kænguruer

Kænguruerne udgør familien Macropodidae. Deres nærmeste slægtninge er rottekænguruen (familien Hypsiprymnodontidae) samt bettongerne og potorooerne (familien Potoroidae). Tilsammen danner de superfamilien Macropodoidea, der hører hjemme i diprotodonterne (ordenen Diprotodontia), hvor man også finder possummerne, vombatterne og koalaen. Den særegne stribet kaninkænguru (Lagostrophus fasciatus) placeres i sin egen underfamilie, Lagostrophinae, mens alle andre nulevende kænguruer samles i underfamilien Macropodinae.

Nedenfor er vist de 13 slægter af kænguruer med deres danske navne samt antallet af arter og vægt.

*På engelsk bruges wallaby om seks slægter af mellemstore og mindre kænguruer. Dansk Pattedyrnavnegruppe har valgt kun at bruge navnet wallaby for slægten Notamacropus, der bl.a. indeholder rødhalset wallaby (N. rufogriseus), som kendes fra flere danske zoologiske haver.

Til de største kænguruer hører rød kæmpekænguru (O. rufus; 17-92 kg), østlig grå kæmpekænguru (M. giganteus; 17-90 kg) og vestlig grå kæmpekænguru (M. fuliginosus; 17-72 kg). I den anden ende af skalaen finder man flere arter, der vejer omkring 1-2 kg, heriblandt rødbrun kaninkænguru (Lagorchestes hirsutus; 0,8-1,9 kg), pygmæklippekænguru (P. burbidgei; 0,9-1,4 kg), dværgklippekænguru (P. concinna; 1,1-1,7 kg) og stribet kaninkænguru (1-2,3 kg).

Kænguruer er usædvanlige ved, at de fleste arter bliver ved med at vokse livet igennem. Hos de store wallabyer, grå kæmpekænguruer, bjergkænguruer og rød kæmpekænguru er vækstraten væsentligt højere hos hannerne end hos hunnerne, hvilket betyder, at hannerne med alderen kan blive mindst dobbelt så store som hunnerne. Dette er mest udtalt hos rød kæmpekænguru, hvor hannerne kan veje 3-4 gange mere end hunnerne; der er intet andet landpattedyr med så stor forskel på kønnenes størrelse. Hannerne af ovennævnte kænguruer udvikler også en langt mere muskuløs overkrop og muskuløse arme end hunnerne, hvilket spiller en afgørende rolle i hannernes indbyrdes slåskampe. I kontrast til ovenstående har de fleste mindre kænguruer på under ca. 4 kg ikke evig vækst, og kønnene er nogenlunde lige store.

De fleste kænguruer har et langt, smalt hoved, der i proportioner minder om, hvad man ser hos hjorte og antiloper, samt lange, bevægelige ører. Trækænguruer, kaninkænguruer og quokka (Setonix brachyurus) har dog kortere snude og mindre og rundere ører.

Af de 64 nulevende arter af kænguruer findes 40 arter kun i Australien, 22 arter findes kun på Ny Guinea, mens de sidste to arter både forekommer på Ny Guinea og i Australien. Kæmpekænguruerne, bjergkænguruerne, klippekænguruerne, klohalekænguruerne, kaninkænguruerne og wallabyerne lever alle i Australien; nordlig wallaby (Notamacropus agilis) findes også i Ny Guinea. Til gengæld er Ny Guinea hotspot for skovlevende kænguruer. Her findes således alle skovkænguruerne, 12 ud af de 14 arter af trækænguruer og 5 ud af de 7 arter af kratkænguruer.

Kænguruer forekommer i mange forskellige naturtyper, fra skov til sand- og stenørkner og fra kystklitter til græsland i bjergegne. Trækænguruer, skovkænguruer og kratkænguruer er primært skovlevende. Wallabyerne lever ofte i landskaber med en blanding af græsland, hvor de finder rigelig med føde, og skov, hvor de kan søge tilflugt fra fjender og vejrlig. Kæmpekænguruerne er tilpasset Australiens åbne, tørre vidder og kan klare sig i ørkner.

Bjergkænguruerne findes generelt i mere klippefuldt og stejlt terræn end andre større kænguruer, og de hviler sig ofte i huler og andre skyggefulde steder blandt klipper. Klippekænguruerne er tilknyttet stejle klipper; det kan være i tørre, åbne områder såvel som i skov. Deres valg af levested minder meget om, hvad man ser hos en del klippelevende hovdyr som den afrikanske antilope klippespringeren. De stejle klipper er omdrejningspunktet for deres liv. De kan søge ud i fladere områder omkring klipperne for at fouragere, men de er aldrig langt fra klipperne, og er der fare på færde, flygter de straks tilbage til klipperne. Når ikke de fouragerer, opholder de sig på klipperne, og de hviler sig ofte i klippehuler.

Klohalekænguruerne lever på tør skovsavanne samt i buskland og græsland. Bregnekænguruen holder til i tæt vegetation i skov, buskland og heder og hviler sig ofte i bregner. Til gengæld lever den ikke i sump, som dens engelske navn swamp wallaby ellers kunne antyde. Quokkaen findes derimod tit i sumpe og andre vådområder såvel som i skov og buskland. De små kaninkænguruer lever i skov, buskland og græsland. De gemmer sig typisk i tæt buskads, men kan fouragere i mere åbne områder.

Kænguruer er planteædere. De største arter, kæmpekænguruerne og bjergkænguruerne, er specialiserede græsædere, og mindst 70 % af deres kost udgøres af græsser og halvgræsser. På grund af deres størrelse kan de klare sig på mere næringsfattig, fiberholdig og svært fordøjelig plantekost end de mindre kænguruer. Trækænguruerne, skovkænguruerne, kratkænguruerne, bregnekænguruen og quokkaen er browsere, og mindst 70 % af deres kost består af planter andet end græs, især blade og kviste fra buske og træer, men nogle arter kan også æde frugt og trøfler. Wallabyerne, de fleste klippekænguruer og harekænguruerne er en blanding af græssere og browsere.

Som drøvtyggerne har kænguruerne en forstørret formave, hvori der foregår mikrobiel fermentering. Mikroorganismerne i formaven nedbryder cellevæggene i plantekosten såvel som eventuelle plantegifte og er derudover en kilde til vitaminer og proteiner.

Australien er det tørreste kontinent, som er beboet af landpattedyr, og ca. 70 % af landet dækkes af halvtørre og tørre naturtyper. For at kunne klare sig i disse områder har kænguruerne udviklet en række avancerede fysiologiske og adfærdsmæssige måder at spare på vandet på. De har et meget lavt vandbudget, hvilket de bl.a. opnår ved at producere yderst koncentreret urin og meget tørre ekskrementer. Når ikke det er for varmt, og/eller der er nok grøn planteføde tilgængelig, behøver nogle kænguruer, fx rød kæmpekænguru og almindelig bjergkænguru (Osphranter robustus), slet ikke at drikke.

For at slippe af med overskydende kropsvarme i døgnets varmeste timer kan kænguruer forøge blodtilførslen til næsen 66 gange og udsende overskudsvarme via udåndingsluften. Desuden slikker de sig på indersiden af underarmene. Her har de en høj koncentration af blodårer tæt på huden, og når spyttet på underarmene fordamper, afkøles blodet.

Kænguruer er hovedsagelig nat- og tusmørkeaktive, om end skovkænguruer, nogle af kratkænguruerne og de store kænguruer også kan være aktive i dagtimerne.

Hvad angår social adfærd er den overordnede tendens, at de mindste arter er solitære og de største arter, deriblandt kæmpekænguruerne, er sociale. Eksempelvis kan rød kæmpekænguru samles i grupper på op til 20 individer, antilopekænguru (Osphranter antilopinus) i grupper på op til 30 individer og ringhalet klippekænguru (P. xanthopus) i kolonier på op til 100 medlemmer. Hunner med unger af østlig grå kæmpekænguru kan danne, hvad der er blevet beskrevet som mødregrupper for at forsvare sig mod rovdyr og nærgående hanner.

De sociale arter fouragerer og hviler sig i grupper, men disse grupperinger er fleksible, og individer til stadighed kommer og går. De eneste tætte bånd i grupperne er mellem hunnerne og deres unger, og direkte kontakt mellem voksne, som at soignere pels på hinanden, er sjælden. En undtagelse er torrens creek-klippekænguruen (P. assimilis), hvor man ser længevarende parforhold mellem en han og en eller nogle gange to hunner, der ofte pudser pels på hinanden.

Hunkænguruer har en stor, elastisk pung på maven, hvis åbning vender opad. De fleste kænguruarter har en drægtighed på omkring en måned, men trækænguruer går drægtige i op til 45 dage, hvilket er den længste drægtighed blandt pungdyr. Kænguruer føder normalt én unge ad gangen. Som det er typisk for pungdyr, er den nyfødte unge lillebitte, underudviklet, nøgen og blind med en vægt på 0,3-0,9 gram. Ungen skal selv finde vej fra hunnens kønsåbning til pungen, og til det formål har den veludviklede forben med kløer samt en god lugtesans. Klatreturen op til pungen tager 1-4 minutter. I pungen sutter ungen sig fast på en dievorte og begynder straks at die.

Ungen sidder konstant fast på dievorten de første par måneder, og først herefter begynder den at stikke hovedet frem fra pungen. Når den har fået pels og er i stand til at holde varmen selv, begynder den at forlade pungen, først på korte ture, men herefter i længere og længere tid ad gangen. På et tidspunkt bliver ungen for stor til, at hunnen orker at slæbe rundt på den, og så snører hun indgangen til pungen til, så ungen ikke længere kan komme ind. Den fortsætter dog med at die i en periode endnu. Ungen i pungen kaldes på engelsk for en joey. En stor unge, der har forladt hunnens pung, men stadig dier, kaldes en yaf, en forkortelse af ”young at foot”.

Perioden, som ungen tilbringer i pungen, varierer fra omkring fire måneder hos de små arter til 11 måneder hos de grå kæmpekænguruer. Der er også stor forskel på, hvor lang tid ungerne fortsætter med at die, efter at de har forladt pungen. Hos små kænguruer kan det dreje sig om et par uger, mens perioden hos kæmpekænguruerne varer 6-8 måneder. Trækænguru-hunner tager sig af deres unger i 2-3 år, hvilket er det længste blandt pungdyr.

Få timer til få dage efter, at en kænguruhun har født, kommer hun i brunst og parrer sig igen. Når fosteret har nået en størrelse på omkring 70-100 celler, sættes udviklingen på pause (et fænomen, der kendes som embryonisk diapause). Hunnen kan bære rundt på fosteret i denne dvaletilstand i flere måneder, før det får signal om at fortsætte sin udvikling. På den måde kan hunnen sikre, at hun føder en ny unge kun få dage efter, at hun endegyldigt har forment sin store unge adgang til pungen. Med dette unikke system har hunkænguruer tit gang i tre unger på forskellige udviklingsstadier på én gang: yaffen, joeyen og fosteret.

Kænguruhunnen producerer mælk med forskelligt næringsindhold til henholdsvis joeyen og yaffen. Joeyen får mælk, der er rig på kulhydrater, men har et lavt fedt- og proteinindhold. Yaffen får mælk fra en anden dievorte, der har et højt fedt- og proteinhold, men lavt kulhydratindhold. Hos rød kæmpekænguru kan fedtindholdet i mælken til yaffen være på hele 20 %; til sammenligning har sødmælk et fedtindhold på 3,5 %.

Kænguruer lever forholdsvis længe. Mindre kænguruer kan nå en alder på ca. 15 år, mens rød kæmpekænguru kan blive op til 30 år gammel, hvilket er rekorden blandt pungdyr. De fleste individer i naturen lever dog under halvdelen af rekordlevealderen, som kendes for deres art.

Man mener, at den gruppe, der indeholder kænguruerne, rottekænguruen, bettongerne og potorooerne (superfamilien Macropodoidea), udviklede sig fra en trælevende, possumlignende stamform, der blev jordlevende. Selve kængurufamilien opstod i Australien i slutningen af Oligocæn for omkring 25 millioner år siden. På det tidspunkt var en stor del af kontinentet dækket af regnskov. I midten af Miocæn begyndte Australien imidlertid at blive tørrere, hvilket resulterede i, at regnskovene skrumpede ind, og naturtyper, som var domineret af græs, begyndte at sprede sig. Kænguruernes succes skyldes deres evne til at tilpasse sig de nye, tørre og mere åbne naturtyper.

I Miocæn var kænguruerne generelt små og browsere, men i slutningen af Pleistocæn kom de store, græsædende kænguruer til at dominere. I den periode opstod bl.a. den 2,5 meter høje og over 200 kg tunge kænguru Procoptodon gigas. Der er blevet beskrevet over 50 arter af uddøde kænguruer.

• pungdyr
• kænguruer (arter)