keramikkens historie

Fra Grækenland udbredtes pottemagerkunsten samtidig med agerbruget mod nord til det øvrige Balkan, hvor der i 5000-tallet f.v.t. udvikledes en serie kulturer, bl.a. Starčevo-, Criş- og Körös-kulturerne, der ud over en ret grov vare til kogekar og opbevaringskar også fremstillede fine kar med påmalede, oftest brune eller sorte geometriske mønstre på rød bund. Karrene, ofte skåle på en lille fod, har formodentlig haft en særlig rituel funktion ligesom de små leraltre og lerfigurer af kvinder med stor bagdel, der også er fundet på disse kulturers bopladser. Under påvirkning fra Balkan udvikledes omkring 5400 f.v.t. i det vestlige Ungarn den båndkeramiske kultur, som fik afgørende betydning for spredningen af såvel landbrug som pottemagerkunst til resten af Europa. Den har navn efter sin karakteristiske keramik, som især består af næsten kugleformede lukkede skåle med mønstre af indridsede slyngede bånd.

I løbet af få århundreder spredtes kulturen over et meget stort område, især på de frugtbare løssjorder langs Donau og Rhinen. Ofte fulgtes udbredelsen af keramik og agerbrug ad; de fleste steder i Europa er den båndkeramiske kultur både den første bondekultur og den første kultur med lerkarfremstilling. Fra den båndkeramiske kultur spredtes omkring 5000 f.v.t. kendskabet til keramikfremstilling til de jæger- og fiskerkulturer, der levede omkring Nordsøen og Østersøen i Holland, Nordtyskland og Polen, og derfra til Danmark.

Drejeskiven var kendt i middelhavsområdet allerede i bronzealderen; nord for alperne blev den først brugt af kelterne i århundrederne før Kristi fødsel.

Ser man nærmere på keramikfremstillingen i det ægæiske område, er de keramiske genstande kendetegnet ved at være håndlavet og undertiden poleret. Det fineste lertøj fra denne tid blev fremstillet i Thessalien og på Kreta; se også Grækenland i oldtiden (billedkunst). Fra Thessalien stammer bl.a. Sesklo-keramikken, som har røde flamme- og zigzagmønstre på lys bund. På Kreta fremstilledes en fin højglanspoleret og ensfarvet keramik. I bronzealderen dominerede på fastlandet keramikken fra Peloponnes og Boiotien. Den tidlige bronzealderkeramik var ensfarvet og håndlavet, men formgivningen viser indflydelse fra det hastigt voksende metalhåndværk. På Kykladerne anvendtes indridsede dekorationer, især spiraler, mens man på Kreta fremstillede den såkaldte Vasiliki-keramik, der har sorte og røde pletter som en efterligning af sten.

Karakteristisk for fastlandet i mellemste bronzealder er den minoiske vare, der er ensfarvet grå, højglanspoleret og fremstillet på drejeskive. Håndgjort keramik med matbemalet sort eller lilla dekoration på hvid grund var dog også udbredt og kendes fra både fastlandet og Kykladerne. Den fineste keramik i mellemste bronzealder er Kamares-keramikken fra Kreta. Den er æggeskalstynd og med rød og hvid dekoration på mørkeblå, skinnende grund. En naturalistisk stil med motiver fra plante- og dyreverdenen vandt udbredelse i løbet af perioden. På Kreta fremstillede man desuden mandshøje tykvæggede forrådskar, pithoi.

Kreta øvede stor indflydelse på fastlandets mykenske kultur i den sene bronzealder. Mange vaseformer har guld- eller sølvkar som forbilleder, og keramikken har omvendt farveskema med mørke og ofte stiliserede motiver på lys bund. Efter at mykenerne ca. 1400 f.v.t. havde overtaget magten på Kreta, udbredtes den mykenske keramik til Egypten, Levanten og Italien. Udbredelsen skete ofte i forbindelse med eksport af fx olie, der transporteredes i bøjlekander. Slutningen af den mykenske tid (ca. 1100 f.v.t.) betegnede en nedgangsperiode både mht. kunstnerisk kvalitet og fantasi.

Ud fra de mykenske mønstre udvikledes med Athen som et dominerende centrum den protogeometriske og geometriske stil, der karakteriserer den følgende periodes keramik (1100-700 f.v.t.). Under indflydelse fra Orienten opstod herefter (ca. 700-625 f.v.t.) med centrum i Korinth den forfinede orientaliserende stil med dyrefriser og ornamenter. Figurerne står i sort silhuet mod lys baggrund i sortfigursteknik, og detaljer er indridset eller tilføjet i hvide og lilla farver. Teknikken udvikledes til perfektion af athenerne, der ca. 550 f.v.t. overtog førerstillingen og dominerede produktionen af sort- og senere rødfigurskeramik indtil 300-tallet f.v.t., hvorefter den bemalede keramik gik af mode. I det græske Syditalien var rødfigurskeramikken dog udbredt længere. Den bemalede keramik blev erstattet af bl.a. ensfarvede sorte kar med indstemplet eller indridset dekoration og såkaldte megariske bægre, dvs. skåle med reliefdekoration fremstillet i forme.

Etruskerne lærte drejeskiven at kende fra grækerne i 700-tallet f.v.t. og begyndte samtidig at imitere den græske sort- og rødfigurskeramik. Den bedst kendte lokale etruskiske keramik er den sortgrå bucchero. Etruskerne anvendte også i udstrakt grad farverige keramikrelieffer i deres templer og huse.

Hos romerne var keramikken overvejende masseproduceret, idet den blev brugt som emballage til vin, olie og fiskesovs. Fra 400-tallet f.v.t. vandt med forbillede i græsk keramik en blank, ensfarvet sort vare brugt som bordservice frem. Den afløstes ca. 50 f.v.t. af den røde blanke arretinske keramik. Arretinsk keramik, fra nutidens Arezzo, var fra et af de største produktionscentre for keramik. Denne type blev især imiteret i Gallien og Nordafrika, og begge steder blev den genstand for masseindustri og eksport. Ud over vaser til køkken, bord og transport blev der fremstillet en lang række andre lervarer, heriblandt lamper, tegl, skulpturer, vævevægte, sarkofager og urner.

I 1000-tallet begyndte man i både England og Nordvesteuropa at fremstille blyglaseret lertøj. Grønglaseret lertøj fra Saintonge og plastisk dekoreret keramik fra Rouen i Frankrig og forskellige produktionssteder i Nederlandene nåede sammen med lertøj fra Winchester i et vist omfang til Skandinavien.

Senest ved tiden omkring 1200-tallet påbegyndtes i Rhinegnene en produktion af stentøj, hvortil kaolinholdige lerarter udgjorde råmaterialet. Denne keramik var brændt ved meget høje temperaturer, hvorved godset blev sintret. Omkring 1300-tallet var der i Siegburg ved Rhinen, flere steder i Hessen og lidt senere i Nederlandene grundlagt en masseproduktion af stentøj, som via Hanseaternes handelsruter spredtes over hele Europa med det resultat, at lokale keramikproduktioner til en vis grad fortrængtes. I Skandinavien udkonkurrerede det importerede stentøj således helt den hjemlige, dekorerede lertøjskande inden udgangen af 1300-tallet.

I lande som Frankrig og England opstod der i løbet af senmiddelalderen lands- eller regionsdækkende produktionssteder for keramik. I Nederlandene, Nordtyskland, bortset fra Hessen, og i Skandinavien gik udviklingen i retning af lokalt orienteret lertøjsfremstilling.

Først i 1708 lykkedes det i Meissen alkymisten Johann Friedrich Böttger at fremstille "det hvide guld", det kaolinholdige hårde porcelæn. Hurtigt udvikledes et helt repertoire af former og dekorationer, og det nye materiale overtog efterhånden fajancens og metallernes funktion til bordbrug hos de velstillede; prestige gav især spisestel på adskillige hundrede dele.

I løbet af de næste 50 år grundlagdes porcelænsfabrikker i alle Europas hovedstæder. Omkring 1700-tallets midte blev Sèvresfabrikken ved Paris teknisk og kunstnerisk en af de førende. I England opfandt Josiah Wedgwood i slutningen af 1700-tallet et nyt billigere materiale, der erstattede den porøse fajance, men også det dyre porcelæn. Det flødefarvede stengods støbtes i enkle former og dekoreredes med klassicistiske motiver, der med tiden overførtes mekanisk. Også farvede masser blev fremstillet.