som lavede de egentlige tyggebevægelser, der kunne sammenlignes med møllestens malebevægelser i forbindelse med maling af korn. Fortænder og hjørnetænder var tænder, der havde skærefunktion, og kindtænder havde malefunktion.

1700-tallet og oplysningstiden

Oplysningstiden var en fælleseuropæisk kulturel og intellektuel strømning, som kom i forlængelse af renæssancen og medførte store samfundsomvæltninger. Nye politiske begreber og ideer som demokrati og menneskerettigheder så dagens lys. Naturvidenskaben profiterede i særdeleshed af renæssancens gennembrud. Newtons opdagelser og teorier blev overført på studiet af væsker og gasarter og gav sig udslag i bl.a. trykmålinger i væsker og gasser.

Kemien forlod teorien om de fire elementer jord, ild, luft og vand og begav sig i retning af teorier om grundstoffer og atomer. Den biologiske variation blandt mennesker, dyr og planter blev genstand for opmærksomhed og forsøgt beskrevet og opstillet i et systematisk overblik.

Oplysningstiden nye viden fik bl.a. betydning for udvikling af dampkraft og industri. Det fik også betydning for lægevidenskaben, hvor et begyndende opgør med humoralpatologien ulmede. Man så de første forsøg på at måle basale fysiologiske mekanismer som blodtrykket og hjertets pumpekraft.

Stephen Hales og opdagelsen af blodtrykket

Stephen Hales måling af blodtrykket

Stephen Hales måling af blodtrykket

Af Ukendt kunstner/www.wikimedia.org.

Licens: Fri af ophavsrettigheder

Den engelske teolog og præst Stephen Hales beskæftigede sig også med fysik og andre grene af naturvidenskaben, herunder planteanatomi og plantefysiologi, bl.a. interesserede han sig for, hvordan planterødderne opsuger væske og hvordan bladenes saftspænding opstår.

Hales undersøgte også blodtrykket på en hest. I liggende tilstand blev halspulsåren og halsvenen på en hest perforeret af et højt tyndt glasrør med en spids messingtube. Hales iagttog højden på blodsøjlen i de to glasrør og definerede det som blodtrykket. Han bemærkede, at trykket i pulsåren var betydeligt højere end i venen, henholdsvis 40 cm og 3 cm høj blodsøjle.

Måske kan man sige, at han også beskrev det hypovolæmiske shock. Han konstaterede, at jo mere blod hesten mistede, desto hurtigere blev dens puls, hvilket er en kompenserende mekanisme for at sikre tilstrækkelig ilttransport i blodet til kroppens organer. Han konstaterede ligeledes, at hesten blev urolig og svedende. Hales publicerede sine resultater i 1733.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Medicinens historie

Jesper From

Lektor og speciallæge; Frederiksberg Hospital