røde blodlegemer

De røde blodlegemer har små variationer i proteiner og kulhydrater på overfladen. Disse danner grundlaget for blodtypesystemerne, hvoraf ABO-systemet er det vigtigste. En person kan have blodtype A, B, AB eller O. Forligelighed i blodtypesystemerne har sundhedsmæssig betydning ved blodtransfusion, graviditet og transplantation.

Ved normal blodgennemstrømning i huden er de røde blodlegemer med til at give huden farve. Ved for få røde blodceller (anæmi) bliver huden bleg. Ved blødning i huden opstår der blå mærker, som skyldes ansamling af de røde blodlegemer uden for blodårerne.

Det er iltbehovet og hormonet erytropoietin (EPO), der regulerer produktionen af røde blodlegemer. Celler, der sidder i arterierne i nærheden af nyrerne, registrerer tilførslen af ilt. Hvis dette er for lavt, øges produktionen af erytropoietin, og dette stimulerer til øget produktion af røde blodceller. Nyrerne er et vigtigt organ i reguleringen, da både sensorerne for ilt og 90 procent af erytropoietinproduktionen er lokaliseret der. Sygdom i nyrerne kan derfor påvirke evnen til at producere røde blodlegemer.

Folk, der bor i højere liggende områder, har øget antal røde blodceller (og dermed højere hæmoglobinkoncentration) på grund af, at ilttrykket falder med stigende højde. Dette registrerer kroppen og øger produktionen af røde blodlegemer for at kompensere for manglende ilt. Ved blødning falder transportkapaciteten for ilt, og kroppen kan op til seksdoble produktionen af røde blodceller for hurtigt at kunne genoprette ilttransporten.

Der kan anvendes forskellige automatiske metoder til at tælle røde blodlegemer. Fælles for dem er, at blodet skal føres ind i en tynd kanal, hvor der kun er plads til én celle ad gangen. Coulter-metoden er den målemetode, der har eksisteret længst. Den benytter sig af de røde legemers evne til at bremse elektriske ladninger (elektrisk impedans). En anden metode er at lysbestråle blodet. Ved hjælp af fotoceller kan røde blodlegemer så tælles, fordi de spreder lyset på en bestemt måde.

En moderne blodtællingsmaskine kan samtidig måle andelen af røde legemer ift. blodvolumen (erytrocytvolumenfraktion) og koncentrationen af hæmoglobin. Derigennem kan den gennemsnitlige størrelse på de røde blodlegemer beregnes, hvilket kaldes mean cellular volume (MCV) og den gennemsnitlig mængde hæmoglobin per celle, hvilket kaldes mean cellular hemoglobin (MCH). Disse indekser bruges til at skelne de forskellige former anæmi fra hinanden.

De samme maskiner, der tæller røde celler, er også designet til at tælle blodplader og hvide blodlegemer med undergrupperne, hvilket kaldes differentialtælling. Det samlede resultat af røde blodlegemer, blodplader og hvide blodlegemer med differentialtælling udgør det såkaldte blodbillede/blodværdierne.

• Ved anæmi er der for få røde blodceller.
• Jernmangelanæmi er den mest almindelige, og skyldes i Danmark oftest langvarige blødningstilstande med medfølgende jerntab. Fordi der dannes for lidt hæmoglobin, bliver størrelsen på de røde blodceller, som måles med MCV, lav.
• Perniciøs anæmi er mangel på folinsyre eller vitamin B₁₂, hvilket giver lav produktion af røde celler og dermed anæmi. MCV bliver høj, fordi man forsøger at kompensere for den lave produktion af røde blodceller ved at fylde dem med hæmoglobin.
• Hæmolyse er en øget nedbrydning af røde blodlegemer, hvilket også kan føre til anæmi. Eksempler på dette er mekaniske hjerteklapper, hvor der knuses røde blodceller ved hvert hjerteslag, og autoimmun hæmolytisk anæmi, hvor kroppens eget immunforsvar nedbryder røde blodlegemer.
• Medfødte sygdomme, hvor enten hæmoglobinmolekylet eller cellens membran er defekt. Ved de hyppige sygdomme seglcelleanæmi og thalassæmi ses abnorme hæmoglobinmolekyler, som i deres mest alvorlige former kan være livstruende, dels på grund af den dertil førende anæmi, men også fordi der er en betydelig øget tendens til sammenklumpning af de defekte røde blodlegemer.
• Mere sjældent ses medfødte sygdomme i erytrocyttens membran, som gør, at de ikke er nær så eftergivelige som normalt. Dette medfører, at de lettere går i stykker. Den hyppigste af disse, er den arvelige sygdom hereditær sphærocytose, hvor der, i familier, ses helt runde røde blodlegemer. Denne sygdom er vigtig at få diagnosticeret, da der under infektioner kan opstå pludselige fald i hæmoglobinen, såkaldt hæmolytisk krise.

• Polycytæmi er en overproduktion af røde blodlegemer. Overproduktion af røde blodlegemer ses i to situationer, ved polycythæmia vera og sekundær polycytæmi.
• Ved polycythæmia vera (den såkaldt "sande" overproduktion) ses en øget forekomst af røde blodlegemer på baggrund af en genfejl kaldet JAK2 punktmutation, som medfører, at knoglemarven til stadighed overproducerer, selv om der ikke er behov for det. Der er tale om en relativt sjælden sygdom, som typisk viser sig ved, at personens ansigt får et rødmosset skær. Den kan ledsages af blandt andet hovedpine og hudkløe. Den diagnosticeres ved en øget hæmatokrit samt tilstedeværelse af mutationen. Den kan være ledsaget af svært forhøjet blodtryk. Behandlingen centrerer sig omkring nedbringelse af antallet af erytrocytter, i starten ved åreladning (venesectio) senere evt. suppleret med medicinsk behandling, som sigter mod at hæmme produktionen af dem. Erkendelse af tilstanden er vigtig, da den i svære tilfælde kan give cirkulations forstyrrelser, heriblandt hjerneblødninger.
• Ved sekundær polycytæmi(polycytæmi sekundært til anden sygdom) ses den øgede produktion på baggrund af, at ilttensionen i blodet er for lav. Dette udløser produktion af hormonet erytropoietin(EPO), som stimulerer knoglemarven til øget dannelse af de røde blodlegemer. Langt den hyppigste årsag til sekundær polycytæmi er tobaksrygning. Ved denne frigøres kulilte fra forbrænding af tobakken. Den overføres ved indånding i lungerne til de røde blodlegemer, hvor den bindes til hæmoglobinmolekylet. Denne binding er meget kraftigere end den for iltmolekyler. For alle praktiske formål betyder dette, at påvirkede røde blodlegemer i resten af deres levetid ikke kan transportere ilt. Symptomerne er i princippet de samme som ved polycytæmia vera, og behandlingen er rygeafvænning, hvorefter polycytæmien vil forsvinde.