kavring

Kavring bagt af rugmel er beskrevet i provianteringslister for flåden i 1500-tallet, og det var forløberen for beskøjter eller skibskiks, der i dag fremstilles af hvedemel.

Oprindeligt bagte man kavringer af groft eller sigtet rugmel eller af bygmel, og i modsætning til brød var kavringer til proviantering ikke syrnede.

Ifølge Bondens brød af H.P Hansen bagte man i 1800-tallet på Møn og Falster kavringer af rugbrødsdej, der blev klappet tyndt ud, lagt sammen parvis og bagt. Disse kavringer blev tørret så hårdt i ovnen, ”at de ikke kunne skæres, men måtte slås i stykker, og der skulle gode tænder til at tygge dem”. På Bornholm tog man nogle af de nybagte brød og kløvede dem, hvorefter de blev tørret i ovnen, ”men der skulle gode tænder til, og tandløse folk måtte have brødet blødt op først, hvor ved det tabte en del i velsmag”.

Efterhånden som folk blev mere velstående, blev kavringer også bagt af hvedemel, og hvis de var tilsat smør, fedt, æg, fløde og rosiner, kunne de bruges som højtidsbrød. Flere steder blev disse kavringer bagt til julehelligdagene, og små kavringer fik man visse steder med hjem fra bryllupper eller barselsgilder. Dengang kunne rejsen vare mange timer, og så var det godt at have lidt proviant med.

I Sverige sælges et blødt og sødt mørkt brød under navnet kavring. Det er kun navnet, som er fælles med det oprindelige kavringsbrød. Skåne, Halland og Blekinge var danske områder i næsten 600 år fra vikingetiden og frem til 1658. I den periode havde disse områder også danske rugbrødstraditioner, og kavringsbrødet blev bagt og tørret som til proviant til hæren. Begrebet kavring forsvandt fra de svenske optegnelser i 1600-tallet, men navnet bruges nu blot som et varenavn.

• beskøjt