klorose (form for blodmangel)

Der findes to citater hos Hippokrates, der er blevet tolket som kendskab til klorose. Der ene lyder: “Hos 7-års børn, svækkelse og dårlig hudfarve, besværet åndedræt ved gang og lyst til at spise jord, tyder på fordærvelse og opløsning af blodet”. En tilsvarende beskrivelse af unge, der lider af hovedpine, har dårlig hudfarve og spiser jord findes et andet sted. Beskrivelserne er upræcise, og oplysningen om børn i 7-årsalderen er ligeledes atypisk. Man kan derfor ikke med sikkerhed sige, at det er jernmangelanæmi, der er omtalt hos Hippokrates. Den romerske læge Celsus nævner en gruppe af patienter, der lider af bleghed og hovedpine og spiser jord, men omtaler dem som værende af hankøn. Soranos fra Efesos, der var en tilhænger af seksuel afholdenhed, omtaler, at kvinder, der er meget seksuelt aktive, bliver magre og blege, hvilket er det modsatte af, hvad senere læger i 1500-tallet sagde.

Fra middelalderen kendes der ligeledes til flere beskrivelser af kvinder, der lider af bleghed, heraf enkelte beskrivelser, der i samme forbindelse nævner menstruationen og forstyrrelser i denne. I middelalderen havde mange almindelige sygdomme tilknyttet en helgen, som de syge kunne søge trøst hos og bede om helbredelse eller lindring, men der findes ikke en helgen for klorose, hvilket kan tyde på, at man ikke opfattede sygdommen eller andre anæmitilstande som en veldefineret selvstændig sygdomsenhed.

Ifølge Axel Hansens doktordisputats stammer den første sikre beskrivelse af "en klorotiker" fra 1546 fra den hollandske læge Pieter van Foreests (1521-1597) beskrivelse af sin kusines sygdom. Det fremgår af beskrivelsen, at hun var bleg og mager, havde åndenød ved fysisk aktivitet og følte sig kraftesløs, og at hendes menstruationsblødninger gennem et stykke tid havde været aftagende. Hun kom sig spontant efter nogen tids sengeleje.

Den flamske læge Johannes Lange (1485-1565) beskriver i en bog fra 1554 en sygdom, der rammer unge kvinder i adelsfamilier, som kendetegnes ved bleghed og åndenød og hjertebanken ved trappegang. Sygdommen betegnes blegsot eller jomfrusyge. En fransk læge fra Montpellier, Jean Varandal (1562-1617), bruger første gang udtrykket “chlorosis” i en bog, der udkom posthumt i 1620. Den første danske beskrivelse af klorose er fra 1648 og stammer fra Simon Paulis (1603-1680) urtebog.

Lægen Lazare Rivière (1689-1653) opstillede symptomerne systematisk i ni punkter:

• Bleghed
• Hævelse af ansigt og øjenlåg
• Følelse af tunghed og træthed
• Besværet vejrtrækning, ved især anstrengelser
• Hjertebanken og pulsation i tindingerne
• Hovedpine
• Hurtig puls
• Tung og lang søvn, træthed
• Madlede og pica

Flere læger fra renæssancen noterede sig, at sygdommen hovedsageligt forekom hos kvinder fra overklassen og mente på den baggrund, at indsnøring med korset kunne være sygdommens årsag, hvilket også kunne forklare en bedring i tilstanden ved graviditet, da det ikke gjorde det muligt at bære jernkorset. Andre mente, at undertrykt seksualitet var sygdommens årsag. Enkelte læger, bl.a. den berømte engelske anatom Thomas Willis, mente, at for tyndt blod var årsagen til sygdommen. Det var dog på ingen måde anæmi i den moderne forstand af ordet, de mente med det. Thomas Sydenham (1624-1689) og Richard Morton (1637-1698) mente begge, at klorose var en sygdom i nervesystemet.

I 1700-tallet dominerer teorier om klorose som en blodsygdom. Professoren i anatomi ved Vatikanets skole Sapienza i Rom Giorgio Baglivi (1667-1708) mente, at sygdommen skyldtes ændringer i blodets sammensætning, der førte til "tyndt blod". G.E. Stahl (1660-1734) mente, at klorose skyldtes forurening af blodet med galde fra leveren, hvilket også kunne forklare den gustne gulgrønne hudfarve. Friedrich Hoffmann (1660-1742) antog, at klorose skyldtes nedsat tonus (spænding) i indvoldene, særligt livmoderen, leveren, milten, nyrerne og mavesækken, hvilket influerede på blodets sammensætning. Hoffmann beskrev desuden tilstandens psykiske symptomer, at kvinderne blev dramatiske og opmærksomhedssøgende, fik let til tårer uden at kunne forklare hvorfor, eller blev ensomhedssøgende med hang til erotisk litteratur. Han var samtidig overbevist om ægteskabets helbredende virkninger

Friedrich Hoffmann lavede undersøgelser af de klorotiske kvinders blod. Han behandlede blodudstrygningspræparater med syrer og andre kemikalier, men uden at finde frem til en forklaring. Vicenzo Antonio Menghini (1704-1759) påviste som den første, at de røde blodlegemer indeholdt jern. Med en magnetisk kniv var han i stand til at ekstrahere små mængder af jernpartikler fra røde blodlegemer. Han beskrev ligeledes, at indtagelse af jernet modvirker bleghed af huden, giver blege slimhinder rødme og reetablerer menstruationen. Med hensyn til klorosens årsag, mente Menghini dog, at det var en gynækologisk tilstand, hvis årsag skulle søges i æggestokkene.

Udtrykket "anæmi" stammer fra 1732 og blev indført af Michael Alberti (1682-1757) som en betegnelse for tyndt blod. Selvom de røde blodlegemer var beskrevet i forbindelse med mikroskopiske studier af blod i 1660'erne, er det på ingen måde tydeligt, at der er nedsat mængde af disse, som Alberti mener med anæmi.

Klorose er ikke kun omtalt i lægevidenskabelig litteratur. I renæssancen optræder klorose også hyppigt i skønlitteraturen. Den er omtalt hos Shakespeare og den franske digter Rabelais og desuden i en fransk antologi af digte fra 1618. Hos Shakespeare benævnes den green sickness.