Infusion er indføring af væske direkte i blodet gennem en kanyle, som sættes i en vene. Infusioner sættes gerne i vener på underarm, håndryg eller fod/ankel. Væsken kan også sættes ind i større, centrale vener inde i kroppen.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ordet infusion kommer af latin infusio, af infundere 'hælde ind i'
- Også kendt som
-
intravenøs væsketilførsel
Væsken er steril og kan være tilsat lægemidler, for eksempel tilføres mange kemoterapier ved intravenøs infusion, eller den kan indeholde næringsstoffer, for eksempel kan man ernære bevidstløse personer på den måde, såkaldt parenteral ernæring. Ved intravenøs infusion kan man få tilført ganske store væskemængder (flere liter), men det kan tage op til flere timer.
I fagsprog bruges ordet infusion oftest om væskeindgift givet over længere tid (minutter til timer). En hurtigere indgift kaldes ofte injektion.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.